Berlingske Tidende, 30. oktober 2007

Kongen for folket

Nøgtern og velskrevet bog af Knud J.V. Jespersen om det 20. århundredes politiske Danmarkshistorie set med Christian X’s øjne.

»Rytterkongen« kalder historikeren, kgl. ordenshistoriograf Knud J.V. Jespersen sin bog om Christian X og refererer dermed til det stereotype billede af kongen, som hans bog i virkeligheden er et opgør med.

Christian X er mindet som rytter med en rytterstatue, men han var andet og mere end rytter, og det er det, bogen handler om. Til gengæld står der faktisk næsten ikke noget om heste i bogen udover beretninger om det nærmest mytiske ridt over grænsen i 1920 og kongens fald med hesten i 1943 under besættelsen. Vi får ikke at vide, hvad hestene hed, om deres race eller om kongens interesse for heste i det hele taget. Hesteinteresserede er ikke bogens målgruppe. Bogen er skrevet af en historiker med stor viden om og interesse for det politiske spil omkring kongen, og dens charme består især i, at kendte begivenheder i dansk politik anskues fra kongens synsvinkel.

Det har kunnet lade sig gøre, fordi Christian X har efterladt sig et omfattende dagbogsmateriale, som forfatteren har fået fri adgang til. Det er der kommet en meget læseværdig bog ud af, der ikke blot kaster nyt lys over kongens opdragelse til lidt gammeldags værdier og en opfattelse af kongens rolle, som krævede en vis justering, men som også tegner portrættet af en helt igennem gedigen og ansvarsbevidst personlighed med hjertet på rette sted.

I nogle afsluttende betragtninger sammenligner forfatteren Christian X og Christian IV som de to mest skrivende danske monarker – begge stærkt religiøse og overbeviste om deres egen mission og begge optaget af landets skæbne og rede til at forsvare det. At de begge havde legemlige skavanker mod livets slutning er næppe relevant, og personlighedsmæssigt var de i øvrigt yderst forskellige med Christian IVs renæs-sancepersonlighed, der overkom det ufattelige, som noget af en kontrast til den spartanske og let bornerte Christian X. Det interessante er vel egentlig snarere, at Christian X har efterladt så meget materiale om sig selv, at det kan lade sig gøre at skrive en biografi.

En biografi af Christian X er tillige et stykke danmarkshistorie, der strækker sig fra 1870 til 1947. Vi hører om prins Christians opvækst og det komplicerede forhold til faderen, som i så mange år var kronprins. Christian X identificerede sig i højere grad med bedstefaderen Christian IX og overtog mange af dennes værdier og hans syn på kongemagtens rolle som en selvstændig faktor i det danske statsstyre, som ikke passede helt ind i forholdene efter systemskiftet i 1901. Da Christian X i 1912 blev kongen, kunne han endnu øve indflydelse på regeringsdannelsen, og det var først påskekrisen i 1920, der for alvor slog fast, at kongen ikke skulle optræde selvstændigt i forhold til de folkevalgte. I bogen skildres livligt kongens forhold til både venstrekonseilspræsidenten Klaus Berntsen, til I.C. Christensen og hans forhold til regeringen Zahle, der også skulle finde deres plads i det nye styre efter 1901 og finde en form i forhold til kongen. Vi hører om hans egne rådgivere, dronningens kabinetssekretær C.P.M: Hansen, H.N. Andersen foruden medlemmer af kongehuset.

Ikke mindst kongens modvilje mod Grundloven af 1915 bliver interessant belyst, men det samme gælder forsvarspolitik, salget af De vestindiske Øer, Sydslesvig-spørgsmålet m.v., hvor kongen ikke overraskende havde andre synspunkter end regeringen. På mange måder er kongens holdning ret forudsigelig politisk. Der var noget af en autoritær patriark i ham. Det viste sig også i administrationen af rollen som Kongehusets overhoved, hvor han fremstod som streng, retlinet og med en klar forståelse for Danmarks interesser og hans egen pligt til at lade familiehensyn vige for højere interesser. Tyske fyrster kunne ikke påregne ophold her efter Første Verdens-krig, og efter besættelsen udviste han uden at vakle den tyskfødte prinsesse Helena, som ikke havde forstået, at omgang med repræsentanter for besættelsesmagten burde nedtones i den særlige situation.

Skønt tysk gift – eller måske netop derfor – var Christian X alt andet en tyskvenlig, som også hans holdning under besættelsen klart viste. Han var bedrøvet over udleveringen af torpedobåde til besættelsesmagten og hans retfærdighedssans kræn-kedes ved interneringen af kommunistiske rigsdagsmedlemmer og i det hele taget af kommunistloven. Han brød sig ikke om Frikorps Danmark, men måtte acceptere samarbejdslinjen, selv om den personligt bød ham imod. Vi hører til gengæld ikke om hans holdning til retsopgøret efter besættelsen og herunder om hans modvilje mod at få forelagt benådningsansøgninger fra dødsdømte. Det er et fast rygte, at kongen ikke ønskede disse sager forelagt, og at det er baggrunden for, at det blev justitsministeren alene, der kom til at tage stilling, men det hører vi altså – desværre – ikke noget om. Til gengæld får vi et klart indtryk af, at kongen tog det ret roligt, da islændingene i 1944 valgte – som de havde fuld ret til – at opsige unionen med Danmark. Island var ikke Christians favorit.

Forfatteren gentager ofte, at Christian X var konservativ, autoritær og lidt knudret, men samtidig retlinet og med en klar retfærdighedssans og en stærk ansvars-bevidsthed knyttet til rollen som konge. Det er alt sammen i og for sig gode egenskaber, men også nogle, som, når de var samlet et sted, kunne vanskeliggøre samarbejdet med politikerne, og det kom da også til en del sammenstød i sær i de første år. Hvor grænsen går mellem kongen og mennesket Christian X er svært at afgøre. Bogens titel er i den forstand retvisende, at det er kongen mere end mennesket, vi hører om, men samtidig giver den et rigtig godt billede af, hvordan en konge bliver til, og hvordan han opfatter sin rolle og i virkeligheden – i Christian Xs tilfælde – også forstår at iscenesætte sig selv som en mand, der kan tale med folk. Christian X var soldat og vant til at omgås andre, mest i samfundets højere lag, men der var ikke noget jetset-liv eller pjat over hans måde at være konge på, og det skabte respekt om kongehuset.

Bogen er udmærket illustreret. Undertiden er billedteksterne pudsige, som når det s. 84 oplyses, at det er uklart, hvem en Ernst Günther er, som deltager i en frokost, da vi få sider længere henne hører adskilligt om den pågældende, der hører til huset Augustenborg. Generaldirektør Knutzen staves Knudtzen, men i øvrigt er der, som man måtte forvente, orden i tingene. Bogen om Christian X er skrevet af en historiker, som med stor finesse har bevæget mellem det mere udleverende om kongens stridbarhed og forhold til ministrene, som ikke har forsømt at give et indtryk af kongens privatliv, men som har undgået enhver form for kongerøgelse, spekulation i afsløring af »hemmeligheder« eller offentliggørelse af private detaljer. Det ville være urigtigt at sige, at biografien efterlader læseren med et indtryk af en konge, der lige som Christian IV var med til at forme sit lands politik, og som derfor fik en afgørende plads i danmarkshistorien. Også på den måde halter den sammenligning. Til gengæld får vi en spændende historie om, hvordan monarkiets rolle ændredes i de første årtier af det 20. århundrede, og vi får lov til at komme ind på livet af en »kendis«, som vi ellers kun kender fra billeder, og ikke mindst får vi en mulighed for at se på livet i kongeriget med en monarks øjne. Det er næsten lige som i filmen »Queen«.

Forfatteren indleder med at citere Jens Otto Krag, der en gang hånligt spurgte, hvilken »betydelig dansk skribent«, som »man ville havde budt« at skrive Christian Xs biografi. I dag har vi biografier af både Krag og Christian X – begge skrevet af betydelige historikere. Vi ved nu også, at Christian X slet ikke var en så ubetydelig personlighed, som Krag vil gøre ham til. Vi kan måske ligefrem konkludere, at så længe kongehuset kan producere mennesker som Christian, mens det politiske systems ypperste er personer med Krags karakteregenskaber, så har monarkiet en ganske god chance for at overleve – på sine præmisser.

Politiken, 30. Oktober 2007

Kongen der ville være politisk

Af Jes Fabricius Møller

Som den første har Knud J.V. Jespersen fået adgang til det glücksborgske familiearkiv, herunder Christian X’s dagbøger. Og det er der kommet en viden-skabeligt redelig bog ud af. Portrættet af en af danmarkshistoriens mest kontroversielle konger afslører blandt andet, at kongen aldrig fortrød, at han fyrede landets statsminister og udløste Påskekrisen i 1920.

Denne bog bringer en god nyhed og en dårlig nyhed. Den gode er, at Christian X ikke var så ubehagelig en personlighed, som nogle vil gøre ham til. Den dårlige er, at Påskekrisen 1920 ikke bare var en tilfældig smutter. Den lå i logisk forlængelse af hans hidtidige virke.

Født i 1870 voksede prins Christian op i en tid, da hans bedstefar, Christian IX, stædigt holdt på sin grundlovssikrede ret til at udnævne regeringslederen. Prins Christians egen far, Frederik VIII, var meget mere liberal og åben for forandring i det politiske liv, men Knud J.V. Jespersen peger på, at den senere kong Christian X fik en stor del af sin prægning og sine idealer fra sin konservative farfar.

Lige så stor var påvirkningen nok fra den omfattende militære uddannelse, han ikke alene modtog, men også anvendte, bl.a. som en velfungerende chef for livgarden. Den stærkt nationale Christian X blev også den første af de glücksborgske konger, der talte dansk uden accent. Hans far og farfar var oprindeligt tysktalende. Det samme var hans dronning.

Rytterkongen kalder Jespersen ham. Det viser hen til kongens stjernestunder, da han red over Kongeå-grænsen i 1920 og indtog Sønderjylland, og da han red sine daglige ture i Københavns gader under besættelsen som nationalt samlingspunkt. Soldaterkongen er en mere præcis beskrivelse af hans selvforståelse. Det var hans engagement til fordel for et forstærket forsvar, der i første omgang bragte ham på kant med især de radikale under Første Verdenskrig og gjorde ham til centrum for national-konservative kredses ønsker om et statskup under Anden Verdenskrig.

Bøger om kongehuset falder i tre kategorier. Hovedparten er servilt og parfumeret lefleri, der bekræfter Billed-Bladets læsere i deres fidele forestillinger om, hvilke vidunderlige overmennesker de kongelige er. En mindre del er anden- og tredjehåndssladder, der med lummer indforståethed beretter om, at de kongelige også kun er mennesker. Endelig er der den mindste del, der kan tælles på en hånd: begavede, reflekterede og saglige udlægninger af kongehusets historie og rolle i det danske samfund. Til denne sidste kategori hører denne biografi.

Jespersen kan som den første gøre brug af Christian X’s private optegnelser. Det er bemærkelsesværdigt – og på høje tid, bør man tilføje – for det sker desværre sjældent, ja stort set aldrig, at dronningen giver adgang til det glücksborgske familiearkiv. Forfatteren har nu også en fordel frem for andre, der kunne have været ude i samme ærinde. Knud J.V. Jespersen beklæder foruden et professorat i historie også et af kongehusets væsentligste tillidshverv, nemlig som ordenshistoriograf. Det er dette embede, der har givet ham privilegeret adgang til Christian X’s papirer, men det er samtidig også dronningens garanti for hans loyalitet mod den institution, over hvilken hun præsiderer. Det er derfor sandsynligvis rigtigt, når Jespersen til indledning skriver, at han har fået frie hænder til at skrive bogen, for det er en frihed han må og skal forvalte under ansvar.

Problemet med en privilegeret arkivadgang er, at ingen læser har mulighed for at tjekke kilderne, og især er det vanskeligt at få indtryk af, hvad det er, vi ikke får at vide. Der er aldrig nogen nem løsning på dette problem.

Bogen er en ganske fornem afbalancering af kravene om videnskabelig redelighed og åbenhed på den ene side og hensynet til den nødvendige diskretion på den anden. Hofsnogene og sladdertaskerne kan godt forberede sig på en ørkenvandring af velturneret saglighed. Der er intet i bogen, der kompromitterer det kongelige privatliv. Derimod er kritikken af kongen som konge ikke båndlagt. Værket er forberedt af Jespersens forgænger i embedet, Tage Kaarsted, der var klassisk politisk historiker, og det mærkes. Det er Christian X’s rolle i dansk politik, der står i centrum. Alligevel kan Jespersen ikke dy sig for at udskrive en dækningsløs veksel, der lover en beskrivelse af »manden bag facaden«. Det er en af biografiforfatternes mest forslidte klichéer, og heldigvis holder han heller ikke sit løfte i nævneværdig grad. Det kan ikke komme bag på nogen, at der bag den stive officerstype gemte sig en mand, der såmænd også havde følelser.

Kongens indre liv var antagelig præcis så kedeligt som de fleste andres. Det interessante ved de kongelige er netop facaden og ikke mindst, hvordan den forvaltes. Deri består jobbet, og facaden danner derfor også grænsen for offent-lighedens legitime interesse. Problemerne kommer, når de kongelige tvinges til at gøre det private til facade og dermed lægger sig blot for utidig nysgerrighed og småborgerlig forargelse.

Jespersens opremsning af de tilfælde, hvor kongen efter tronbestigelsen i 1912 søgte afgørende indflydelse på regeringsdannelsen, understreger, at man kun med forbehold kan sige, at parlamentarismen blev indført i 1901. Jespersen overvurderer antageligt sine steder kongens faktiske betydning, men nok ikke hans ønske om at være betydningsfuld. Kongen havde ikke blot en symbolsk rolle, men var en faktor, man måtte regne med, når der skulle lægges politisk taktik. Hvad man blandt andet skulle indkalkulere, var en egensindig, stivnakket monark, der ikke forstod at tage imod et godt råd. En af de få, der viste sig at kunne håndtere ham, var hans begavede svigerdatter, Ingrid.

Hans selvforståelse kom tydeligt frem i forbindelse med salget af de dansk-vestindiske øer i 1917. Afhændelsen af øerne var et gammelt emne på den politiske dagsorden, som var blevet genaktualiseret af verdenskrigen. Amerikanerne pressede på, fordi de frygtede, at tyskerne ville drage Danmark ind i krigen og dermed skaffe sig fodfæste i Caribien. Da salget blev godkendt ved en folkeafstemning, betragtede kongen det som en uafvaskelig plet på sin ære og forsøgte i sidste øjeblik forgæves at obstruere det ved at stille urealistiske betingelser for sin underskrift på traktaten.

Kongens trang til at politisere kulminerede under Påskekrisen 1920, en direkte udløber af grænsedragningsspørgsmålet i Slesvig. Den radikale regering Zahle syntes tilfreds med, at Flensborg forblev tysk, mens oppositionen skabte så meget røre, at det måtte blive et kabinetsspørgsmål. Rigsdagen var på påskeferie, og Zahle håbede at ride stormen af. Kongen tilsagde ham i audiens, hvor han mod sin egen forventning ikke modtog Zahles afskedsbegæring og derfor endte med at give ham den. Stemningen i byen var revolutionær, og den radikale og socialdemokratiske partipresse anklagede åbent kongen for at have begået statskup. Han havde da også undladt – med vilje? – at anmode Zahle om at stå i spidsen for et forretnings-ministerium indtil et kommende valg, og da han ville gøre skaden god, obstruerede Zahle ved at nægte. Der gik nogle få højspændte dage med kongens egen advokat som midlertidig regeringschef, indtil der kunne skabes et parlamentarisk baseret forretningsministerium. Monarkiet havde på dette tidspunkt alvorlig slagside.

I Jespersens udlægning var Påskekrisen ikke nogen enkeltstående begivenhed. Kongen gjorde blot, som han havde gjort flere gange tidligere ud fra en stærk overbevisning om dermed at repræsentere nationens sande interesser over for et politisk system, der ifølge ham kun tjente partiinteresser. Nøgternt betragtet forvekslede han blot folkets vilje med sin egen. Bortset fra det bygger Jespersen videre på Kaarsteds idé, at kongen faktisk ikke handlede impulsivt og udelukkende af egen drift. Idéen blev plantet af kongens rådgivere og sandsynligvis gødet af den gamle politiske ræv, venstremanden I.C. Christensen. At Zahle nægtede at fortsætte som forretningsminister, gør ifølge Jespersen også ham til medansvarlig. Det kan den kongelige historiograf muligvis have ret i, men det frikender ikke kongen for ansvaret for sin handling. Christian X ønskede at være politisk, og Zahle lod ham blot syde i eget fedt.

Spørgsmålet er, hvor meget klogere kongen blev af begivenhedsforløbet i påsken 1920? Af dagbøgerne forekommer det, at han følte sig bekræftet i, at han faktisk havde gjort det rigtige. Brødebetyngelse spores ikke. Jespersen er lidt ulden i mælet, når det handler om at drage den fulde konsekvens af denne interessante – måske bogens mest interessante – konklusion. Når kongen ikke efter 1920 begik den samme fejl igen, skyldtes det så tilfældigheder eller en nyerhvervet kongelig visdom? Lakmusprøven blev foretaget i november 1940, da en kreds af erhvervsfolk omkring ingeniør Knud Højgaard i forbitrelse over systemet Stauning-Munch rettede en henvendelse til kongen om at danne en regering uden om Folketinget med kongens fætter prins Axel som leder. Jespersen dokumenterer, at kongen i høj grad var modtagelig for lignende idéer, men at forskellen nu var, at han havde opbygget et tillidsfuldt forhold til især statsminister Stauning, og at denne åbne forbindelse sikrede, at han nu ikke handlede i modstrid med de parlamentariske principper.

Kongens samarbejde med Stauning var ikke et så usandsynligt makkerskab, som det umiddelbart kan lyde. Der var trods de betydelige meningsforskelle en gemyt-ternes overensstemmelse mellem de to patriarker. Jespersen er til gengæld nok for venlig i sin vurdering af Christian X’s politiske indlæringsevne. Når han ikke slog flere skæve, skyldtes det nok, at kongen i krisesituationer blev mandsopdækket af sin statsminister, der blandt andet måtte skærme af for kongens åbenlyse ubehag ved radikale ministre i almindelighed og P. Munch i særdeleshed. Modviljen var i øvrigt gensidig.

Kongen var under besættelsen uimodtagelig for krav fra den tyske gesandt, Renthe Fink, om at skaffe sig af med Stauning som regeringschef. Det var næppe udtryk for en inderlig kongelig forliebthed i demokratiet eller Socialdemokratiet for den sags skyld, men nok snarere, at den demokratiske valgte regering på dette tidspunkt repræsenterede en forpost i den nationale selvstændighedskamp. Kongen kunne hermed gøre Staunings sag til sin. Gennem hele besættelsen stillede kongen sig i de fleste afgørende spørgsmål helt på den samarbejdende regerings side. Overraskende er det, at forslaget om at optage Erik Scavenius i regeringen fra juli 1940 faktisk oprindelig var kongens.

Ingen dansk konge i nyere tid har oplevet så mange territorialreguleringer som Christian X. På plussiden tæller genforeningen i 1920 og den internationale anerkendelse af dansk overhøjhed over Grønland i 1933. På tabskontoen kunne han foruden de vestindiske kolonier skrive Island, som i 1918 var blevet selvstændig i personalunion med Danmark, det vil sige med fælles konge. Ved overgangen til republik i 1944 bortfaldt denne forbindelse, et frafald, der forbitrede mange, men ifølge dagbogen tilsyneladende ikke kongen. Hans personlige vrede over tabet af de vestindiske øer gentog sig åbenbart ikke. Kongen blev under krigen et samlende symbol på dansk national integritet, også i udlandet. Kongens resolutte optræden over for besættelsesmagten har fundet sit mest prægnante udtryk i den hårdnakkede myte, at han bar en jødestjerne under sine rideture i solidaritet med jøderne. Det er forkert alene af den grund, at de danske jøder ikke var pålagt at bære en stjerne. Myten er dog sandfærdig i den forstand, at den afspejler det forhold, at kongen var stærkt imod indgreb over for jøderne, en holdning som han blandt andet udtrykte ved at sige, at hvis det kom til en jødelovgivning i Danmark, kunne det ende med, at »vi alle anlagde Davidsstjernen«.

Til gengæld var der hos kongen ingen sympati for den aktive modstandskamp. Det er derfor ironisk, at kongens kiste i 1947 blev pyntet med et frihedskæmperarmbind. Det hørte ingen steder hjemme hos den mand, der stod for lov og orden og var imod det anarki, som modstandskampen også indebar.

At lære af Christian X’s historie. Efter krigen blev kongehuset opfattet som en integreret del af folkestyret, men man skal altså være klar over, at denne forbindelse i udgangspunktet bestemt ikke var et inklinationsparti, og det var især besættelses-tidens ydre pres, der havde givet substans til denne fornuftsalliance. Det blev Frederik IX’s opgave at fuldstændiggøre forholdet med det dertil hørende demokratiske sindelag, der aldrig helt lå til hans far.

Jespersens bog er mere end en historiebog. Han skriver det intetsteds, men det er åbenbart, at den også kan læses som et fyrstespejl. Fyrstespejle er en litterær genre, der i tidligere århundreder blev dyrket ved de europæiske hoffer. Det var prinsernes, de kommende regenters lærebøger i moral, magtpolitik, etikette og krigskunst.

Hvad kan en kommende konge da lære af Christian X? Læst som håndbog for konger lægger Jespersen slet ikke fingrene imellem. Den unge Christian, ja også den mere modne konge var en hund i et spil kegler. Igen og igen understreger Jespersen kongens manglende politiske musikalitet. Han overvurderede ganske omfanget af det råderum, der i det spæde parlamentariske demokrati faktisk stod ham til rådighed.

Målet blev fuldt under Påskekrisen, der gjorde det af med enhver bogstavelig fortolkning af grundlovens ord om, at det er kongen, der udnævner regeringen. Herefter har enhver dansk regent at holde sine private politiske sympatier for sig selv. Det er ikke alene monarkiets væsentligste overlevelsesbetingelse, men også dets bedste forudsætning for at nyde beskyttelse fra det politiske system.

Hvis regering og Folketing har tillid til, at statsoverhovedet holder fingrene af fadet, skulle pokker da ønske sig en republik med en politiker som præsident. Det kræver blot, at regenten drager den lære af Christian X’s historie, som Christian X muligvis ikke selv helt forstod, nemlig at for at handle upolitisk kræves det, at man kan tænke politisk.

Information, 8. november 2007

Der red en konge

Af Georg Metz

Nådesløst detaljeret og meget ærbødig biografi af Christian 10.

Det billede blev stående af den gamle konge: Den høje, ranke, danske landofficer til hest gennem sin egen by, besunget af Hans Hartvig Seedorff Pedersen med de panegyriske linjer:

"Der rider en Konge i Sol og i Blæst / igennem sit arvede Rige. / Og Blomsterne flyver mod ham og hans Hest / fra By og fra Bondemands Dige./ De nikker fra Sadlen, de fylder hans Favn / - og lægger uvisnelig Grønt om hans Navn."

Således yndede det brede royale segment den i øvrigt ikke særligt venlige, kalds- og standsbevidste monark fremstillet, skønt andre nok kunne beskrive fænomenet på en noget anden måde. Således i et af Halfdan Rasmussens Erindringsdigte med hudnær påmindelse om digterens rebelske bydels følelser for en anakronistisk og asocial samfundsindretning med monark til hest:

"Og det var Prinsessegade / hvor alle var proletarer / og Christian den sidste og længste / kom ridende strunkt og høj / og prøvede på at lade / som om der blev blæst fanfarer / når vi råbte 'Lortekonge' / og skræmte det gamle øg. "

Denne tvetydighed i vurderingen af Christian 10. skal man lede efter i Knud J. V. Jespersens store portrætbog af den høje barske Glücksborger, som ikke helt så få - i betragtning af hans fri fortolkning af parlamentarismen og det konstitutionelle kongedømme - mente burde have været den sidste i rækken. Knud J. V. Jespersens tonefald er respektfuldt til det ærbødige. Visse steder i stil med officiøse kongeeffigier, hvor beskriveren indtager retstilling, og majestæten ved betragtning af sine omgi-velser ikke kun er interesseret, men levende interesseret, ikke kun er gæst ved skyde-stævnerne, men er en flittig gæst, og ikke kun deltager i samtalerne, men deltager livligt.

Knud J. V. Jespersen har skrevet sin bog på opfordring. Ikke af Gyldendal, men af selve Hendes Majestæt. Dronningen har givet professoren uhindret brugsret til Christian 10.'s egne arkiver, der ellers har været lukket af, og den adgang giver selvsagt muligheder. Der er da heller ikke grænser for, hvor mange enkeltheder fra kongens lange hverdagsliv disse dagbogs- og andre noter leverer. Nogen stor kildekritiker har Christian så vist ikke været over for sig selv, men medtaget revl og krat og ofte det samme dag efter dag i disse omhyggeligt førte journaler: regelret, punktlig, pedantisk. Kongens hele baggrund var militærisk orden og rene linjer, en mand af få ord, brysk, men følsom, når det gik ud over ham selv.

Christians store forbillede var navnebror, bedstefar den niende Christian, hvis åndsliv heller ikke blomstrede; derimod var forholdet til faren, den noget mere vågne og frisindede Frederik 8., fjernt og anstrengt. Hvad Christian 10. forestillede sig ved kongemagten - med lige tryk på begge led - lå mildt sagt nærmere Estrup-provi-soriernes struktur end det Systemskifte i 1901, der satte godsejerne på porten og introducerede regeringer baseret på folketingsflertal. Imidlertid var statsskikken endnu ikke knæsat, og Christian 10. mente sig berettiget til at handle i overens-stemmelse med middelmådige rådgivere og fortidens praksis.

Det var dette, der førte lige lukt ud i regeringskriser med den berømte Påskekrise i 1920 som kulmination. Knud J. V. Jespersen henholder sig her til Tage Kaarsteds berømmede afhandling fra 1968 uden dog at citere herfra. Det ville her være fremgået, hvor lidet driftsikker kongen var i en presset situation. Selv havde han udløst regeringskrisen ved en noget nær kup-agtig afskedigelse af konseilspræsident Zahle - uden at sikre sig Zahles forbliven som forretningsministerium. I den forkludrede efterbyrd kom det til pinagtige scener, der kun kunne bekræfte Ove Rodes citerede ord om kongen:

"Det er ... ret trivielt at have hans uendelig uudviklede, blandede, lunefulde personlighed med dens ret ulidelige forestillinger om sig selv - meget mangelfulde evner og kundskaber - at arbejde med. Folk som kun kender hans elskværdige væsen og snart zünftige, snart patetiske taleform, har ingen begreb om, hvordan han i virkeligheden er."

Givet er det, at forholdet mellem de selvbevidste radikale ministre under Zahle, formentlig den højst begavede regering i danmarkshistorien, og den begrænsede selvophøjende konge på den anden side, måtte blive betændt. Kongen opfattede sine ministre som arrogante og farlige for landet og ønskede kun at slippe af med dem for så meget desto stærkere at kunne stå som regerende majestæt for en samlings-regering af rigets bedste mænd, det vil sige forretningsfolk, militær og konservative.

Christian kom forpjusket ud af krisen, men fik sin gyldne stund 20 år senere, da tyskerne besatte Danmark. Her var det, han opnåede status som samlingssymbol, som nationalt ikon. Det kan man ikke tage fra ham, og det gør forfatteren sandelig heller ikke.

Der er ikke her leveret en tilbundsgående kritisk vurdering af Dronningens bedstefar, hvilket måske heller ikke er muligt at fremstille på de vilkår. Knud J. V. Jespersen benytter mange lejligheder til retrospektivt at rette milde bebrejdelser mod de politikere, der nu og da satte foden i døren. De begreb ikke situationen og kongens væsen, forstår man på det hele.

Sjovt uperspektiveret forekommer flere af Jespersens vurderinger af de politikere, der nu engang havde denne overskuelige konge at tage hensyn til. Når de for alvor kom op i omdrejninger over for kongen, synes Jespersens mening, når de senere glattede ud igen, at de var kommet på bedre tanker. Således Scavenius, der havde svært ved at styre utålmodigheden med den mangelfuldt orienterende og langsomt tænkende monark. Mon ikke han og andre har anskuet forholdet til kongen rent taktisk? Mærkværdigvis var Edvard Brandes en af de få, der kunne tumle Christian, når følelserne fik friløb, og Majestæten græd af raseri og ydmygelse. Også Stauning havde taget. Men ikke mange andre.

Der er rigeligt af stof i bogen til tv'ernes kongehusmedarbejdere, når de igen skal have tiden til at gå under næste dåb for et af Christian 10.'s oldebørn.

Fortsættes i næste udgave af kasler-journal