Listen over toppolitikere, der har holdt hånden over "Firmaet"s illegale efter-retningsoperationer under Den kolde Krig er lang. I årtier fik den private efter-retningsorganisation lov at gøre en del af PET's og FE's ulovlige arbejde

Det var en konstruktion, som passede alle. Undtagen kommunisterne, naturligvis. For det var dem, det gik ud over. Det var dem, der blev registreret, analyseret, overvåget, udspioneret og aflyttet. Af den private efterretningsorganisation Firmaet - eller Blikkenslagerbanden - som den senere blev dømt, da årtiers illegale aktiviteter slap ud til pressen.

Siden Firmaets fødsel i 1948 og helt op til i dag har skiftende regeringer og ministre formået at holde hånden over en de mest problematiske sider af Den kolde Krig; demokratiets tendens til at forsvare sig med udemokratiske midler. I årtier gjorde Blikkenslagerbanden og den socialdemokratiske storesøster-organisation Arbejder-bevægelsens Informations Center, AIC, en del af de danske efterretningstjenesters ulovlige arbejde. Fra Anden Verdenskrigs afslutning og langt op i 1960'erne bidrog de to organisationer med kilometervis af materiale om blandt andet de danske kommunisters lovlige politiske aktivitet.

En ny bog af historikeren Peer Henrik Hansen præsenterer for første gang et sam-menhængende billede af et fænomen, der kan opstå igen, hvis fjendebillederne bliver tilstrækkeligt skarpe.

Lad os skrue tiden tilbage til Den kolde Krig. Til dengang, hvor der var rigtige kommunister til. Folk, der i dybeste alvor drømte om et Danmark efter sovjetisk for-billede, med partidiktatur, planøkonomi og politisk undertrykkelse af dem, der ikke i tilstrækkelig grad forstod at værdsætte den såkaldt virkeliggjorte socialismes velsignelser.

Allerede i 1944 oprettede Socialdemokratiet sammen med det senere LO Arbejder-bevægelsens Informations Center, AIC, der fik til opgave at forhindre en kommunistisk magtovertagelse i fagbevægelsen. I 1949 vurderede AIC, at 23 procent af alle fagforeningsformænd i hovedstadsområdet var kommunister, og det samme var omkring en sjettedel af medlemmerne.

Kommunisterne var fjenden, ikke bare i fagbevægelsen, men i det hele taget. Den generelle opfattelse var, at DKP's medlemmer og sympatisører var en femte kolonne, hvis loyalitet ville ligge i Moskva, hvis Danmark igen skulle blive besat. Efter det kommunistiske kup i Prag i 1948 løb frygten for en sovjetisk invasion i Danmark og Norge som en løbeild, og da den danske gesandt i Prag meddelte regeringen, at Danmark var næste land på Sovjetunionens ønskeseddel, var grundlaget for Firmaets fødsel skabt. Eller "The Company" som amerikanerne naturligt nok kaldte den private efterretningsorganisation.

Initiativtager var den tidligere modstandsmand Arne Sejr, men han var ikke alene. Peer Henrik Hansen genfortæller i sin nye bog, hvordan den daværende social-demokratiske statsminister Hans Hedtoft i foråret 1949 godkendte oprettelsen af Firmaet. Ifølge Weekendavisen bad Hedtoft Arne Sejr, der ud over at være en dygtig forretningsmand også var en af Informations støtter i efterkrigsårene - "påtage sig en forpligtelse, som det snarlige medlemskab af NATO vil pålægge landet," - en henvisning til, at Atlantpagten pålagde sine medlemmer at oprette - "et kontor for Psykologisk Krigsførelse og en dertil hørende organisation."

At Firmaet var kendt og godkendt bekræftes af andre kilder, blandt andet en intern undersøgelse, udarbejdet af Forsvarets Efterretningstjeneste i 1963. Her konkluderes det, at - "Arne Sejr og Firmaets aktiviteter var legaliseret, aftalt med og godkendt af ledende politikere."

At Hans Hedtoft ikke var den eneste ledende politiker, der kendte til Firmaets registrering og overvågning af danske kommunister fremgår tydeligt af Peer Henrik Hansens bog. Han peger på en række andre toppolitikere, både til høje og venstre i Folketingssalen, som har haft kendskab til Firmaets ulovlige virke men valgte at tie. Ud over Hedtoft peger han på senere statsminister H.C. Hansen (S), senere overborg-mester i København Urban Hansen (S) samt senere forsvars- og udenrigsminister Ole Bjørn Kraft (K).

Firmaet havde altså fra begyndelsen accept fra toppolitikere både til højre og venstre i Folketingssalen, som så en fordel i at have en privat organisation, der kunne løse følgende opgaver:

* Propagadavirksomhed via en række legale organisationer, bøger, pjecer og nyhedsbreve med antikommunistisk indhold.

* Desinformation blandt kommunister og medløbere via såkaldte "sorte breve" med en blanding af korrekte og falske oplysninger. Formålet var at så splid og forvirring i partiet.

* *Sorte operationer i form af registrering, overvågning og aflytning af folk, som var medlemmer af er fuldt lovlige partier såsom DKP.

Pengene til arbejdet kom ifølge Peer Henrik Hansen fra en række store danske virksomheder samt erhvervsorganisationer, heriblandt Dansk Arbejdsgiverforening - samt fra CIA.

Præcis hvor mange medlemmer, Firmaet havde, og hvor mange penge, organisation rådede over, har hverken Peer Henrik Hansen eller andre fuld klarhed over. Men planerne for et netværk, bestående af over 500 meddelere findes, og beløbet 40.000 kroner årligt er nævnt, et anseeligt beløb i 50'ernes Danmark.

Men sikkert er det, at Firmaets indsats var af stor vigtighed for såvel PET, FE som CIA, for hvem Firmaet og den noget større søster-oganisation AIC udgjorde hjørnestenene i indsatsen mod den kommunistiske indflydelse i Danmark. Firmaet var en organisation, hvis aktiviteter alle de involverede havde nytte af. Undtagen altså sagens genstand, Danmarks Kommunistiske Parti med tilhørende opland.

Operation X. Den operation, som mere end noget andet er blevet forbundet med Firmaet, er den ulovlige aflytning af DKP's næstformand. folketingsmedlem Alfred Jensen og hans kone Ragnhild Andersens lejlighed i det centrale København. En aflytning, der ifølge Peer Henrik Hansens bog stod på fra februar 1952 og næsten syv år frem.

Ifølge Peer Henrik Hansen - "havde den danske regering og de danske efterretningstjenester en forståelig og legitim interesse i at vide, hvad der foregik i det danske kommunistparti," og Firmaet "besluttede derfor, uden at have fået lov til det, at ikke blot forsvare, men også angribe," som Arne Sejr har formuleret det. Amerikanerne var begejstrede og betalte "rub og stub", installerede mikrofoner og hjalp med at få operationen i gang.

Resultaterne af aflytningerne afleverede Firmaet til FE, PET og CIA samt i nogle tilfælde også til regeringspolitikere, heriblandt H.C. Hansen.

"Aflytningen af Alfred Jensen blev startet på Firmaets eget initiativ, men FE's souschef, kommandør P.A. Mørch fik senere kendskab til aflytningen og lod den fortsætte på grund af dens høje efterretningsmæssige værdi," siger Peer Henrik Hansen.

"Mørch har fortalt, at statsminister H.C. Hansen senere hen fik kendskab til aflytnin-gen, og den daglige operationsleder af aflytningen, Niels Frommelt, mener også, at dele af udskrifterne fra aflytningen endte hos H.C. Hansen," siger han men understreger, at "den dokumentation, der fjerner enhver tvivl fortsat mangler."

Peer Henrik Hansen kan i sin bog for første gang referere fra de samtaler, som Firmaets folk båndede, og for første gang kan man også høre en af de mere prominente deltagere i Operation X fortælle om, hvordan det foregik. Den prominente deltager i aflytningen, der foregik fra lejligheden umiddelbart under Alfred Jensens, er ingen ringere end senere forsvars-. og udenrigsminister Kjeld Olesen, der for 500 kroner om måneden passede båndoptageren i en længere perioden 1955-56.

At den senere næstformand i Socialdemokratiet havde været med i Firmaet blev afsløret i 1976, men først i 1998 indrømmede han, at han som 23-årig havde deltaget i en ulovlig aflytning. Kjeld Olsen fortalte i den forbindelse, at han ikke havde nogen problemer med at deltage i operationen, fordi han - "fik at vide, at Forsvarets Efterretningstjeneste var en samarbejdspartner" og at operationen var "godkendt af Urban Hansen og Ole Bjørn Kraft,"

"Når man tænker på atmosfæren dengang havde jeg ingen betænkeligheder. Vi betragtede kommunisterne som landsforrædere, ganske enkelt," lyder Kjeld Olesens forklaring.

Firmaets store bedrift, som titlen på Peer Henrik Hansens bog lyder, henviser til den unikke indsigt, som aflytningerne af Alfred Jensen og Ragnhild Andersen gav Firmaet og dets kunder i de interne diskussioner i DKP. Aflytningerne afslørede en dyb krise i DKP efter Sovjetunionens intervention i Ungarn i 1956. Partiets støtte til undertrykkelsen af den ungarske opstand fik mange medlemmer til at melde sig ud, men dermed var uenighederne langtfra bilagt. Med udgangspunkt i den viden, Firmaet indsamlede, var organisationen i stand til at forfatte en række "sorte breve", der ifølge Peer Henrik Hansen bidrog til den efterfølgende splittelse af DKP.

På den Moskva-tro linje stod blandt andre Alfred Jensen og på den kritiske linje fandt man en stadig mere tvivlende partiformand Aksel Larsen. Efter partikongressen i oktober 1958, som Aksel Larsen og hans tilhængere tabte, besluttede partiet at ekskludere den besværlige partiformand.

Dagbladet Information spillede sin egen rolle i splittelse, fordi Firmaets operationelle leder Niels Frommelt i eftersommeren 1958 gennem mellemmænd begyndte at fodre bladets journalister med interne DKP-oplysninger, der næsten dag for dag bar ved til splittelsen. Frommelts pris var ifølge Peer Henrik Hansen, at journalisterne skulle formidle en kontakt til Aksel Larsen for Firmaet og CIA. Prisen blev betalt og efterfølgende indledte formanden for det nystiftede Socialistisk Folkeparti en årelang forbindelse til den amerikanske efterretningstjeneste.

Det var imidlertid først 17 år senere, at offentligheden fik kendskab til Firmaets ulovlige aflytning. For en gangs skyld må eftertiden takke den tidligere statsminister Jens Otto Krag for hans legendariske alkoholproblem, som i december 1975 fik ham til at tale over sig efter en diplomatmiddag i Washington. DR-korrespondent Christian Winther var heldigvis på pletten og lod omgående bomben springe i Radioavisen.

På det tidspunkt havde Krag kendt til aflytningen i flere år, efter at Kjeld Olsen selv havde fortalt ham, at han deltog. Men Krag var ikke den eneste, der vidste besked. Det gjorde daværende forsvarsminister Erik Ninn Hansen, der var en nær ven af Niels Frommelt, også. Men også han valgte at tie, indtil bomben sprang.

Efter Krags afsløring gik jagten på baggrundshistorien for alvor ind. Information og Politiken sørgede for den foreløbige opklaring af den gamle sag, og til sidst lykkedes efter en række undersøgelser at få daværende justitsminister Orla Møller til kortfattet at bekræfte, at aflytningen havde fundet sted, og fortælle, at myndighederne havde kendt til aflytningen fra 1963, men havde opgivet at rejse tiltale.

Om det aldrig endte med en retssag, fordi såvel CIA som de danske efterretnings-tjenester var involveret - eller det var fordi skiftende toppolitikere fra begge sider af Folketingssalen i årtier havde kendt, godkendt og holdt hånden over Firmaet, er fort-sat uklart.

"At der ikke kom retssager ud af undersøgelserne, blev i offentligheden tolket således, at de involverede formentlig havde været i god tro, hvad angik godkendelsen af deres aktiviteter," siger Peer Henrik Hansen, som mener, at Firmaets aktiviteter og den politiske accept heraf var meget forståelig, samtiden taget i betragtning.

"Hans Hedtoft og H.C. Hansen er faktisk nogle af mine helte. De så den kommu-nistiske trussel og forholdt sig til den", siger han. "Til et vist punkt er det selvfølgelig problematisk, at den slags organisationer opstår, men jeg synes det, de gjorde, var meget rigtigt, situationen taget i betragtning."

Om den igangværende PET-kommissionen kommer til samme konklusion, når den formentlig i 2006 er færdig med at kortlægge omfanget af PET's politiske efterretningsvirksomhed i perioden 1945-1989, skal blive interessant at se. Ikke mindst efter, at regeringen i forbindelse med den netop søsatte terrorpakke har givet Justitsministeriet til opgave at udarbejde nye og "tidssvarende retningslinjer" for registrering af politisk aktivitet.

Hvem er hvem? "Firmaet" - privat, antikommunistisk propaganda- og efterretnings-organisation, oprettet i 1948 af den tidligere modstandsmand Arne Sejr. Opløst i 1963. Samarbejdede blandt andet med følgende organisationer: "AIC" - Arbejderbevægel-sens Informations Central. LO's og Socialdemokratiets egen, antikommunistiske efter-retningstjeneste, oprettet i 1944. Opløst i 1973. AIC's arkiver hemmeligholdes fortsat. "FE" - Forsvarets Efterretningstjeneste. Reorganiseret i 1950, hvor de to rivaler, social-demokraten oberst Hans M. Lunding og den borgerlige kommandør P.A Mørch, bliver henholdsvis chef og souschef. "PET" - Politiets Efterretningstjeneste lå i ruiner umid-delbart efter Anden Verdenskrig, men kom på benene igen i løbet af 50'erne. "CIA" - Central Intelligence Agency. USA's udenlandske efterretningstjeneste, påbegynder i 1948 oprettelsen af et såkaldt "Stay Behind" netværk i Europa, herunder Danmark.

Under opdatering: kasler-journals kommentar:

Ritzau, 4. Juni 2008

H. C. Hansen betragtet som agent for CIA

Peer Henrik Hansen, disputats, juni 2008: "Da yankee'erne kom til Danmark"

To modstandsfolk og den senere socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen blev af amerikanerne betragtet som agenter for deres efterretningstjeneste. Det afslørede historikeren Peer Henrik Hansen, da han onsdag forsvarede sin ph.d.-afhandling om den amerikanske efterretningstjenestes relationer til Danmark i perioden fra 1943 til 1946.

Amerikanerne gav de tre danskere dæknavne, som Peer Henrik Hansen har fundet på den amerikanske efterretningstjenestes lister over "Agents & Contacts". H. C. Hansen optræder som "Big Horn", mens major Svend Truelsen og professor Erik Husfeldt opererede under dæknavnene "Orange Juice" og "Babylon".

Peer Henrik Hansen ser det efterretningsmæssige samarbejde mellem Danmark og USA som et fremsynet udtryk for, at Danmark tidligt tog et utvetydigt skridt mod Vesten. - Man erkendte, at Sovjet var den nye trussel på et tidspunkt, hvor den offi-cielle danske politik var mere forsigtig, siger Peer Henrik Hansen.

H.C. Hansen stod på CIA's liste over danske kontakter i 1943-46. Som stats-minister accepterede han i 1957 amerikanske atomvåben på Grønland, skriver TV2.dk

I perioden fra 1943-46 blev H.C. Hansen af USA opfattet som agent for den ameri-kanske efterretningstjeneste. Det har historiker Peer Henrik Hansen onsdag offent-liggjort i forsvaret af sin ph.d.-afhandling om CIA's relationer til Danmark i denne periode.

H.C. Hansen havde dæknavnet på "Big Horn" på en liste over danske kontakter, der også talte major Svend Truelsen og professor Erik Husfeldt, hhv. "Orange Juice" og "Babylon."

Peer Henrik Hansens forskning viser ifølge Jyllands-Posten, at H.C. Hansen etable-rede tætte forbindelser til amerikanerne lige efter afslutningen af anden verdenskrig.

Socialdemokraten sad under besættelsen i det illegale kontaktudvalg mellem regeringen og modstandsbevægelsen. I befrielsesregeringen blev han finansminister, fra 1953 udenrigsminister og fra 1955 til sin død i 1960 var han statsminister.

I 1957 gav han amerikanerne lov til at opbevare atomvåben på Thulebasen i Grønland. Det var i modstrid med Danmarks og Socialdemokratiets erklærede politik om "nej tak" til atomvåben på dansk jord. Tilladelsen blev da også hemmeligholdt indtil Thule-brevet, hvor den var formuleret, blev fundet i Udenrigsministeriets arkiver i 1995.

Peer Henrik Hansen siger i sit forsvar af sin ph.d.-afhandling, at de nye oplysninger må ses i forhold til datiden, hvor mange frygtede sovjetisk besættelse.

"Var demokratiet i Danmark en løs størrelse, hvor nogle danskere opererede på grænsen af det illegale eller på den forkerte grænse i en højere sags tjeneste? Hvis det var tilfældet, rejser det i et demokratisk perspektiv spørgsmålet: Kan og må man det? Var der i virkeligheden en helt anden grund til, at H. C. Hansen lod amerikanerne opbevare atombomber på Grønland? I hvert fald viser de amerikanske dokumenter, at han var langt mere proamerikansk, end man åbent kunne tillade sig som socialdemokrat på daværende tidspunkt," siger Peer Henrik Hansen.