Kritik af kritikken af den omdiskuterede film
FLAMMEN og CITRONEN
Berlingske Tidende, 27. marts 2008
Flammen & Citronen
Af Ebbe Iversen
Ole Christian Madsens »Flammen & Citronen« er lang, tung, flot og melan-kolsk, så den imponerer uden at bevæge.
Hvordan var de to legendariske frihedskæmpere Flammen og Citronen? Var de uselviske helte eller hensynsløse dræbere? Var de idealister eller kynikere? Havde de skrupler? Og hvad drev dem til at likvidere en lang række mennesker, hvoraf nogle blev dræbt ved en fejltagelse?
Ole Christian Madsens film »Flammen & Citronen« besvarer ikke klart disse spørgsmål, og éntydige svar findes formentlig slet ikke. Derfor kan det ses som en kunstnerisk styrke, at filmen ikke forsøger at skære sine to autentiske hovedpersoners psykologi ud i pap, men samtidig kan det opleves som frustrerende, at deres egentlige motiver forbliver gådefulde. Skønt filmen er fyldt med store nærbilleder af den rødhårede Flammen og den stedse ubarberede Citronen, føler man ikke, at man kommer tæt ind på livet af dem. De ligner symboler eller ikoner.
En del af distancen til figurerne skaber filmen allerede i sin indledning, der består af sort/hvide dokumentaroptagelser fra besættelsestiden akkompagneret af Flammens forklarende fortællerstemme på lydsporet. Det giver en foruroligende følelse af at skulle overvære et illustreret historisk foredrag, og selv om »Flammen & Citronen« siden spiller med musklerne og serverer betydelige mængder drabelig action, forsvinder fornemmelsen af at betragte begivenhederne fra en pædagogisk placeret udkigspost aldrig totalt. Ens blik er fyldt med beundring, men følelserne forbliver sørgeligt uberørte.
Det betyder bestemt ikke, at dette er en dårlig film. Man kunne kalde den Ole Christian Madsens svar på Søren Kragh-Jacobsens »Drengene fra Sankt Petri«, og som sådan er den agtværdig og præsentabel. Dens nuancerede, ikke ukritiske skildring af modstandskampen virker sober og seriøs, stilen er gennemarbejdet til mindste detalje, og i sin ydre form hører filmen til den type værker, som man uvenligt kalder konventionelle og mere venligt beskriver som klassiske.
Handlingen foregår i 1944. Den 23-årige Bent Faurschou-Hviid alias Flammen og den ti år ældre Jørgen Haagen Schmith alias Citronen er prominente navne i modstandsbevægelsen, fordi de ikke er bange for farlige opgaver og ikke tøver med at slå ihjel. Som regel ikke, for der er undtagelser, som viser, at de to ikke er afstumpede psykopater, selv om især ungkarlen Flammen ligner en vild desperado eller fribytter, mens ægtemanden Citronen er roligere af gemyt og i øvrigt har familiære problemer at bakse med.
At de to hader nazisterne og deres medløbere af et ærligt hjerte, hersker der ingen tvivl om, men deres likvideringer bliver moralsk grumsede – jævnfør Peter Øvig Knudsens interessante bog »Efter drabet« – da der opstår splid i toppen af modstandsbevægelsen. Voldsom uenighed om mål og midler melder sig, der gives ordrer og kontraordrer, og ydermere viser en person højt placeret i frihedskampens hierarki sig at have alt andet end ædle motiver. Flammen og Citronen føres bag lyset, og deres dødsforagtende handlekraft misbruges.
Dette er altsammen ganske kompliceret, som det formentlig også var i virkeligheden, og det gøres ikke nemmere gennemskueligt af den gådefulde Ketty – spillet af Stine Stengade med konstant skiftende hårfarve – som Flammen tiltrækkes af, og som måske er kurer for modstandsbevægelsen, måske forræder. Ketty virker beslægtet med virkelighedens Jane Horney, skønt hendes skæbne bliver en anden, og hun er stort set det eneste feminine element i en ultramaskulin historie fyldt med sammenbidte, ofte bevæbnede mænd.
Våbnene bliver flittigt samt virkningsfuldt brugt, og i ingen anden dansk film er der nogensinde blevet skudt så meget som i denne. Alligevel opleves grundtonen som mere elegisk end dramatisk, for »Flammen & Citronen« er en tung, dyster og melankolsk historie, hvis vigtigste aktører ikke selv regner med en lykkelig slutning. Her er ingen triumferende heroisme, snarere paranoia og panik – hovedpersonerne drikker kraftigt og ryger som rasende – og mens cheffotografen Jørgen Johanssons udsøgt belyste billeder er en æstetisk nydelse, kan man føle, at filmskabernes respektfulde forhold til handlingens autentiske baggrund har lammet deres legelyst og forhindret filmen i at rumme den form for dynamisk stilistisk frækhed, der gjorde Ole Christian Madsens »Nordkraft« så vital – bedre bliver det ikke af, at visse scener foregår i brostensbelagte gader, som ser decideret østeuropæiske ud og absolut ikke ligner lokaliteter i København.
Dog udspiller et af de dramatiske højdepunkter sig på Valby Bakke, og her som en håndfuld andre steder bliver filmen regulært spændende. I en del tungsindige passager er den til gengæld dvælende på grænsen til det slæbende, og de talrige nærbilleder af Thure Lindhardt som den flabede Flammen og Mads Mikkelsen som den permanent forpinte Citronen gør os som antydet ikke ret meget klogere på, hvad der egentlig foregår inde i hovederne på dem.
Man konstaterer, at de to frihedskæmpere hverken skildres som helstøbte helte eller som antihelte, men befinder sig i en troværdig gråzone et sted mellem de to poler. Udpræget sympatiske virker de egentlig ikke, hvad der formindsker formatet i deres tragiske skæbne, og i det hele taget ser man »Flammen & Citronen« med en lidt for rolig form for respekt. Virkelig medrivende, rystende eller gribende bliver den dunkle handling sjældent, selv om den repræsenterer filmisk håndværk på højt niveau, og især en ordrig konfrontation mellem Flammen og Gestapochefen Hoffmann genopliver tilskuerens indledende følelse af snarere at følge et historisk foredrag end et dynamisk og uforudsigeligt drama.
Jo, frihedskæmperne Flammen og Citronen er værd at beundre, men ligesom alle andre mennesker begik de fejltagelser, nogle af dem fatale. Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen investerer tonsvis af anspændt og plaget følsomhed i de to roller, og Ole Christian Madsen har lavet en film, der i sin beskrivelse af den danske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig balancerer fornemt mellem hyldest og kritik. Stor respekt for det og en lille ærgrelse over, at denne lange, dyre og ambitiøse film aldrig kryber helt ind under huden på sin imponerede, men køligt observerende tilskuer.
Politiken, 28. Marts 2008
Flammen & Citronen er en voldsom film
med ridser i lakken
Af
Kim SkotteOle Christian Madsen har lavet en opsigtsvækkende film om modstands-mænd med blod på tanden og hænderne.
Allerede i 1945 sørgede ’De røde enge’ og ’Den usynlige hær’ for, at De 5 Onde År satte sit naturlige præg på biografrepertoiret.
I de efterfølgende mange år var besættelsestiden med jævne mellemrum oppe at vende, men det var samtidig tydeligt, at man hurtigt fik mere travlt med at se frem end tilbage.
Hvis man ser bort fra 1991, hvor både ’De nøgne træer’, ’Drengene fra Skt. Petri’ og ’En dag i oktober’ havde premiere, gled besættelsen efterhånden helt ud af billedet.
Når der blev lavet film om besættelsen, var det typisk film, der ville vise, at det var ganske almindelige mennesker, der dengang blev kastet ud i de svære år. Film med hovedvægten på den psykologiske realisme.
Her udgør Ole Christian Madsens voldsomme epos om de to modstandsmænd ’Flammen & Citronen’ et bemærkelsesværdigt brud med traditionen.
Kontant afmytologisering. I sin skildring af to af besættelsestidens store helte ’Flammen’ og ’Citronen’ alias Bent Faurschou- Hviid og Jørgen Haagen Schmith, står filmen for en kontant afmytologisering.
At de to modstandsmænd med speciale i likvideringer skildres som noget mere tvetydigt end romantiske helte, er der ikke noget chokerende nyt i.
Men filmen gør en dyd ud af at antyde, at et almindeligt liv bagefter simpelthen ikke er en realistisk mulighed, hvis først man har så meget koldt blod på hænderne.
Begrebet ’den højeste pris’, kan dække over flere ting. Men i stedet for at gå dybt ind i psyken opererer Ole Christian Madsen med nogle ladede symbolske figurer.
Personlige motiver. Flammen er optændt af hadets rene flamme. Citronen er nærmest løber sur i tilværelsen. Det er stærk psyko-kost, at blodet skal sprøjte op på spejlet, da Flammen får taget sin mødom som kvindedræber.
Men det mest kontroversielle er filmens politiske afmytologisering af forestillingen om modstandsbevægelsen som en samling heltemodige danskere, der trods indbyrdes uoverensstemmelser var fælles om at bekæmpe fjenden.
De menige modstandsmænds heltestatus bliver der ikke rokket ved. Målet for den historiske revision er Frihedsrådet og Hærens Efterretningstjeneste.
Historisk omskrivning. Der er nemlig ikke tale om noget så banalt som Anders Fogh Rasmussens letkøbte og selvretfærdige ’retsopgør’ med samarbejdspolitikken og den forkætrede Scavenius, men om en mere risikabel beskyldning mod selve symbolet på Danmarks forsinkede modstandskamp.
I ’Flammen & Citronen’ sidder repræsentanter for Frihedsrådet og Hærens Efterret-ningstjeneste i sikkerhed i Stockholm og, hævder filmen, havde allerede i sommeren 1944 mere travlt med at tænke på at bremse kommunisterne efter krigen end på at bekrige den tyske besættelsesmagt.
Det er rævekagesnak, som Flammen og Citronen ikke vil vide af. De vil bare skyde så mange tyskere som muligt.
Danske outlaws. Så kan de høje herrer i Stockholm og London tænke nok så strategisk. Det er tæt på, at Flammen og Citronen skildres som et par regulære outlaws med bjæffende skydevåben.
Illegale og ude af kontrol sørger de for, at Scarface-stilen afløser Poul Reichhardts mandigt-moralske modstand.
Uden at have statistisk belæg for det vil jeg gætte på, at der bliver affyret lige så mange skud i ’Flammen & citronen’ som i stort set samtlige de danske film om besættelsestiden, der gik forud!
Den politiske dagsorden og de ubehageligt realistiske likvideringer i ’Flammen & Citronen’ er indiskutabelt med til at bringe genren danske besættelsesfilm et nyt sted hen. Den er så at sige et ægte barn af Øvig-æraen.
Flot og dyr film. Ole Christian Madsens film ser altid flotte ud. Det gælder også ’Flammen og Citronen’, der har været vældig dyr, men indlysende nok gerne ville have været dyrere endnu.
Helt betagende er filmens eneste ikke-realistiske scene, hvor Flammen forestiller sig, at han usårlig skrider igennem Folkestrejkens tumult i modsat retning af de flygtende mennesker, mens byen braser sammen om ørerne på ham.
Men historiske film koster kassen, og som historisk rekonstruktion har filmen fået nogle rammer med sårbare punkter.
De relativt få locations kombineret med uldne dokumentariske klip resulterer ikke hele tiden i den nødvendige tidsrejse.
Monty Python-tilstande. Det er muligvis historisk rigtigt, at både modstandsgrupper og tyskere frekventerede den samme vinbar i centrum, Commercial Wine Company, men det kommer ufrivilligt til at minde lidt om en Monty Python-sketch, når tyskere og modstandsmænd filmen igennem på skift løber ind og ud ad døren på det samme snoldede etablissement.
Flammen har utilfredsstillede faderbindinger, mens Citronen nok er mere end en smule neurotisk i sit forhold til det modsatte køn.
Meget mere får man ikke at vide om de to hovedpersoner i en film, der satser mere på skyderi end psykologi.
På en måde er det måske også nok? Flammen er sprunget direkte fra stor dreng til ung mand opflammet af antinazisme uden at udvikle forstyrrende skrupler.
For Citronen er en regulær kvalme ved overgrebet i den tyske besættelse argument nok.
For lidt psykologi. Min første reaktion er: Der er for lidt psykologi. Jeg vil have flere forklaringer. Større lunser af figurernes fortid. Men griber mig efterhånden i det.
Forklaringer bliver let skinforklaringer. Der er truffet et valg. Bordet fanger. Både i krig og på film. Så hvorfor ikke bare fremstille Citronen som en mand, der i to timer sidder og sveder ubarberede neuroser i Mads Mikkelsens skikkelse, mens resten af hans liv går ad helvede til? Det er måske tættere på en sandhed, end man aner.
Bevidst overfladisk. Sammenlignet f.eks. med Ang Lees beslægtede ’Lust,Caution’ er der noget demonstrativt overfladisk ved denne episk fremstillede sammenfiltring af heltemod og menneskelig udhuling. Også spillet mellem Mads Mikkelsen og Thure Lindhardt forbliver et spil på overfladen. Trænger de to mænd ikke dybere ind i hinanden, end hvad vi bliver vidne til? Det er svært at tro. Men scenerne, der formår at bevæge, er der. Mads Mikkelsens konfrontationer med hustruen, stærkt spillet af Mille Hoffmeyer Lehfeldt, er hjerteskærende.
Gode skuespilpræstationer. Det er filmens bedste præstation sammen med Peter Myginds tvetydige politiadvokat Aksel Winther. De mange dobbeltspil, som især involverer Winther og den mystiske femme fatale Ketty (Stine Stengade), giver filmen en solid undertone af thriller, mens det erotiske element aldrig rigtigt kommer ud over sengekanten. Er heltene ikke entydige, er skurkene ’på gulvet’ det heller ikke. Modstandsmændene er ligesom tyskerne kun en slags mennesker. Det samme synes ikke helt at gælde for ’magtens mænd’, der sidder i Stockholm og sviner sig til med realpolitik på idealernes bekostning.
SPEX fra Hærens Efterretningstjeneste er en kedelig karl. Men for restens vedkom-mende: Var det nu også så tosset at tænke på at sikre demokratiets fortsatte eksistens i Danmark efter krigen? Set i bakspejlet var frygten for en kommunistisk magtover-tagelse måske ikke så amoralsk en form for realpolitik endda?
Det er gode spørgsmål. Langt bedre spørgsmål, end man er forvænt med i historiske, danske film. Derfor er ’Flammen & Citronen’ en usædvanlig oplevelse. En voldsom film i det store format med indlysende ridser i lakken. Men også en kraft-præstation, som i sidste ende fortjener at blive bedømt på andet og mere end ridserne i lakken.
Jyllands-Posten 27. marts 2008
Af
Johs. H. Christensen"Flammen og Citronen" er værd at se, men et medrivende, uafrysteligt drama er den ikke.
Besættelsestiden er en besættelse. Der forskes i den næsten manisk og uafbrudt. Derfor fremkalder en film som "Flammen og Citronen" så brusende ordrige foromtaler og dens (historiske) hovedpersoner så emsige præsentationer.
Mærkeligt nok har den næsten neurotiske fokusering på Besættelsestiden ikke medført en tilsvarende strøm af fiktionslitteratur. Romaner om de fem onde år findes, men ikke i hobetal. Den bedst kendte er stadig Tage Skou-Hansens geniale debutroman "De nøgne træer" (1957), som er filmet, storartet i øvrigt - af Morten Henriksen (1991). Men også en film som "De røde enge" (1945, nogle siger 46) er værd at nævne. Ole Roos filmatisering af Aalbæk Jensens roman "Kridtstregen" (1976) kom til at hedde "Forræderne" (1983) og er ligeledes en fremragende, intens, men desværre overset film.
Tænkt som film. "Flammen og Citronen" har ikke noget litterært forlæg. Fra starten er den tænkt filmisk og har som sådan indlysende kvaliteter: En overbevisende miljø-tegning. Atmosfæren i restauranten, hvor modstandsgruppen holder til, er tilrøget og mættet af foruroligelse, snigende vold og lurende forræderi. Samtidig gives der plads til eftertanken i scener, hvor selve indsatsen, modstandsfolkenes vilje til at handle og sabotere, skyde og likvidere, problematiseres, bedst i den komprimerede, højt reflekterede samtale mellem Flammen (sammenbidt, på én gang nølende og eksplosivt spillet af Thure Lindhardt) og den tyske Oberst Gilbert. Scenen hører til de bedste. Det samme gør det uafsluttede opgør mellem Flammen og Gestapo-chefen, der ikke er stupid, men tværtimod farligt overtalende.
Spændingsfyldt og uvist. Også det spændingsfyldte, uvisse forhold mellem kureren Ketty, en meget overbevisende og sensuelt dragende Stine Stengade, og Flammen har suspence-kvaliteter: Hvem er hun? Dobbeltagent - måske. Til gengæld er der nok smerte, men slet ikke nogen sviende hudløshed i Citronens forhold til sin kone. Han spilles med vanlig flegmatisk sikkerhed af Mads Mikkelsen. Et problem, for ikke at sige handikap er det dog, at der aldrig opstår nogen egentlig forbindelse, ingen spænding, ingen vekselvirkning, intet skæbnefællesskab mellem Flammen og Citronen, skønt de er uløseligt forbundet det meste af tiden. Faktisk er de bare et par gangstere, der finder sammen, men aldrig hinanden, og nu engang er modstandsfolk. Der antydes begrundelser for deres had til nazisterne, men de indarbejdes hverken i deres væsen eller handlinger. Måske har de to farlige gutter virkelig været sådan, hvem ved? Men svært at acceptere i et kunstværk, der fordrer pointerede motivationer.
Grusom fejltagelse. Overhovedet mangler den følelsesmæssige styrke - i Citronens familie-relationer, men også i f.eks. scenen, hvor man vil gøre det af med Gestapo-chefen, men får ram på en tilfældig bilist og hans lille dreng. En grusom fejltagelse og for gerningsmændene en forbandelse, der tager substansen ud af deres forehavende. Men det knapt nok fornemmes.
Som dobbeltagenten Aksel Winter tegner Peter Mygind en virkelig trøsket, upålidelig, brovtende, lidt for fed, men ferm og beregnende personage, så afstumpet, at man krymper sig. Problemet er kun, at man fatter mistanke til ham før modstandsfolkene, og at han postuleres at klare frisag. Så anløben en person må modstandskampens overordnede ledelse (Frihedsrådet?) have gennemskuet. Det er for utroværdigt, selv om både instruktør og manuskriptforfatter betoner, at filmen nok bygger på virkelige begivenheder, men ikke foregiver autenticitet i detaljen.
Filmens show-down er flot og spektakulært, men hvor der skydes! Enhver anden end Mads Mikkelsens "Citronen" ville være perforeret dødeligt af glasskår, længe før han vakler ud til sin uundgåelige henrettelse, mens Flammens endeligt ikke kalder på nogen følelse, ikke engang medfølelse, knapt nok sympati.
Hvad rager de mig? "Flammen og Citronen" er nok værd at se. Det manglede også bare, så bekostelig den har været. Men noget egentligt appellerende, medrivende, uafrysteligt drama er den ikke, dertil er den for sval og for omstændelig. Flammens besvær med sin far sætter handlingen i stå. Historien, som ellers er vild og rå nok, chokerer ingen og sætter aldrig fuldt blus på følelserne, skønt både emnet og tiden lægger op til det. Faktisk synes jeg bedre om Ole Christian Madsens forrige film, "Prag", den var knapt så ambitiøs, men havde faktisk mere at byde på, vedkommende mennesker f.eks. Både Flammen og Citronen fristes man til at trække på skulderen ad og sige: Hvad rager de egentlig mig!?
Information 28. marts 2008
Klicheernes krønike
Af
Georg MetzFlammen & Citronen mytologiserer uoplyst naivt og uden kunstnerisk over-bevisning besættelsens store fortælling.
Fra første billede i filmen om de to fremtrædende modstandsfolk postuleres som grundlag for fiktionen en historisk autenticitet. Husker du den 9. april? spørger stem-men, som tilhører den ene af de senere dræbte helte. De dokumentariske klip viser scener fra langt senere i besættelsen og mere end antyder, at folkeviljen til modstand var redebon fra første færd, og at terroren i øvrigt dagligdag. Intet passer. Lars K. Andersen og instruktøren Ole Christian Madsen har hermed reduceret godt 50 års historieforskning til en gentagelse af efterkrigstidens yndede store fælles fortælling, der hævder de nationale klichéer som grundlag for forståelsen af de fem år.
Helte og forrædere. Fogh Rasmussens og Søren Krarups historieopfattelse får her ben at gå på: Den fædrelandske dimension er sat øverst befolket med forrædere og helte samt en række melerede typer, hvis motiver dog aldrig klarlægges i filmen, og hvis gerninger derfor ikke kan vurderes. Modsætninger mellem interesserne var der så vist i modstandsbevægelsens egne rækker, mest kendt officerernes initiativ, således at de svenske maskinpistoler ikke faldt i kommunisternes hænder. Men at disse og andre modsætninger skulle have ført til så mange drakoniske skridt, som filmen hævder, er ude på landet. Det kan så være, hvad være vil, men filmen har med sin indfatning anlagt hin konkrete besættelse som åsted og ståsted; personerne er autentiske, de henviser til historiske begivenheder, og så tvinges man jo til at medtage pedanterier i bedømmelsen. Også den sag kunne være klaret, såfremt manuskript og endelig udførelse etablerede et eget kunstnerisk univers, beskueren kunne bevæges ved. Det er ikke tilfældet.
Handlingsgang, personfremstilling, miljøbeskrivelse, dialog og stort set alt andet bærer præg af godtkøbskrønike; en tilbagedatering af DR's billedbog. Som denne uden andre end enkelte øjeblikkes interessevækkende afdækning af indre liv. Det sker i den tyske skuespiller Hans Zischlers myndige og hypnotiserende spil som den tve-tydige oberst Gilbert.
Ellers er filmen en tour de force af selvhøjtidelig, patetisk stillen sig an, perso-nificeret i de to fra virkeligheden legendariske hovedpersoner, Flammen, Bent Faurschou-Hviid og Citronen, Jørgen Haagen Schmith, henholdsvis Thure Lindhardt i gestisk stilart som en Clement Kjærsgaard halvt i narkose og Mads Mikkelsen, ja som Mads Mikkelsen.
I film med historisk baggrund er alt, hvad man foretager sig i miljø og person-skildring selvsagt et valg i forhold til nutiden, i indsigt i og holdning til fortiden samt i mode. Med hensyn til det sidste, der lige så selvsagt i nogen grad vil være præget af ens egen tid, spiller åbenbart den materielt mere lækre nutid en større rolle end alle andre overvejelser. Man spørger sig selv, om filmens ophavsfolk dog aldrig har set britiske filmiske bud på den vanskelige fortid. Inspector Foyle for eksempel, hvor datidens stil og menneskenes udseende får en rimelig rolle som del af dramatikkens virkelighed. Hvorfor ellers henvende sig dramatisk til fortiden, såfremt denne kun er et lunkent alibi for en helt anden historie?
I detaljerne ligger som bekendt helvede. Også når detaljerne får det til at flimre for kritikerens øjne, og disse overser det væsentligere, kunsten. Der er blot dette, at detaljerne er gjort væsentlige og ikke er til at komme uden om i en fortælling om livsfarligt illegalt arbejde. Man sidder ikke og kæfter op på restauranter, om hvad man laver, når dét, man laver, er at slå fjenden og fjendens sympatisører ihjel; og slet ikke den fjende og de sympatisører. Man kører ikke rundt, uden at himlen falder ned i små stykker, i en trods farveskift let genkendelig bil (uden generator). Man barberer sig i tidens stil og fremviser ikke klædelige skægstubbe vedligeholdt af moderne trimmer. Man røber ikke mere, end man lige præcis er tvunget til. Man vader ikke rundt mellem tyske officerer, når prisen er sat højt på ens hoved. Man holder ikke møder i spioncentralen Stockholm og taler højt. Stump for stump falder autenticiteten fra hinanden og i mere end det nævnte. Langt mere.
Hvem er de? Når det er sagt, fremskyndes historiens totalsammenbrud af dens egen indre usikkerhed om indhold og personernes karakterer. En skulende (kronisk glinsende) Mads Mikkelsen tilfører ikke dramaet dybde og troværdig sjælekamp ved periodiske vredesudråb og opkastninger. Nå, jo, det skal være følsomhed, men den er svær at forholde sig til, når man ikke ved, hvem den Citron i virkeligheden er og hvorfor. Det samme angår Flammen. Er han bare en iskold ligegyldig skydeglad psykopat, der har svært ved at likvidere kvinder, men ellers tager det som det kommer, og hvorfor er han sådan? Nå, jo, for fædrelandets skyld og så er alt jo sagt.
Papfigurer. Mødet med faderen - i et glimt glædes man som altid over Jesper Christensen - bringer ingen klarhed. Selv de kunstnerisk set spinkle film fra årene efter befrielsen havde større psykologisk dybde og afspejlede mere klart og tragisk end skuleri og spleen her dilemmaet for folk, der normalt ikke går rundt og myrder andre.
Også kærlighed skal der jo til i skikkelse af den forsømte citronkone, Bodil, Mille Hoffmeyer Lehfeldt, der ikke står distancen, men finder en anden. Forståeligt. Den kvindelige hovedkraft, Stine Stengade, fremstiller agenten Ketty, hvis rolle i overensstemmelse med det historiske forlæg, bliver endnu mere uklar. Havde Ketty, som i filmen optrådt lige så letsindigt og spist på restaurant med Flammen, var hendes karriere som Mata Hari blevet kort.
Det pæneste, man kan sige om denne film, hvis det er pænt, er, at den hylder det naive historiesyn; i forsøg i det mere dybsindige henfalder den til det kedeligt ube-gribelige. Et neonationalistisk panoptikon af overvejende papfigurer, der vil egne sig til aftenunderholdning ved Dansk Folkepartis og Venstres landsmøder. Rent bortset fra at cirka en tredjedel af dialogen ikke er til at forstå, fordi spillerne ikke artikulerer hensigtsmæssigt.
Information, 31. marts 2008
Ridderen af den bedrøvelige skikkelse
Ole Christian Madsen er instruktør og Lars K. Andersen er manuskriptfor-fatter på filmen 'Flammen & Citronen'
Det er klart, at Information - modstandsbevægelsens gamle flagskib, grundlagt af journalisten og efterretningsagenten Børge Outze i befrielsesdagene - skal have et menneske med en dybdegående indsigt i besættelsestiden til at anmelde vores film 'Flammen & Citronen'.
Avisens læsere fik Georg Metz.
Det var et dårligt valg, ikke kun for vores film, men også for de af Informations læsere, der egentlig kunne ønske sig en seriøs-kritisk beskrivelse af filmens stil og dilemmaer. Metz leverer imidlertid en parodi på en anmeldelse, med blandt andet hadefulde og arrogante angreb på ikke bare filmens skabere, men også på de unge skuespillere, og misforstår fuldkommen filmens projekt.
Han fremdrager middelmådige, ufarlige engelske matiné-tv serier som ønskede for-billeder for den film, han gerne ville se og besværer sig i øvrigt over, at han ikke kun-ne høre dialogen. Ak ja, så er man da blevet den ældste hankat i St. Kongensgade.
Det er ikke første gang Georg Metz skyder andre i skoene at være håndgangne mænd for den yderste højrefløj, hvis de ikke er enig i Metz eget billede af virke-ligheden. I dette tilfælde bliver vi anklaget for at være reaktionære, neonationalister, og fastholdere af den store fælles fortælling om Danmark under besættelsen. Intet kunne være mere forkert. Det skal indledningsvis gøres klart, at ingen af undertegnede tilhører den højrefløj, som Metz har gjort det til en livssag at bekæmpe - politisk og personligt. Hvor han finder belæg for dette i filmen er en gåde! Muligvis er han blevet frastødt af interviews med instruktør eller manuskriptforfatter, hvor vi har givet udtryk for vores respekt for de menige modstandsfolk i Holger Danske, en modstandsgruppe som i Georg Metz optik entydigt er at finde på den yderste nationale højrefløj.
Udover fejlcitater i Weekendavisen, har vi talt om identiteten som nationale individer, historieløshed og tab af selvværd, som har været vores lands kendetegn lige siden samarbejdspolitikken under besættelsen. Denne diskussion tilhører ikke højrefløjen, eller det yderste venstre. Det er en diskussion, der er bydende nødvendig i et land præget af febril afmagt over for ikke kun større internationale konflikter, men også interne problemer omkring noget så banalt som integration af nye kulturer i samfundet. Pointen er: havde vi et mindre skrøbeligt nationalt selvværd, ville vi kunne reagere mere afbalanceret og generøst på disse udfordringer.
Georg Metz fremstår i sit glødende raseri som en Don Quixote, der rider hovedløst ind i mere og mere imaginære vindmøller. Som sagt finder Metz i 'Flammen & Citronen' belæg for, at filmen skulle understøtte "...efterkrigstidens yndede store fælles fortælling, der hævder de nationale klichéer som grundlag for forståelsen af de 5 år". Hvor har han det fra? Vi er enige med Metz i, at den populære fremstilling af Danmark som modstandsnation er et fordrejet og forløjet billede. Der var ikke mange, der gjorde aktiv modstand, og efter krigen lukrerede det officielle Danmark på få menneskers indsats.
Men hvorfor hævder han så, at filmen er ude i et slags nationalromantisk ærinde? Som vi ser det, beskriver filmen to modstandsmænd, der bid for bid afmonterer deres menneskelighed for at kunne fortsætte kampen. To mænd, der nægter at overgive sig. Og i den forbindelse fortæller vi om viljen til modstand, deres had til nazismen, deres tvivl, indre dæmoner og åbne sår på sjælen. Hvilken anden dansk modstandsfilm har gjort det? At Metz kan opleve dette som et ideologisk knæfald for DF, virker komplet ureflekteret og giver - må man da håbe - kun mening i Metz eget hoved.
Lad os for god ordens skyld slå fast, at vi ikke fortæller historien om samtlige danske modstandsgrupper. Vi fortæller historien om en ganske særlig specialgruppe, der havde udgangspunkt i de rester af Holger Danske, der fandtes i begyndelsen af 1944. En gruppe det indtil nu ikke har været muligt for historikere at komme tæt på. Hvor andre modstandsgrupper som BOPA, Studenternes Efterretningstjeneste, Hjem-meFronten, ja, selv Hærens Efterretningstjeneste har været genstand for forskning, har dette kapitel hidtil været fortalt som ammestue-historier i populære opslagsværker.
Vi taler her om det mest voldsomme kapitel i dansk besættelseshistorie.
Syv års research. Da vi begyndte researchen på 'Flammen & Citronen' i 1999, var det derfor meget svært at finde troværdige skriftlige kilder. Ved henvendelse til førende danske historikere viste det sig, at de tilsyneladende heller ikke vidste meget om Holger Danske gruppens aktiviteter. Vi har i sagens natur været nødt til at grundforske nye informationer frem. Vi endte med at researche i syv år. Vi har været i kontakt med ikke bare modstandsfolk fra Holger Danske, BOPA, 1944, Studenternes Efterretningstjeneste - men også med efterretningsfolk fra ind og udland, heriblandt tidligere og nuværende ansatte i Hærens Efterretningstjeneste (senere FET), SÄPO, MI6 og CIA. Det siger sig selv, at vi ligeledes har gennemtrawlet samtlige danske arkiver, både offentlige og private - og ligeledes en del udenlandske. I modsætning til Georg Metz ved vi, hvad vi taler om i krydsfeltet mellem Holger Danske, Hærens Efterretningstjeneste og Gestapo.
Metz' naive billede. Ikke desto mindre prøver Georg Metz at gøre sig til ekspert på lige præcis det illegale arbejde Holger Danske udførte. For eksempel anfægter han troværdigheden i beskrivelsen af HD folkenes relativt frie bevægelse rundt i byen - deres brug af benzindrevne biler, og deres dumdristige benyttelse af barer og restauranter, hvor tyske officérer og efterretningsfolk også kom. Georg Metz' naive billede af modstandsmanden som en ung knøs, der gemmer sig på et loftskammer, dækker ikke i tilfældet Flammen og Citronen og deres lille hårde gruppe. Her skjulte man sig, ved ikke at skjule sig. Byen var en jungle, hvor man kunne fordufte når som helst. Ligeledes er det et faktum, at de benyttede sig af benzindrevne biler til specialaktioner, qua deres gode forbindelser til politi og ambulancefolk. BOPA sabotører anså denne praksis for vanvittig, men en del af Flammens identitet var, at han førte underjordisk krig på første klasse. Hoteller og restauranter var en del af hans jagtmarker - det var her han havde mulighed for at komme tæt på fjenden. Vi taler om et mod og en mennesketype langt ud over det sædvanlige. Men tilsyneladende er det svært for Georg Metz at forlade sit grundfæstede billede af illegalt arbejde, og åbne sig for en version, der bryder med hans forbenede fordom. I mindre format har vi oplevet det i andre anmeldelser også: Denne tendens til at skubbe sin egen forestilling om besættelsen foran filmen - en halvbelæst forestilling, der lige netop bygger på ammestuehistorier fra efterkrigsårenes fælles mytologisering.
Kort sagt trækker Metz' selv sin kritiske næring og historiesyn fra lige netop den fælles fortælling han så inderligt afskyr. Og kommer på den måde til at fremstå salvelsesfuldt uvidende.
Bedsteborger-stil. Han rider ufortrødent fra den ene mølle til den anden, og intet i filmen finder nåde for hans frådende vrede. Han anklager unuanceret Mads Mikkelsen for at spille Mads Mikkelsen, og fatter ikke den enorme emotionelle kraft Mads Mik-kelsen bidrager med i filmen. Men heller ikke den unge skuespiller Thure Lindhardt slipper udenom. I hans rolle som Flammen hånes han for at gå "...i gestisk stilart, som en Clement Kjærsgaard, halvt i narkose". Udsagnet kan ikke fratages en vis barok humor, men det er på den anden side som at læse en bedsteborger i 1960'ernes begyndelse gøre sig lystig over Beatles frisurer, anderumper og larmende pigtråds-musik. Tilsyneladende repræsenterer Thure Lindhardt - ligesom åbenbart også Cle-ment Kjærsgaard - en form for ungdom og tvetydighed, som Metz har svært ved at acceptere, fordi de så indlysende emmer af en livsstil, der så tydeligt frastøder ham, og fratager ham muligheden for at sanse de flertydige nuancer, der bærer både skuespil og film.
For os som engang har respekteret krigeren Georg Metz, er det virkelig trist at se, at han forfalder til at skrive så nedgørende om andre mennesker.
Et korstog. Når vi er ved nuanceringen, så er det tydeligt, at det i høj grad er blevet Metz' svage punkt - hvis det nogensinde har været andet. Metz' tekst er ikke en anmeldelse, det et korstog: Alt i filmen beskriver han nedladende og under-vurderende. Han er ikke et sekund tvivl om sit eget udsagns værdi og gyldighed, et sandt kendetegn på en fanatiker, der har mistet jordforbindelsen - han lader sit blinde raseri fylde hver en sætning. Man kan spørge sig selv, hvor denne vrede egentlig kommer fra? Er den udelukkende politisk/psykologisk betinget? Eller har Georg Metz personlige aktier i den her historie, som ingen kender til? Hvorfor skriver Metz intet om de mere kontroversielle lag i filmen, de hidtil mørklagte ting om Flammen og Citronen? Hvorfor skriver han intet om Winther-karakteren? Om Hærens Efterret-ningstjeneste? Om spillet i Stockholm? Om Flammens gådefulde død? Netop de lag i fortællingen - med hidtil hemmeligholdte danske og udenlandske efterretnings-rapporter, og nye vidneudsagn som kilder - der direkte modsiger Metz anklager mod filmen, og lader hans tilsyneladende blinde arrogance stå og blafre i vinden.
Information, 4. april 2008
Var Flammens død så gådefuld?
Af Mona Jensen, historiker
Historisk Samling Fra Besættelsestiden
Til Ole Chr. Madsen og Lars K. Andersen:
I jeres kommentar 31. marts til Georg Metz' anmeldelse af filmen Flammen & Citro-nen bebrejder I anmelderen, at han ikke tager stilling til "hidtil mørkelagte ting om Flammen & Citronen," som bliver afsløret i filmen. Det gælder bl.a. "Flammens gådefulde død." Ifølge filmen blev Flammen stukket af en kvindelig dobbeltagent.
I fremhæver jeres syv år lange, grundige research. Bl.a. har I "gennemtrawlet samtlige danske arkiver." Det ville være interessant at få oplyst, hvilke kilder I baserer oplysningen om den kvindelige stikker på. lllegale blade fra besættelsestiden er kilder, der er frit tilgængelige for alle. Det kan derfor undre, hvis I ikke under jeres research er stødt på nekrologen over Flammen & Citronen i det illegale blad Danske Tidende fra november 1944. Danske Tidendes nekrolog indledes med oplysningen om, at de to modstandsfolks død var en tilfældighed. Både Flammen & Citronen døde som følge af, at Gestapo efterstræbte indehaverne af de villaer, som de opholdt sig i: "Helt tilfældigt gik han (Flammen, red.) Onsdag Aften d. 18. Oktober paa visit i Prokurist Nyegårds Villa, Strandvejen 184, hvor han sammen med nogle andre Gæster opholdt sig ved 10-Tiden, da Gestapo stormede ind for at arrestere Nyegaard."
Flammens død var ifølge Danske Tidende derfor ikke gådefuld; han var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og Gestapo "havde faaet ham ganske gratis."
Der er naturligvis al mulig grund til at tage kildekritiske forbehold over for illegale blade, der ukontrolleret bragte oplysninger til støtte for modstandsbevægelsen. Men er der efter jeres mening grund til at betvivle Danske Tidendes oplysning om, at Flammens mangel på security var skyld i hans død?
Hvis han, som filmen påstår, var blevet stukket, ville det være naturligt, at det fremgik af bladets nekrolog, der fremstiller Flammen og Citronen som danske helte, der tappert forsvarede sig mod Gestapo, inden de faldt. I stedet benytter Danske Tidende Flammens uheldige eksempel til at advare andre frihedskæmpere mod "at deltage i Selskabelighed med eftersøgte Folk eller at opholde sig i Lejligheder, der kan være under Observation."
I øvrigt vil jeg gerne gøre jer opmærksom på en ældre film, der tematiserer modstandsfolks "åbne sår på sjælen," som I hævder med jeres film at have gjort som de første. I jeres research er I åbenbart heller ikke stødt på filmen "Hvad med os?" fra 1963. Her er temaet netop modstandsfolks traumer efter at have deltaget i en formodet stikkerlikvidering, der efterfølgende viste sig at have været en fejltagelse. Filmen var instrueret af Henning Carlsen og manuskriptet skrevet af Leif Panduro.
Danske Tidendes nekrolog læses på www.besaettelse-befrielse.dk/leksikon.html og filmen "Hvad med os?" kan købes på dvd.