Dette er en SmartCMS kopi af den originale Mogens Kasler-Journal, som blev lukket 16. marts 2011

agenter01                                                                                                                                                                                                                                                                              kasler-journal.dk
       
Page Down

 

Komparativ litteraturkritik

 

Agent Hansen & Co.  1

 

Er danske statsborgere landsforrædere, når de er hem-melige agenter i Danmark for udenlandske spionagetje- nester?

Folketinget har ikke vedtaget beslutninger, som tillod visse borgere at udøve demokratisk krænkende, politisk-kriminel aktivitet.

 

 

"Firmaet"

med Arne Sejr, Niels Frommelt, Kjeld Olesen og mange, mange flere

 

 

Information, 21. nov. 2005

Blikkenslagerbanden

Af Charlotte Aagaard

Listen over toppolitikere, der har holdt hånden over "Firmaet"s illegale efter-retningsoperationer under Den kolde Krig er lang. I årtier fik den private efter-retningsorganisation lov at gøre en del af PET's og FE's ulovlige arbejde

Det var en konstruktion, som passede alle. Undtagen kommunisterne, naturligvis. For det var dem, det gik ud over. Det var dem, der blev registreret, analyseret, overvåget, udspioneret og aflyttet. Af den private efterretningsorganisation Firmaet - eller Blikkenslagerbanden - som den senere blev dømt, da årtiers illegale aktiviteter slap ud til pressen.

Siden Firmaets fødsel i 1948 og helt op til i dag har skiftende regeringer og ministre formået at holde hånden over en de mest problematiske sider af Den kolde Krig; demokratiets tendens til at forsvare sig med udemokratiske midler. I årtier gjorde Blikkenslagerbanden og den socialdemokratiske storesøster-organisation Arbejder-bevægelsens Informations Center, AIC, en del af de danske efterretningstjenesters ulovlige arbejde. Fra Anden Verdenskrigs afslutning og langt op i 1960'erne bidrog de to organisationer med kilometervis af materiale om blandt andet de danske kommunisters lovlige politiske aktivitet.

En ny bog af historikeren Peer Henrik Hansen præsenterer for første gang et sam-menhængende billede af et fænomen, der kan opstå igen, hvis fjendebillederne bliver tilstrækkeligt skarpe.

Lad os skrue tiden tilbage til Den kolde Krig. Til dengang, hvor der var rigtige kommunister til. Folk, der i dybeste alvor drømte om et Danmark efter sovjetisk for-billede, med partidiktatur, planøkonomi og politisk undertrykkelse af dem, der ikke i tilstrækkelig grad forstod at værdsætte den såkaldt virkeliggjorte socialismes velsignelser.

Allerede i 1944 oprettede Socialdemokratiet sammen med det senere LO Arbejder-bevægelsens Informations Center, AIC, der fik til opgave at forhindre en kommunistisk magtovertagelse i fagbevægelsen. I 1949 vurderede AIC, at 23 procent af alle fagforeningsformænd i hovedstadsområdet var kommunister, og det samme var omkring en sjettedel af medlemmerne.

Kommunisterne var fjenden, ikke bare i fagbevægelsen, men i det hele taget. Den generelle opfattelse var, at DKP's medlemmer og sympatisører var en femte kolonne, hvis loyalitet ville ligge i Moskva, hvis Danmark igen skulle blive besat. Efter det kommunistiske kup i Prag i 1948 løb frygten for en sovjetisk invasion i Danmark og Norge som en løbeild, og da den danske gesandt i Prag meddelte regeringen, at Danmark var næste land på Sovjetunionens ønskeseddel, var grundlaget for Firmaets fødsel skabt. Eller "The Company" som amerikanerne naturligt nok kaldte den private efterretningsorganisation.

Initiativtager var den tidligere modstandsmand Arne Sejr, men han var ikke alene. Peer Henrik Hansen genfortæller i sin nye bog, hvordan den daværende social-demokratiske statsminister Hans Hedtoft i foråret 1949 godkendte oprettelsen af Firmaet. Ifølge Weekendavisen bad Hedtoft Arne Sejr, der ud over at være en dygtig forretningsmand også var en af Informations støtter i efterkrigsårene - "påtage sig en forpligtelse, som det snarlige medlemskab af NATO vil pålægge landet," - en henvisning til, at Atlantpagten pålagde sine medlemmer at oprette - "et kontor for Psykologisk Krigsførelse og en dertil hørende organisation."

At Firmaet var kendt og godkendt bekræftes af andre kilder, blandt andet en intern undersøgelse, udarbejdet af Forsvarets Efterretningstjeneste i 1963. Her konkluderes det, at - "Arne Sejr og Firmaets aktiviteter var legaliseret, aftalt med og godkendt af ledende politikere."

At Hans Hedtoft ikke var den eneste ledende politiker, der kendte til Firmaets registrering og overvågning af danske kommunister fremgår tydeligt af Peer Henrik Hansens bog. Han peger på en række andre toppolitikere, både til høje og venstre i Folketingssalen, som har haft kendskab til Firmaets ulovlige virke men valgte at tie. Ud over Hedtoft peger han på senere statsminister H.C. Hansen (S), senere overborg-mester i København Urban Hansen (S) samt senere forsvars- og udenrigsminister Ole Bjørn Kraft (K).

Firmaet havde altså fra begyndelsen accept fra toppolitikere både til højre og venstre i Folketingssalen, som så en fordel i at have en privat organisation, der kunne løse følgende opgaver:

* Propagadavirksomhed via en række legale organisationer, bøger, pjecer og nyhedsbreve med antikommunistisk indhold.

* Desinformation blandt kommunister og medløbere via såkaldte "sorte breve" med en blanding af korrekte og falske oplysninger. Formålet var at så splid og forvirring i partiet.

* *Sorte operationer i form af registrering, overvågning og aflytning af folk, som var medlemmer af er fuldt lovlige partier såsom DKP.

Pengene til arbejdet kom ifølge Peer Henrik Hansen fra en række store danske virksomheder samt erhvervsorganisationer, heriblandt Dansk Arbejdsgiverforening - samt fra CIA.

Præcis hvor mange medlemmer, Firmaet havde, og hvor mange penge, organisation rådede over, har hverken Peer Henrik Hansen eller andre fuld klarhed over. Men planerne for et netværk, bestående af over 500 meddelere findes, og beløbet 40.000 kroner årligt er nævnt, et anseeligt beløb i 50'ernes Danmark.

Men sikkert er det, at Firmaets indsats var af stor vigtighed for såvel PET, FE som CIA, for hvem Firmaet og den noget større søster-oganisation AIC udgjorde hjørnestenene i indsatsen mod den kommunistiske indflydelse i Danmark. Firmaet var en organisation, hvis aktiviteter alle de involverede havde nytte af. Undtagen altså sagens genstand, Danmarks Kommunistiske Parti med tilhørende opland.

Operation X. Den operation, som mere end noget andet er blevet forbundet med Firmaet, er den ulovlige aflytning af DKP's næstformand. folketingsmedlem Alfred Jensen og hans kone Ragnhild Andersens lejlighed i det centrale København. En aflytning, der ifølge Peer Henrik Hansens bog stod på fra februar 1952 og næsten syv år frem.

Ifølge Peer Henrik Hansen - "havde den danske regering og de danske efterretningstjenester en forståelig og legitim interesse i at vide, hvad der foregik i det danske kommunistparti," og Firmaet "besluttede derfor, uden at have fået lov til det, at ikke blot forsvare, men også angribe," som Arne Sejr har formuleret det. Amerikanerne var begejstrede og betalte "rub og stub", installerede mikrofoner og hjalp med at få operationen i gang.

Resultaterne af aflytningerne afleverede Firmaet til FE, PET og CIA samt i nogle tilfælde også til regeringspolitikere, heriblandt H.C. Hansen.

"Aflytningen af Alfred Jensen blev startet på Firmaets eget initiativ, men FE's souschef, kommandør P.A. Mørch fik senere kendskab til aflytningen og lod den fortsætte på grund af dens høje efterretningsmæssige værdi," siger Peer Henrik Hansen.

"Mørch har fortalt, at statsminister H.C. Hansen senere hen fik kendskab til aflytnin-gen, og den daglige operationsleder af aflytningen, Niels Frommelt, mener også, at dele af udskrifterne fra aflytningen endte hos H.C. Hansen," siger han men understreger, at "den dokumentation, der fjerner enhver tvivl fortsat mangler."

Peer Henrik Hansen kan i sin bog for første gang referere fra de samtaler, som Firmaets folk båndede, og for første gang kan man også høre en af de mere prominente deltagere i Operation X fortælle om, hvordan det foregik. Den prominente deltager i aflytningen, der foregik fra lejligheden umiddelbart under Alfred Jensens, er ingen ringere end senere forsvars-. og udenrigsminister Kjeld Olesen, der for 500 kroner om måneden passede båndoptageren i en længere perioden 1955-56.

At den senere næstformand i Socialdemokratiet havde været med i Firmaet blev afsløret i 1976, men først i 1998 indrømmede han, at han som 23-årig havde deltaget i en ulovlig aflytning. Kjeld Olsen fortalte i den forbindelse, at han ikke havde nogen problemer med at deltage i operationen, fordi han - "fik at vide, at Forsvarets Efterretningstjeneste var en samarbejdspartner" og at operationen var "godkendt af Urban Hansen og Ole Bjørn Kraft,"

"Når man tænker på atmosfæren dengang havde jeg ingen betænkeligheder. Vi betragtede kommunisterne som landsforrædere, ganske enkelt," lyder Kjeld Olesens forklaring.

Firmaets store bedrift, som titlen på Peer Henrik Hansens bog lyder, henviser til den unikke indsigt, som aflytningerne af Alfred Jensen og Ragnhild Andersen gav Firmaet og dets kunder i de interne diskussioner i DKP. Aflytningerne afslørede en dyb krise i DKP efter Sovjetunionens intervention i Ungarn i 1956. Partiets støtte til undertrykkelsen af den ungarske opstand fik mange medlemmer til at melde sig ud, men dermed var uenighederne langtfra bilagt. Med udgangspunkt i den viden, Firmaet indsamlede, var organisationen i stand til at forfatte en række "sorte breve", der ifølge Peer Henrik Hansen bidrog til den efterfølgende splittelse af DKP.

På den Moskva-tro linje stod blandt andre Alfred Jensen og på den kritiske linje fandt man en stadig mere tvivlende partiformand Aksel Larsen. Efter partikongressen i oktober 1958, som Aksel Larsen og hans tilhængere tabte, besluttede partiet at ekskludere den besværlige partiformand.

Dagbladet Information spillede sin egen rolle i splittelse, fordi Firmaets operationelle leder Niels Frommelt i eftersommeren 1958 gennem mellemmænd begyndte at fodre bladets journalister med interne DKP-oplysninger, der næsten dag for dag bar ved til splittelsen. Frommelts pris var ifølge Peer Henrik Hansen, at journalisterne skulle formidle en kontakt til Aksel Larsen for Firmaet og CIA. Prisen blev betalt og efterfølgende indledte formanden for det nystiftede Socialistisk Folkeparti en årelang forbindelse til den amerikanske efterretningstjeneste.

Det var imidlertid først 17 år senere, at offentligheden fik kendskab til Firmaets ulovlige aflytning. For en gangs skyld må eftertiden takke den tidligere statsminister Jens Otto Krag for hans legendariske alkoholproblem, som i december 1975 fik ham til at tale over sig efter en diplomatmiddag i Washington. DR-korrespondent Christian Winther var heldigvis på pletten og lod omgående bomben springe i Radioavisen.

På det tidspunkt havde Krag kendt til aflytningen i flere år, efter at Kjeld Olsen selv havde fortalt ham, at han deltog. Men Krag var ikke den eneste, der vidste besked. Det gjorde daværende forsvarsminister Erik Ninn Hansen, der var en nær ven af Niels Frommelt, også. Men også han valgte at tie, indtil bomben sprang.

Efter Krags afsløring gik jagten på baggrundshistorien for alvor ind. Information og Politiken sørgede for den foreløbige opklaring af den gamle sag, og til sidst lykkedes efter en række undersøgelser at få daværende justitsminister Orla Møller til kortfattet at bekræfte, at aflytningen havde fundet sted, og fortælle, at myndighederne havde kendt til aflytningen fra 1963, men havde opgivet at rejse tiltale.

Om det aldrig endte med en retssag, fordi såvel CIA som de danske efterretnings-tjenester var involveret - eller det var fordi skiftende toppolitikere fra begge sider af Folketingssalen i årtier havde kendt, godkendt og holdt hånden over Firmaet, er fort-sat uklart.

"At der ikke kom retssager ud af undersøgelserne, blev i offentligheden tolket således, at de involverede formentlig havde været i god tro, hvad angik godkendelsen af deres aktiviteter," siger Peer Henrik Hansen, som mener, at Firmaets aktiviteter og den politiske accept heraf var meget forståelig, samtiden taget i betragtning.

"Hans Hedtoft og H.C. Hansen er faktisk nogle af mine helte. De så den kommu-nistiske trussel og forholdt sig til den", siger han. "Til et vist punkt er det selvfølgelig problematisk, at den slags organisationer opstår, men jeg synes det, de gjorde, var meget rigtigt, situationen taget i betragtning."

Om den igangværende PET-kommissionen kommer til samme konklusion, når den formentlig i 2006 er færdig med at kortlægge omfanget af PET's politiske efterretningsvirksomhed i perioden 1945-1989, skal blive interessant at se. Ikke mindst efter, at regeringen i forbindelse med den netop søsatte terrorpakke har givet Justitsministeriet til opgave at udarbejde nye og "tidssvarende retningslinjer" for registrering af politisk aktivitet.

Hvem er hvem? "Firmaet" - privat, antikommunistisk propaganda- og efterretnings-organisation, oprettet i 1948 af den tidligere modstandsmand Arne Sejr. Opløst i 1963. Samarbejdede blandt andet med følgende organisationer: "AIC" - Arbejderbevægel-sens Informations Central. LO's og Socialdemokratiets egen, antikommunistiske efter-retningstjeneste, oprettet i 1944. Opløst i 1973. AIC's arkiver hemmeligholdes fortsat. "FE" - Forsvarets Efterretningstjeneste. Reorganiseret i 1950, hvor de to rivaler, social-demokraten oberst Hans M. Lunding og den borgerlige kommandør P.A Mørch, bliver henholdsvis chef og souschef. "PET" - Politiets Efterretningstjeneste lå i ruiner umid-delbart efter Anden Verdenskrig, men kom på benene igen i løbet af 50'erne. "CIA" - Central Intelligence Agency. USA's udenlandske efterretningstjeneste, påbegynder i 1948 oprettelsen af et såkaldt "Stay Behind" netværk i Europa, herunder Danmark.

 

Under opdatering: kasler-journals kommentar:

…………………………………………………………………………………….

 

– "Erik Høst forsvandt fra station 1 i foråret 1944, da han stak en frihedskæmper, Arne Sejr, der blev skudt ned og anholdt i en lejlighed i Mikkel Bryggers Gade, men Arne Sejr nåede at undløbe fra det tyske lazaret på Nyelandsvei med et skud i benet. Nogle dage efter kom der en krans fra Royal Air Force med farver og kort til Erik Høst på station 1, hvor der stod: "Du skal aldrig blive glemt". I marts 1945 blev han skudt i hovedet og dræbt, da han kom gående civil i Allegade. Uddrag fra Zoneredningskorpset i København under besættelsen.

 klik til www.kasler-journal.dk/privatkrigHJ.htm  / Høst, Erik

………………………………………………………………………………………………………

 

Ritzau, 4. Juni 2008

H. C. Hansen betragtet som agent for CIA

Peer Henrik Hansen, disputats, juni 2008: "Da yankee'erne kom til Danmark"

To modstandsfolk og den senere socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen blev af amerikanerne betragtet som agenter for deres efterretningstjeneste. Det afslørede historikeren Peer Henrik Hansen, da han onsdag forsvarede sin ph.d.-afhandling om den amerikanske efterretningstjenestes relationer til Danmark i perioden fra 1943 til 1946.

Amerikanerne gav de tre danskere dæknavne, som Peer Henrik Hansen har fundet på den amerikanske efterretningstjenestes lister over "Agents & Contacts". H. C. Hansen optræder som "Big Horn", mens major Svend Truelsen og professor Erik Husfeldt opererede under dæknavnene "Orange Juice" og "Babylon".

Peer Henrik Hansen ser det efterretningsmæssige samarbejde mellem Danmark og USA som et fremsynet udtryk for, at Danmark tidligt tog et utvetydigt skridt mod Vesten. - Man erkendte, at Sovjet var den nye trussel på et tidspunkt, hvor den offi-cielle danske politik var mere forsigtig, siger Peer Henrik Hansen.

 

…………………………………………………………………………..

 

 http://sermitsiaq.gl/  4. Juni 2008

Af redaktionen:

H.C. Hansen stod på CIA's liste over danske kontakter i 1943-46. Som stats-minister accepterede han i 1957 amerikanske atomvåben på Grønland, skriver TV2.dk

I perioden fra 1943-46 blev H.C. Hansen af USA opfattet som agent for den ameri-kanske efterretningstjeneste. Det har historiker Peer Henrik Hansen onsdag offent-liggjort i forsvaret af sin ph.d.-afhandling om CIA's relationer til Danmark i denne periode.

H.C. Hansen havde dæknavnet på "Big Horn" på en liste over danske kontakter, der også talte major Svend Truelsen og professor Erik Husfeldt, hhv. "Orange Juice" og "Babylon."

Peer Henrik Hansens forskning viser ifølge Jyllands-Posten, at H.C. Hansen etable-rede tætte forbindelser til amerikanerne lige efter afslutningen af anden verdenskrig.

Socialdemokraten sad under besættelsen i det illegale kontaktudvalg mellem regeringen og modstandsbevægelsen. I befrielsesregeringen blev han finansminister, fra 1953 udenrigsminister og fra 1955 til sin død i 1960 var han statsminister.

I 1957 gav han amerikanerne lov til at opbevare atomvåben på Thulebasen i Grønland. Det var i modstrid med Danmarks og Socialdemokratiets erklærede politik om "nej tak" til atomvåben på dansk jord. Tilladelsen blev da også hemmeligholdt indtil Thule-brevet, hvor den var formuleret, blev fundet i Udenrigsministeriets arkiver i 1995.

Peer Henrik Hansen siger i sit forsvar af sin ph.d.-afhandling, at de nye oplysninger må ses i forhold til datiden, hvor mange frygtede sovjetisk besættelse.

"Var demokratiet i Danmark en løs størrelse, hvor nogle danskere opererede på grænsen af det illegale eller på den forkerte grænse i en højere sags tjeneste? Hvis det var tilfældet, rejser det i et demokratisk perspektiv spørgsmålet: Kan og må man det? Var der i virkeligheden en helt anden grund til, at H. C. Hansen lod amerikanerne opbevare atombomber på Grønland? I hvert fald viser de amerikanske dokumenter, at han var langt mere proamerikansk, end man åbent kunne tillade sig som socialdemokrat på daværende tidspunkt," siger Peer Henrik Hansen.

...............................................................................

 

Ritzau, 4. Juni 2008

Den senere socialdemokratiske statsminister H. C. Hansen blev af amerikanerne betragtet som agent for CIA. Det offentliggjorde historiker onsdag.

To modstandsfolk og den senere socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen blev af amerikanerne betragtet som agenter for deres efterretningstjeneste. Det afslørede historikeren Peer Henrik Hansen, da han onsdag forsvarede sin ph.d.-afhandling om den amerikanske efterretningstjenestes relationer til Danmark i perioden fra 1943 til 1946.

Amerikanerne gav de tre danskere dæknavne, som Peer Henrik Hansen har fundet på den amerikanske efterretningstjenestes lister over "Agents & Contacts". H. C. Hansen optræder som "Big Horn", mens major Svend Truelsen og professor Erik Husfeldt opererede under dæknavnene "Orange Juice" og "Babylon".

Peer Henrik Hansen ser det efterretningsmæssige samarbejde mellem Danmark og USA som et fremsynet udtryk for, at Danmark tidligt tog et utvetydigt skridt mod Vesten. - Man erkendte, at Sovjet var den nye trussel på et tidspunkt, hvor den officielle danske politik var mere forsigtig, siger Peer Henrik Hansen.

…………………………………………………………………

 

 

Arbejderbevægelsens Informations Central 1944 - 1973

Organisation til oplysning og indsamling af information, oprettet af Social-demokratiet og LO. Centralens arbejde blev i 1973 dels overtaget af Social-demokratiet og for så vidt angår informationsvirksomheden overfor arbejds-pladserne siden 1987 af "Arbejderbevægelsens Faglige, Politiske Sekretariat", der bl.a. giver opbakning til de socialdemokratiske faglige klubber og artikel-service til lokale foreningsblade.

I efteråret 1944 oprettede De samvirkende Fagforbund (DsF, senere LO), Arbejdernes Fællesorganisation i København og Socialdemokratiet organisationen Arbejderbevægelsens Informations Central, også kaldet AIC. Det skulle i første omgang være AIC's opgave at styrke den socialdemokratiske position på arbejdspladserne, og AIC skulle desuden videreføre HIPA’s arbejde. HIPA havde haft til formål at bekæmpe såvel kommunisterne som nazisterne, og indsamle, udfærdige og udsende propaganda om disse. Kommunisterne havde således hele tiden været blandt «fjenderne», men da nazisterne efter anden verdenskrig var væk fra det politiske landkort, blev fokus nu for alvor rettet mod kommunisterne. AIC blev, ligesom HIPA havde været det, den socialdemokratiske organisation, hvor næsten alle senere top-socialdemokrater havde udstået deres «læretid» indenfor det politiske håndværk, og AIC fungerede således som en skolingsorganisation for partiets unge håbefulde politikere.

Der foregik efter krigen en intens kamp om magten på arbejdspladserne mellem kommunister og socialdemokrater. AIC holdt et vågent øje med kommunisterne ude på arbejdspladserne og organiserede den faglige agitation, med det mål at få valgt socialdemokratiske tillidsfolk frem for kommunistiske. Det har været fremme, at AIC ligefrem førte et nøje kartotek med oplysninger om kommunisterne ude på arbejdspladserne, og at man delte disse oplysninger med såvel den danske efterretningstjeneste som CIA. Der findes dog i AIC's arkiver på ABA i dag ikke noget, der utvetydigt kan bekræfte personregistreringen.

I efteråret 1947 opfordredes samtlige socialdemokratiske redaktører, kredsformænd og en række af partiets organisationer til «at man nøje følger Kommunisterne og notere enhver Hændelse, ligesom man i hvert Omraade bør have klart Kendskab til det stedlige kommunistiske organisations- og Propaganda-Apparats Karakter og Opbygning samt personel og Materiel.»

Dette var ikke et enestående tilfælde. AIC ønskede med mellemrum at blive holdt orienteret om sådanne oplysninger, men det gik som regel ikke så godt med tilbagemeldingerne. Man måtte flere gange rykke for svar fra blandt andet flere af de socialdemokratiske redaktører, og man anmodede da også disse om at have større opmærksomhed rettet mod kommunisternes stilling og organisationsapparat. Gang på gang betonede man overfor socialdemokrater landet over vigtigheden af, at AIC kendte til kommunisternes folk og forhold ude i lokalområderne. De oplysninger AIC modtog fra folk var af forskellig karakter. Det var beretninger fra kommunistmøder ude omkring i landet, opgørelser fra de enkelte fagforeninger, og oversigter over hvilke lokaler kommunisterne benyttede til kursus- og mødevirksomhed og hvor mange timer det ugentlig drejede sig om. En af AIC’s oftest forekomne aktiviteter var at referere fra de mange forskellige kommunistmøder ude omkring i landet, og det var stort set ligegyldigt hvad møderne drejede sig om. Socialdemokraterne mødte op til de kommunistiske arrangementer og meldte tilbage til AIC.

At man også ligefrem infiltrerede hinandens partiorganisationer er der meget der tyder på. I foråret 1947 henvendte en kommunist sig til en af de københavnske kredse af Socialdemokratiet, og med sig havde han bragt et kartotek over de kommunistiske medlemmer i et bestemt distrikt. Udfra disse medlemslister konstaterede man, at en række «socialdemokrater» i virkeligheden var kommunister, og man sendte derfor straks udmeldelser af Socialdemokratiet på de pågældende til kommunisternes hovedkontor.

AIC deltog også i udarbejdelsen af valgmateriale for Socialdemokratiet i form af pjecer, løbesedler og artikler, og mange af de oplysninger som AIC indsamlede blev trykt i «Socialdemokratiske Noter». Bladet havde til formål at ruste de socialdemokratiske agitatorer bedst muligt med flest mulige oplysninger.

AIC holdt også et vågent øje med den kommunistiske udvikling på verdensplan, og dette blev videreformidlet til såvel de ledende socialdemokratiske politikere som tillidsfolkene på arbejdspladserne. Meget tyder eksempelvis på, at det var AIC som stod bag en kampagne rettet mod de danske kommunister efter det kommunistiske kup i Prag i foråret 1948. En række løbesedler er nemlig at finde i såvel AIC’s som Socialdemokratiets arkiv. Disse løbesedler blev delt ud med «En Kreds af danske Mænd og Kvinder fra alle Befolkningslag, repræsenterende alle politiske Anskuelser», hvori man, hvis folk ønskede at befæste det danske demokrati, opfordrede dem til at afskrive løbesedlen i mindst 3 eksemplarer og sende dem til forretningsforbindelser, venner og bekendte. Budskabet på løbesedlen var, at kommunisterne var agenter for en fremmed magt (læs Sovjet), og det ville derfor være misforstået tolerance, hvis man gav kommunisterne mulighed for at komme til orde. Man skulle derfor helt og holdent isolere kommunisterne ved at holde dem ude af foreningslivet, man skulle afholde sig fra at avertere i og købe kommunistiske blade, og man anmodede modtagerne om at deltage i at skabe en offentlig mening - en isfront som man kaldte det - mod kommunisterne. Der var afsenderens mål, at hele den danske befolkning skulle have læst opfordringen inden 14 dage, og man ønskede at skabe en grobund for kommunisternes bortgang herhjemme.

AIC’s aktiviteter i 60’erne er ikke videre belyst, og dets arkiv blev lukket i efteråret 1998, så det er ikke muligt at gå ind og lave en undersøgelse af aktiviteterne i organisationens sidste leveår. Men enkelte ting står klart. AIC’s aktiviteter dalede i takt med de faldende bevillinger i starten af tresserne, indtil man i 1973 lukkede og slukkede for AIC. Der skulle gå næsten 25 år, før AIC igen skulle komme i mediernes søgelys.

Samarbejdet med den militære efterretningstjeneste og USA

Overvågningen og masseregistreringen af danske kommunister på arbejdspladser og i fagforeninger foregik i efterkrigsårene i samarbejde med den militære efterretningstjenste - Forsvarets Efterretningstjeneste, FE fra 1950 - og en privat og ulovlig efterretningsorganisation under ledelse af den tidligere modstandsmand, Arne Sejr, samt den amerikanske efterretningstjenste, CIA, som fik overdraget oplysninger om de danske kommunister og deres positioner i fagbevægelsen.

Hvornår dette arbejde blev sat i værk, er uklart, men i amerikanske arkiver kan man finde en CIA-rapport dateret 10. februar 1949, der oplyser, at De samvirkende Fagforbunds (DsF) arkiver over danske kommunister viste, at disse udgjorde 6% af DsF's medlemmer. Med andre ord var omkring 35.000 danske fagforeningsmedlemmer på dette tidspunkt registret i et særligt arkiv over kommunister på arbejdspladser og i fagbevægelsen. I samme rapport kan man endvidere læse, at DsF "i samarbejde med militære myndigheder" søgte at overvåge kommunisterne i fagbevægelsen.

Når det blev militærets og ikke politiets efterretningstjeneste, som den social-demokratiske arbejderbevægelse indledte et samarbejde med, skyldtes det, at sidstnævnte i 1945 på det nærmeste lå i ruiner og desuden var kompromitteret fra sin virksomhed i 1930'erne og de første besættelsesår. I modsætning hertil var den militære efterretningstjeneste intakt efter at have spillet en vigtig rolle i modstands-kampen - især i de sidste år af besættelsen - ligesom den i modsætning til politiets efterretningstjeneste ikke havde været inficeret af nazister. Hertil kom, at flere af de bedste politifolk var gået over i den militære efterretningstjeneste. Det var derfor naturligt, at Socialdemokratiet kiggede den vej, da de efter verdenskrigen tog de statslige sikkerhedstjenester i brug til forsvar for demokratiet og sine egne positioner.

Hvorledes samarbejdet mellem AIC og militærets efterretningstjeneste konkret udfoldede sig, er uklart, men umiddelbart supplerede de to organisationer hinanden, idet AIC's styrke lå i det omfattende kontaktnet på arbejdspladserne og i fagfore-ningerne, hvorigennem der var direkte adgang til oplysninger om danske kommu-nisters bopæl, familieforhold mv. Et eksempel på samarbejdet er 2 indberetninger fra begyndelsen af november 1948, som via forsvarsministeriet tilflød statsminister Hans Hedtoft, og som tydeligvis havde oplysninger fra begge organisationer. Beretningerne advarede imod kommunistisk sabotage i forbindelse med en forestående sovjetisk invasion og indeholdt bl.a. en række personoplysninger om kommunistiske tillidsfolk, som ifølge indberetningerne havde til opgave at forberede den omtalte sabotage. Det er utvivlsomt bl.a. samarbejdet med AIC, der gjorde det muligt for militærets efterretningstjeneste at sende månedlige indberetninger til Rigspolitiet om udvik-lingen indenfor DKP.

AIC havde imidlertid også andre samarbejdspartnere. I 1948 medvirkede organisa-tionens leder, den socialdemokratiske overborgmester i København. Urban Hansen, sammen med kommandør P.A. Mørch fra den militære efterretningstjeneste ved oprettelsen af en privat efterretningsorganisation under ledelse af modstandsmanden, Arne Sejr. Den nye organisation, der blev kaldt "Firmaet", havde til opgave at sprede disinformation internt i DKP samt at overvåge og registrere kommunistisk aktivitet. Udover penge fra arbejderbevægelsen blev Firmaet finansieret af en række store danske virksomheder, Dansk Arbejdsgiverforening og Industrirådet samt af CIA. Fordelen ved Firmaet var, at det som privat organisation kunne bruges til aflytninger og anden form for direkte ulovlig aktivitet, som det var for risikabelt for AIC og den militære efterretningstjeneste at give sig i kast med.

Forbindelserne mellem AIC og Firmaet var så tætte, at de to organisationer oprettede et kontaktudvalg, hvor AIC bl.a. var repræsenteret af Urban Hansen og den senere socialdemokratiske kulturminister, Niels Mathiassen, mens bl.a. Arne Sejr og dennes højre hånd, Niels Thürmer Frommelt, indtrådte for Firmaet. Herudover mødtes nøglepersonerne i en række legale organisationer som "Selskabet for Kulturel Frihed", der alle havde kampen mod kommunismen som sit hovedformål.

Samarbejdet mellem AIC, den militære efterretningstjeneste og «Firmaet» omfattede også, at de indsamlede oplysninger blev videregivet til CIA. Foruden Arne Sejr, der havde sine egen, tætte forbindelse til USA's ambassade og CIA, modtog den nordamerikanske efterretningstjeneste også oplysninger direkte fra AIC. Således indrømmede den mangeårige socialdemokratiske borgmester i Rødovre, Per Møller, i en TV-udsendelse 24. oktober 1998, at han som ansat i AIC personligt overgav oplysninger til repræsentanter fra den amerikanske ambassade i København. I samme TV-udsendelse bekræftede den tidligere stationschef for CIA i København, Grant Olson, at CIA havde modtaget oplysninger fra AIC, som var på «hjemmebane», og at hans organisation af samme grund holdt sig tilbage.

Hvor omfattende og detaljeret AIC's overvågning og registrering har været, er ikke kendt, idet organisationens arkiv over de danske kommunister ikke er tilgængeligt - muligvis er det blevet destrueret. Ligeledes er det fulde omfang af samarbejdet med den militære efterretningstjeneste, Firmaet og CIA heller ikke kendt, ligesom det ikke er oplyst, hvor længe samarbejdet varede ved. Når det gælder den militære efterretningstjeneste synes forbindelsen dog at aftage efter reorganiseringen af hele efterretningstjenesten i 1950, der førte til oprettelsen af Rigspolitichefens Efterretnings Agentur, (REA), der samme år begyndte at oversende regelmæssige beretninger om de danske kommunister til statsministeren. REA blev senere til Politiets Efterretnings-tjeneste (PET).

Med til billedet af AIC's overvågnings- og registreringsvirksomhed hører, at det ikke kun var kommunister, der var i søgelyset. Også socialdemokratiske tillidsfolk med holdninger, der afveg fra den officielle socialdemokratiske linie, er blevet registreret og indberettet til AIC's centrale ledelse.

I forbindelse med PET-afsløringerne i efteråret 1998 blev der atter sat fokus på AIC. Det var i høj grad DR2’s tema-lørdag om PET 24. oktober, der fik sat skub i spekula-tionerne. AIC blev hurtigt udråbt til Socialdemokratiets efterretningstjeneste. Stats-minister Poul Nyrup Rasmussens budskab var klart, da han i TV2-nyhederne torsdag den 29. oktober 1998 slog fast, at nu skulle AIC’s arkiver åbnes for forskerne og histo-rien om AIC skrives: - "Tiden er inde til, at vi i arbejderbevægelsen yder vores bidrag til historie-skrivningen om forholdene under den kolde krig. Forhold, der blandt andet skal ses i lyset af Sovjets invasion af Ungarn 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968."

Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA), der opbevarer AIC-arkivet, valgte med øjeblikkelig virkning at lukke arkivet for alle andre end forskerne. ABA’s forretningsfører, Henning Grelle, begrundede lukningen med at forskerne skulle have fred og ro. Nyrup Rasmussens åbning af AIC’s arkiv var i sig selv besynderlig. AIC’s arkiv havde nemlig i en lang årrække været fuldt tilgængeligt og blev da også benyttet, da Poul Nyrup Rasmussen kom med sin udmelding. ABA fik travlt med at inddrage arkiv-materialet, og Poul Nyrup Rasmussens «åbning» af arkivet betød en hermetisk lukning af AIC’s arkiv med få timers varsel.

 

"Firmaet":

Den halvprivate efterretningsorganisation, "Firmaet", fungerede fra 1948 til 1963. Firmaet arbejdede både for CIA og for kredse i Forsvarets Efterretningstjeneste. Det var Firmaets opgave - i forståelse med ledende politikere - at gennemføre de delikate operationer, som de officielle tjenester ikke kunne udføre.

Stifteren og hovedmanden i Firmaet var den tidligere modstandsmand Arne Sejr. Den bedst kendte af Firmaets operationer var en ca. fem år lang aflytning af DKP-parret Alfred Jensens og Ragnhild Andersens bopæl i Vestersøgade i København. Aflytningen fandt sted i årene 1952-59, og havde betydning for bruddet i DKP i 1958. Det brud der førte til dannelsen af Socialistisk Folkeparti. Parret tilhørte den såkaldte hårde kernes inderkreds, de var begge centralkomitémedlemmer og havde været folketingsmedlemmer i en årrække.

Deres samtaler i hjemmet handlede naturligvis om den stående partikamp, men deres årtier gamle venskab med tyske kommunister var sikkert heller ikke uden interesse. Flere af disse havde på dette tidspunkt høje stillinger i DDR. Indholdet af parrets fortrolige samtaler om partikampen blev lækket til Information, der dengang ikke vidste, hvordan de var indhentet, men som på den måde kom til at spille en rolle i myndighedernes forsøg på at sprænge DKP. Offentliggørelsen uddybede den i forvejen forbitrede strid i DKP og førte til omfattende mistænksomhed i partiet.

I juledagene 1975 kom de første meldinger fra Washington om, at DKP folketingsmedlemmet Alfred Jensens lejlighed var blevet aflyttet. Det var Danmarks Radios korrespondent i USA, Chr. Winther, der sendte nyheden med «en højtstående dansk politiker» som kilde. Det viste sig at være tidligere statsminister Jens Otto Krag, og så gik jagten på baggrundshistorien for alvor ind. Især Information og Politiken kunne bidrage til opklaringen af den gamle sag. Justitsminister Orla Møller bekræftede til sidst kortfattet, at aflytningen havde fundet sted, og fortalte at myndighederne var blevet klar over det i 1963-64, men havde opgivet at rejse tiltale.

Det skyldtes måske, at CIA og ledende personel fra Forsvarets Efterretningstjeneste var dybt impliceret. Næstkommanderende P.A. Mørch og afdelingsleder N. B. Schou havde underløbet deres egen chef, oberst Lunding. Men måske især fordi Arne Sejr-gruppens langvarige virksomhed diskret var støttet af en lille inderkreds af ledende og magtfulde socialdemokrater, fra de daværende statsministre Hans Hedtoft og H.C. Hansen og frem. Oberst Lunding fik nys om sagen, og informerede daværende for-svarsminister Victor Gram i 1963. Men gruppen afvikledes først, da fhv. statsminister Erik Eriksen (V) lidt senere også havde fået nys om affæren, og regeringen frygtede at oppositionen ville rejse den i Folketinget.

Sagens opklaring i midten af 70'erne skete med diskret bistand fra den pensio-nerede og forurettede oberst Lunding. Anker Jørgensen-regeringen kunne ikke tage sig sammen til at give Alfred Jensen en undskyldning, men søgte tværtom at forhindre yderligere opklaring gennem kortfattede eller ingen svar i Folketinget på Gert Petersens (SF) og Preben Wilhjelms (VS) forespørgsler.

Afsløringerne fortsatte i 1998 og viste bl.a., at den tidligere socialdemokratiske minister, Kjeld Olesen, aktivt deltog i aflytningsarbejdet mod DKP som medlem af "Firmaet".

…………………………………………………………..

 

Påskekrisen 1948

Peer Henrik Hansen og Jakob Sørensen: Påskekrisen 1948. Dansk dobbeltspil. På randen af den kolde krig. 263 sider. ill. 299,95 kr. Høst & Søn.

 

Kristelig Dagblad, 30. sep. 2000

Omkring en anden påskekrise

Af Aage Trommer

Dygtig forfattet og læseværdig bog af to unge historikere om påskekrisen 1948

To unge historikere fra RUC har skrevet en bog om påskekrisen - ikke den i 1920, da Christian X var ved at miste tronen, men den i 1948, da statsminister Hans Hedtoft under et ferieophold på Gjorslev Gods en tidlig morgen blev vækket af motorstøj og var fast overbevist om, at der var tale om russiske kampvogne, indtil han blev klar over, at det bare var godsets traktorer og såmaskiner, der var på vej til arbejde.

Vi er i den kolde krigs tidlige fase. Nogle få uger før havde kommunisterne lavet deres kup i Prag, og rygterne og forlydenderne om, hvilket land der stod næst for tur til at komme ind under den røde paraply, svirrede. Var det Finland eller Italien - eller skulle det mon være Danmark med dets strategiske beliggenhed ved Østersøens udmunding?

Det seneste bud på den danske regerings holdning til denne situation gav Poul Villaume for et par år siden, da han i en afhandling slog fast, at også efter påske-krisens krigspanik – "fastholdt Hedtoft-regeringen officielt og reelt Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitiske ikke-blok-orientering mellem Øst og Vest". Den holder ikke længere, efter at Peer Henrik Hansen og Jakob Sørensen på grundlag af nyt kildemateriale og under anvendelse af megen kildekritisk skarpsindighed har kunnet fremlægge denne nye analyse af begivenhederne i februar-marts 1948.

Sagen var den, at kuppet i Prag og de mange rygter samt frygten for, hvad de hjemlige kommunister kunne finde på, i højeste grad foruroligede de danske politikere, og allerede fra begyndelsen af marts samledes med korte mellemrum en »Hjernetrust« bestående af landets »sikkerhedspolitiske spidser« under ledelse af Hedtoft selv for at drøfte, hvad der kunne gøres for at styrke det svage danske forsvar og imødegå et angreb, hvad enten udefra eller indefra.

Man var altså godt i gang, da ambassadøren i Washington, Henrik Kauffmann, sendte sin medarbejder, Bang-Jensen, til København, med den melding, at den danske neutralitetspolitik - efter 1945 under det pænere navn brobygningspolitik - ville lide skibbrud før eller siden. "Danmark bør træffe sit valg ... uanset hvilke katastrofer dette i første instans vil medføre", dvs. vælge Vesten. Helt så epoke- og afgørende, som man hidtil har anset Bang-Jensens budskab for at være, var det nu ikke. Forsvarets topfolk var allerede forinden kommet til den samme konklusion. Man var klar over, at uden hjælp udefra, dvs. fra USA, havde Danmark ingen chancer. Fra Washington lød meldingerne, at hvis man ønskede hjælp, måtte Danmark melde klart ud samt vise en klar vilje til at forsvare sig. De skandinaviske lande burde danne – "en indbyrdes defensiv alliance« eller bedre »uden tøven slutte sig til femmagtspagten", dvs. Bruxelles-traktaten mellem England, Frankrig og Benelux-landene.

Det er her, påskekrisen kommer ind i billedet. Påskekrisen var slet ikke nogen krise skabt af frygt for, at russerne var lige på nippet til at besætte os, men en række beredskabsforanstaltninger iværksat af den ovennævnte Hjernetrust til afprøvelse af det danske kupberedskab. Det vil føre for vidt her at referere alle detaljerne i disse foranstaltninger. De var, som den konservative Ole Bjørn Kraft sagde, - "en symbolsk og demonstrativ tilkendegivelse af Danmarks vilje til at forsvare sig". Den var et signal til amerikanerne om, at vi mente det alvorligt med at forsvare os, hvilket var en forudsætning for, at de ville komme os til hjælp. Det var også et signal til de andre nordiske lande om, at de i en nordisk forsvarsalliance kunne regne med os som en troværdig partner. Det var endelig også et signal til vore hjemlige kommunister om, at de ikke skulle regne med at kunne gennemføre et kup. Nu havde man fra dansk side fået slået fast, at man var parat til kæmpe. Der ville ikke blive nogen ny 9. april.

De to historikere kalder beskedent resultatet af deres analyse for en hypotese. Men hypotesen får tingene til at hænge sammen og forklarer mange detaljer i begivenhedsforløbet i disse uger mellem vinter og forår i 1948, og den viser, at regeringen måske nok officielt, men i hvert fald ikke reelt fastholdt sin ikke-blok-orientering. De har lavet en dygtig og læseværdig bog, der kan anbefales på det bedste.

 

 

Fortsættelse følger med kasler-journals kommentarer.

 

klik til index

 

 

  kasler-journal.dk
       
Page
Up


Copied from the original Mogens Kasler-Journal by SmartCMS ® 2011