- kriminelle i modstandsbevægelsen

- barnebarn opklarer sagen

- Besættelsestidens Arkiv

Computerens skærmbillede flimrede. Jonna stirrede chokeret. En meddelelse hun måske alligevel vidste, blev nu bekræftet:

- David Dubois Jehnsen, 18.7.1908, likvideret 23.12.1944. Bopa -

Morfar David likvideret. Men hvorfor lige før juleaften? Likvidation er underskud i regn-skabet, da ikke dødsstraf og henrettelse? Visse folk gav sproget en smart drejning til likvide-ring. Hvem er Bopa? Hvad er Besættelsestidens Arkiv?

Jonna slukkede computeren.

Danny blev vred da hun havde sagt, at den lille skulle døbes David Dubois Jehnsen.

"Hold nu op", råbte Danny, "min søn er ikke jøde og skal ikke belemres med et jødisk navn og heller ikke det franske. Hvad skal et h i Jehnsen gøre godt for?"

"Jeg hedder Dubois Jehnsen", svarede Jonna.

"Du hedder Jensen, husk det, Jensen, vær så venlig", snerrede Danny; han var sur fordi han ikke kunne skifte navn til Dan Armstrong. Heldigvis vidste han ikke, at præsten havde gjort sit til at forhindre Dannys forsøg på navneskifte. Præsten havde sagt:

"Hvis han var din ægtefælle, så, naturligvis, han er jo far til dit barn. I indgår da ægteskab, eller vil du ikke? Selvfølgelig døber vi den lille David Dubois Jehnsen".

Jonna nikkede.

Jonnas mormor, Petra Jehnsen, havde gjort forberedelser til juledagene, trods varemangel og sortbørs, takket være krigen og den tyske fredsbesættelse, det underlige udtryk for tysk ag-gression.

Jonnas mor, Madelaine Jehnsen, dengang 8 år, legede stilleleg med de yngste for ikke at forstyrre far David med julepynten i stuerne, farmor og farfar skulle komme juleaften, men de kom nok ikke, det gjorde de aldrig, ingen havde set dem, nej de kom aldrig.

Så ringede dørklokken.

"David, vil du lukke op?", råbte Petra.

David gik ud i entreen, åbnede døren. 3 personer trængte ind i entreen, skubbede til David, han snublede og faldt. Han genkendte den ene, det var Smeden.

Petra kom forskrækket løbende og råbte:

"Jamen, David, hvad er det her for noget?"

"Petra, det skal du bare lade mig om. Gå nu roligt ud i køkkenet og tag børnene med dig, så taler jeg med de fremmede".

Petra satte sig på køkkenstolen, trak børnene ind til sig, hviskede:

"Jeg vidste det, han har aldrig fortalt mig det, ikke hele sandheden, kun lidt om hans familie, han sagde han hed Dubois og kom fra Frankrig, at de var jøder som var flygtet fra Hitlertyskland, men tante Allis fortalte at de var sigøjnere og følte hjemve efter Polen. Jeg forstod det ikke dengang fordi jeg var så glad for ham. Senere skænkede jeg det ikke en tanke om David var jøde eller sigøjneren Dohny Torec; han sagde han var lykkelig for mit navn Petra, og særlig for mit familienavn Jensen, som han gjorde finere, sagde han, med et lille h, til Jehnsen.

Et lille h gør vel ingen skade, tænkte jeg. Men så til vores bryllup i 1935, endda før vi havde forladt rådhuset, sagde han med et smil, 'jeg giftede mig på forfalskede papirer, det må du aldrig sige til nogen', og jeg vidste ikke, om det var pjank eller alvor, men nu var det sket, det var alvor, han var min mand, og jeg turde ikke og ville ikke tænke, om David da heller ikke var hans rigtige navn, og hvad skulle jeg tro?"

Der lød råben og tumult inde fra stuerne. Pludselig lød 3 skud. Petra besvimede.

Madelaine, 8 år, rev resolut køkkendøren op og løb ind til sin far; han lå i en blodpøl på gulvet, halvdelen af hans hoved var skudt væk. Blod, kødtrevler, hjernemasse og stumper af kraniet var sprøjtet op på gardinet.

2 mænd gik hurtigt ud i entreen, en tredje holdt entredøren åben. Så løb de. Nabokonen Sofie Nussbaum Sørensen alarmerede Københavns Vagtværn.

Sofie var Madelaines reservemor. Sofie og hendes mand, Axel Sørensen, havde ingen børn. Det var Madelaine, der ophidset og detaljeret fortalte om drabet på hendes far.

Petra kunne ikke, hun sad med et fraværende blik og et bittert træk ved hendes mund, så kom et dybt suk, og hun smilede lettet.

Sofie sagde: "Jamen, Axel, jeg har aldrig vidst, at David skulle være sigøjner, jeg troede han var jøde".

"Soffi, kan du ikke se forskel på en mus og en rotte", svarede Axel.

"Axel, nu er du ond, synes du virkelig jeg er en mus eller en rotte fordi jeg er en Nussbaum og er halvjøde?".

"Du er kun et nul, det har du altid været. Og lad mig så læse min avis i fred".

Sofie kendte Axels dobbeltliv, men ville ikke afsløre ham; i 1940 meldte han sig ind i det nazistiske parti og skrev antisemitiske læserbreve, men Axel skrev for kluntet, så det holdt op.

Hun huskede en af hans bemærkninger under et skænderi: "Jødepiger, der lever i blandede ægteskaber, skal altid være usynlig for manden, de skal altid være en usynlig race".

"I må ikke skændes når I har gæster", sagde Madelaine, "det er hverken fint eller høfligt".

"Søde pus, det gør vi heller ikke", smilede Sofie.

Petra så op i loftet, sagde: "Næ, det gør I vel ikke".

Københavns Vagtværn overdrog sagen til statsadvokaturen og politiet, rettelig de 100 danske politifolk, som var beordret til tjeneste hos det tyske kriminalpoliti på Politigården.

Få måneder tidligere, i september 1944, havde tyskerne elimineret det danske politi. 80 procent af korpsets 10.000 mand gik under jorden; 2.000 uheldigt indfangne førtes til en tysk kz-lejr.

Den politiske situation var usædvanlig. Landet havde ingen regering; den forholdt sig passiv fra 29. august 1943 efter at have svaret, at den ikke kunne imødekomme de tyske krav om indførelse af dødsstraf, et cetera. De daglige forretninger varetog ministeriernes depar-tementschefer. Rigsdagen holdt ferie. Magten lå i rigsdagens samarbejdsudvalg, 13-mandsud-valget af politiske partier, socialdemokratiet, radikale, konservative, liberale venstre og en enkelt fra det lille retsforbund.

Folketinget og Landstinget på Christiansborg, med det tyskklingende navn Rigsdagen, regeringsdomicil samme sted, var på intet tidspunkt i 1940-45 besat af tyske tropper. Den danske administration efter august ´43 fortsatte uændret med amter, kommuner, byretter, landsretter, højesteret, samt statsadvokaturerne, til hjælp for de nyoprettede kommunale vagtværn. Tyskerne gennemførte i de 5 år en tysk forvaltning så begrænset som muligt uden daglig indblanding i danske anliggender.

Stik mod forventning gav dele af befolkningen den lukkede rigsdag et sælsomt svar. Et liv uden det sædvanlige politi var som et tag-selv-bord. Det tynde lag fernis af kultur og civilisation, der dækkede det demokratiske lille lyntogsland, et gammelt kongerige der flød med mælk og flæsk, af tyskerne kaldet "vores provins flødeskum", krakelerede til banan-republik under besættelsens sidste måneder i en tilstand af opløsning og kaos. Politiske og kriminelle drab intensiveredes. Røverier, vold, pengeafpresning, tyverier, overfald, brande og hærværk udviste en brat, mangedoblet stigning.

Jonna, Davids barnebarn, stod i Rigsarkivet på Slotsholmen. Arkivaren, en kvindelig doktor i historie, sagde:

"Så må jeg gentage. Besættelsestidens Arkiv er en privat virksomhed. Hvorfor tror De det skulle være en offentlig institution?"

"Det har jeg ikke sagt", svarede Jonna iltert.

"Det var noget De fandt på Internettet, forstår jeg. Men hensyn til Bopa har mange personer indlagt materiale som åbne eller private lukkede arkiver, som kan være utilgængelige for offentligheden i op til 120 år, dog som regel kun 80 år. For at få aktindsigt i en sag kræver det en fyldestgørende ansøgning der indsendes her til Rigsarkivet. Har jeg forklaret mig tydeligt nok?"

"Jo, tak, det har De, måske?", mumlede Jonna.

"Hvad skal det renderi til for?", råbte Danny, "du er aldrig hjemme, og så på Rigsarkivet, gudfaderbevares".

"Du vil jo ikke, og nogen skal jo gøre det".

"Jamen der findes ingen pålidelige kilder fra den tid, det har jeg sagt. Jo, men så skal du tyre de parlamentariske kommissioners beretninger fra den tid igennem, og hvem gider gøre det på flere tusinde sider? Jeg kikkede engang i den på et bibliotek, gudfader, ikke til at finde ud af, og afhøringerne var hemmelige, altså skide udemokratisk. Bopa er kommunis-terne, og dem fra Besættelsestidens Arkiv siger de er objektive, men bare ude på at knalde Frode Jakobsen, som de påstår var nazist".

"Hold nu op, han var chefen for modstandsbevægelsen".

"Han var fanden, var han. Dengang var det alt sammen pil råddent. Og hvis du fastholder, at drengen skal hedde David, bliver det uden mig".

"Hvad mener du med det?"

"Det får du at se".

Den 4. maj 1945 kl. 17 meddelte englænderne: "Tyskerne har erklæret betingelsesløs kapi-lation fra 5. maj 1945 kl. 8.00 morgen i Holland, Nordvesttyskland og Danmark". Den danske befolkning åndede lettet op, udtrykt med jubel og glæde den 4. og 5. maj.

Men håbet om en endegyldig fred kvaltes af kendte og ukendte modstandsgrupper med en hær af de i sidste øjeblik tilrendte frihedskæmpere, som fik våben og armbind. Grupperne gik på klapjagt efter fredsbesættelsens politisk ansvarlige, forbryderbærmens stikkere, påståede landsforrædere, og sagesløse sonofre.

Aviserne, som lydigt havde fulgt regeringens og kongens bud under besættelse, og havde tjent penge på tyske annoncer, var nu villige talerør for frihedsbevægelsens luner og forføl-gelser. Landet sydede i ophidselse, de onde lo, de gode græd.

Der var mange tilløb til åben borgerkrig de steder, hvor frihedskæmpere skød mod andre frihedskæmpere i den tro, at de andre var nazistiske varulve. "Pas på varulvene", havde propagandaen sagt. Der var ingen varulve. Det kostede mange dræbte og sårede og et utal af dræbende vådeskud. De steder, hvor tyskerne blev angrebet og svarede igen, kostede også mange dræbte.

Den 10. maj 1945 tiltrådte den nye regering, en de facto juntaregering, befrielsesregeringen med 9 ministre fra modstandsbevægelsen og 9 politikere. Regeringens chef statsminister Buhl var den samme statsminister Buhl, som i 1942 havde holdt sin berygtede radiotale 'angiv sabotørerne'.

Stik mod forventning var juntaregeringen ikke et administrativt forretningsministerium indtil frie valg til Rigsdagen kunne afholdes, men en effektivt arbejdende lovgivningsmaskine, som fik alle forslag vedtaget af nikkedukkerne i Rigsdagen. Det var de samme nikkedukker som med få undtagelser alle var indvalgt i 1939 og 1943 og vedtaget alle love, som imødekom tyskerne, eller samarbejdsvilligt tilføjede nye detaljer i tysk favør.

Og man så med forbløffelse konfiskations- og straffelove med tilbagevirkende kraft, inklusiv dødsstraf, som for længst var afskaffet, blive fremlagt af juntaen og vedtaget i Rigsdagen.

Blandt ministrene i 10. maj-juntaregeringen var Mogens Fog, medlem af Frihedsrådet, neurolog, professor, kommunist, minister for særlige anliggender. Efter nyvalget i oktober 1945 afløstes Mogens Fog af Per Federspiel, liberale Venstre.

Per Federspiel, forretningsadvokat med tysk-jødiske aner og arvede landbrugsinteresser før krigen for eksporten af æg til England. Per Federspiel var under besættelsen bogholder og kassemester for indbetalinger af penge fra private og erhvervslivet til britiske SOE og modstandsbevægelsen. SOE havde forsøgt at sælge indsmuglede diamanter, uden succes. Per Federspiel trådte ud af regeringen i 1947.

Frode Jakobsen, medlem af Frihedsrådet, fik i maj '45 sit eget ministerium, i praksis mod-standsbevægelsens minister til oktober '45, da Jakobsens ressort gik til Per Federspiel. Frode Jakobsen, nyvalgt medlem af Folketinget, opnåede ikke senere at blive minister.

Møde på minister Per Federspiels kontor en dag i 1946.

"Goddag, Frode, hvad skylder jeg æren?"

"Goddag, hr. minister. Åh, det sædvanlige, alle dem der klager, klager, klager".

"Over hvad dog?"

"Uskyldigt likvideret, uberettiget drab på ærlig dansk mand, opofrende for fædrelandet. Altid det samme rædsomme bavl".

"Du har et hold kriminalbetjente til de nødvendige undersøgelser, hvad siger de?"

"De siger, at de ikke kan fremskaffe de nødvendige oplysninger".

"Jamen, Frode, det er jo latterligt, det er deres pligt".

"Hvor der intet findes, er der intet. Du kender dem, brødrene A fra vores centralkartotek under krigen, ærlige og rutinerede kriminalfolk, som gav os de nødvendige praj før en likvidering. Men nu, hvor det gælder hvorfor, en begrundelse og en forklaring, er de gået i baglås".

"Godt, send sagerne til mig, så ordner jeg det fornødne".

"Et par af dem er virkelig irriterende".

"Hvem? Brødrene A?".

"Nej, du godeste. Næ, det drejer sig om en sigøjner, David Jehnsen, som muligvis er jøde, og en antisemitisk lakaj, Axel Sørensen. Bopa erkender likvideringen, men vil ikke oplyse om begrundelsen".

"Fordækte sager? Ser man det. Ja, det måtte jo komme. Hvad har du tænkt dig?"

"At du giver afslag på indsigt i sagen til de pårørende, at de blev dræbt fordi deres færden betød en risiko for modstandsbevægelsen".

"Tak, jeg kender remsen. Som sagt, du sender sagerne til mig. Farvel, Frode, du må undskylde men jeg har travlt, farvel. Frode".

"Farvel, hr. minister".

Petra Jensen og Sofie Nussbaum Olsen fulgtes gennem årene som nabo- og skoleveninder og senere som energiske syersker i Herrekonfektionsfirmaet Dresshouse. Pigernes venskab blev tættere fra den dag, da Petra Jensens far, værftsarbejder Ole Jensen indledte et forhold til nabokonen, damefrisør Ruth Olsen. Ole Jensen og Ruth Olsen flyttede sammen. Den forladte hr. Olsen fik cancer og døde hurtigt, hvorpå datteren, ensomme Sofie, giftede sig med Axel Sørensen.

Petra Jensen mødte sin ægtefælle, David Dubois. Det var Axel Sørensen, der introducerede sin ven David til Petra, som blev fru David Dubois Jehnsen, den lykkelige moder til 3 børn.

En dag i november 1943 gik Axel Sørensen på besøg hos David Jehnsen til en vigtig snak. Davids børn var i skole og i børnehave, Petra og Sofie syede tyske officersuniformer hos Herrekonfektionsfirmaet Dresshouse.

Axel Sørensen var arbejdsløs maskinarbejder; hans mangeårige arbejdsplads Valhal Maskinfabrik var sprængt i luften som leverandør af luftværnskanondele til tyskerne.

Axel sagde: "Bopa forlanger, at vi stopper Dresshouse med en ildebrand".

David, hjemvendt tysklandsarbejder fra byggeri i Hamborg på 6 måneders kontrakt med god løn, stabilitet og sjælefred, svarede højtideligt:

"Nej, vi skal ej. På vegne mine hundredetusinde tysklandsarbejdende kammerater siger jeg udtrykkeligt: Nej, vi skal ej, det giver ingen løn til vores koner, kun fattiglusens under-støttelse".

"Jeg har sagt, at du gør det".

"Er du gal, mand? Mig?"

"Ja".

"Er du rigtig klog, mand? Hvem har fundet på det?"

"Smeden".

"Smeden? Er du da kugleskør? Vores tidligere legekammerat har aldrig været smed, han klarede frisag, så vi andre tog skraldet for den skide drengerøv, det dumme svin".

"Nu er Smeden en betroet mand i Bopa for en halv snes mand. Har du glemt, at vi sad sammen i spjældet?"

"Hold nu mund med vores fortid, tænk på vores søde koner, de ved intet".

"Der er noget mere. Smeden søgte ind til politiet og fik ansættelse som reservepolitibetjent, han har højden og gode soldaterpapirer".

"Ha ha, siger jeg bare".

"Jamen, vil du? Er du indforstået?"

"Hvis Smeden omsider er blevet fornuftig, er det måske klogt at vi lytter".

"Godt, vi ses i morgen, samme tid".

Axel sagde: "Du skal være fremme i porten tirsdag morgen kl. 5.20 efter spærretid. Du går ind i gården, stiller din cykel ved plankeværket, og ser en gråmalet 25-liters dunk med brændbart indhold. Den bærer du op til systuen på 4. sal. Jeg er på køkkentrappen på 5. sal og åbner døren fra lageret ned til systuen. Der skal være luft og gennemtræk til ilden fra systuen op til lageret. Døren til hovedtrappen i porten har jeg åbnet forinden. Når du kommer ind på systuen, lister jeg ned ad køkkentrappen og holder vagt nede i porten og venter til du kommer".

"Jeg skal altså vælte det brændbare indhold ud på gulvet, og sætte en tændstik til?"

"Ja, henne ved trappen op til lageret. Husk det nu, vent til du er henne ved trappen op til lageret".

"Hvis Smeden snyder os denne gang, jamen altså, dét siger jeg dig? Nå, det gør han vel ikke, han er vel omsider blevet klogere".

"Bagefter, det sagde Smeden, kommer vi med i Bopa med ugeløn og cigaretter, det sagde han".

"Ja, du har altid været imponeret af Smeden, men han er et skidthul. Nå, jeg gør som I vil, men det er synd for vores koner, de er meget glade for arbejdet".

Branden

Hvis David havde tænkt sig om den tirsdag morgen, burde han have reageret, da han så 2 ruller klædestof stå lænet op ad plankeværket, kun få meter fra hvor han stillede sin cykel. Og hvis han havde lyttet, ville han have hørt politiets grønne 'salatfad's velkendte brummen og knirkende bremser standse på hjørnet over for bagermester Johansens bageri.

David var mere optaget af dunken med 25-liter brændbart indhold, som aftalt, og at han havde set, at gadedøren i porten stod på klem. Han bar dunken ind på trappen, den var tung, han greb bedre fat, bar dunken op til systuen i Herrekonfektionsfirmaet Dresshouse.

Døren stod åben. Han løftede dunken op på skulderen og gik frem til lokalets midte med trappen op til lageret. Døren på 5. etage til lageret stod åben. Han fordelte dunkens indhold, benzin, petroleum, brandbomber i små bakelithylstre med krudt og fosfor, i en cirkel mellem symaskinerne uden om trappen op til lageret, derpå en lille sø fra trappen hen til cirklen, og den sidste slat ned i en topfyldt papirkurv.

Han satte en tændstik til papirkurven, den brændte, han vurderede afstanden hen til trap-pen og sparkede forsigtigt til papirkurven, en konfetti af ild landede yndefuldt tæt ved trappen op til lageret, ilden flammede, pludselig lød et hult drøn, trykbølgen bragede, ruderne klirrede.

Han løb hurtigt ned ad trappen, hurtigt hen til plankeværket i gården.

Og stivnede, cyklen var forsvundet, og, gudfader, hvor er de 2 ruller klædestof? De stod her før? Og hvor er Axel Sørensen? Der lød et brag, glasskår fløj gennem luften, flammer og røg strømmede med ildstormens susen, ud gennem de sprængte vinduer på 4. og 5. etage.

Pludselig stod 3 uniformerede hipofolk med maskinpistoler bag ham og sagde:

"Godmorgen, hr. brandstifter, nu følger De roligt med os, vær så venlig".

De satte håndjern på Davids ene håndled.

Ude på gaden holdt 'salatfadet', politiets mørkegrønne transportvogn. David blev skubbet ned på et klapsæde i førerhuset, håndjernet sat fast i en ring i dørstolpen, den ene hipomand satte sig bag rattet og ville starte, tændte forlygterne, de to andre bad om lys i vognen, og stillede sig tæt ved førerhuset, i midtergangen mellem de to rækker træsæder inde i vognen.

"Jamen, der skulle jeg jo sidde og hvorfor er vognen tungt lastet, den duver og svajer i svingene", tænkte David. Han kradsede sig på halsen og drejede ansigtet, og så, at hele vognrummet bag de to hipofolk var fyldt med ruller af klædestof fra Herrekonfektionsfirmaet Dresshouse.

David genkendte den ene hipomand, det var Smeden.

"Nu skal min hjerne stå stille", tænkte han, "reservepolitibetjent Herluf, som vi kalder Smeden, er med i Bopa, hvorfor er han så med i det dansk-tyske Hilfspolizei, hipo?"

Vognen standsede foran Vestre Fængsel; de førte ham gennem en dør. 'Dommervagten' stod der. På en væg hang et ur og en kalender, 14. november 1944, en skranke med en stabel papirer, og bag den en stol med en yngre mand, den vagthavende dommer, som læste i en rapport, nikkede og sagde:

"Er De David Jensen, født den 18. juli 1908?"

David nikkede: "Ja".

"Hr. Jensen. De fremstilles i dommervagten. Erklærer De Dem skyldig i tyveri af en rulle klædestof, stjålet fra Herrekonfektionsfirmaet Dresshouse, i hvilket firma Deres hustru er ansat. Erkender De tyveriet?"

David mumlede: "Tyveri, ikke brandstiftelse, hvad nu?"

"Tal højt, hr. Jensen, så jeg kan høre Dem".

"Ja".

"Godt, De erkender Dem skyldig i varetyveri til den sorte børs. Før ham ud. Den næste, og lad det gå lidt kvikt, vi har travlt".

David blev ført til Vestre Fængsels danske afdeling, adskilt fra den tyske afdeling med låste døre og tilmurede hvælvinge. En fængselsbetjent førte ham til en tom celle på 2. etage, trak den tunge dør til, låste, nøglerne skramlede. På den ene væg en fastspændt jernseng, en fedtet madras, et tyndt tæppe, under sengen en natpotte. På den anden væg stak et lille massivt træbord og en lille bænk ud fra væggen, det lignede en højmoderne skulptur, på bordet stod et bulet blikkrus.

Her sad han i en uge, intet skete, ingen yderligere afhøring; så blev han flyttet til den tyske afdeling. Igen en enecelle med det samme triste inventar. Her sad han i tre uger, der skete intet, ingen afhøring. Så tilbage til den danske afdeling i fire dage, og omsider løsladt, uden forklaring.

David var nervøs. Ingen havde talt til ham en hel måned, bortset fra vogternes rutiner, og hvis det faldt dem ind, hovent, brutalt.

Men hvad nu, hvad ville der ske?

Petra så forskrækket på ham. "Jamen, David, hvor har du været?"

Han lagde sin pegefinger på hendes læbe, hviskede: "Petra, vær stille, vær helt stille, nu er jeg kommet hjem, vi skal tale sammen".

Hun kyssede ham, hviskede: "David, jeg har været så bange, hvor var du?"

"Jeg har været i spjældet i Vestre Fængsel og ingen spurgte mig om noget som helst, og så blev jeg løsladt".

"David, jeg har mistet mit arbejde, sabotørerne satte ild til systuen og lageret, firmaet er lukket, nu får vi kommunehjælp, min fagforening sagde nej, jeg sagde du var hjemme og var arbejdsløs".

"Fik du mit brev? Jeg fik lov til at skrive til dig".

"Nej, jeg fik ingen brev, postbudene tør næsten ikke gå ud, de bliver skudt, siger folk, hvad skrev du?"

"Det er lige meget nu. Jeg skrev kærlig hilsen til dig og børnene".

"Nå, det var godt, det var pænt af dig at huske på os".

"Har du talt med Axel?"

"Axel Sørensen? Han vil ikke tale med mig, han undgår mig, og Sofie siger, at han er blevet så underlig indesluttet, han er måske syg, hvem ved, nervesvag, siger Sofie".

I dagene frem til den 23. december, den dag David blev myrdet, fandt de den gamle rytme, følte igen glæden og den stille lykke ved familielivet.

Petra fik det aldrig konkret at vide, men hun havde en mistanke, at David måtte have genkendt den ene af de tre drabsmænd, Smeden. Petra talte indtrængende med Sofie, som sagde, at hun havde spurgt Axel, og hvis man lægger to og to rigtigt sammen, så.

Axel Sørensen forsvandt den 3. januar 1945, formentlig dræbt ved skud samme dag. Han blev nogle dage senere fundet i et mosehul ved politiets og militærets skydebaner på Amager, overtaget af tyske officerer til jagtterræn. En jagthund skulle apportere en nedskudt and i et vandfyldt mosehul, men ville ikke, den stod ved kanten af den lille sø og gav hals. En oppasser vadede ud i mosehullet og bjergede jagtbyttet og Axel Sørensen.

Jonna, Davids barnebarn, satte sig tøvende på en tilbudt stol i Besættelsestidens Arkiv, et beskedent kontor med reoler, 2 computere, 2 skriveborde, en venlig ung mand, og en ældre dame. Damen sagde:

"Det hele er såmænd meget enkelt, min mand startede arkivet og da han døde tog jeg over sammen med", hun pegede: "vores fuldmægtig Bertil Eriksen, som er jurist, og jeg hedder Martha. Min opgave er at spore oversete detaljer i de 14 officielle beretninger fra den parlamentariske kommission, som blev nedsat af Rigsdagens Folketing den 15. juni 1945. Kommissionens afhøringer strakte sig over flere år med skiftende kommissioner, og samtidig fulgte offentliggørelsen i 14 bind plus registerbindet og et hav af bilag i en snes bind, slag i slag.

Bertil samler, registrerer og kommenterer det supplerende materiale, nemlig det som de politiske partier og de forskellige modstandsgrupper allernådigst lader os tilflyde, drypvis om jeg må sige. Er det ikke sandt, Bertil, de er ikke altid samarbejdsvillige? Og når det er gjort konfererer Bertil og jeg, hvorvidt den og den oplysning kan verificeres. Jeg håber ikke det lyder alt for indviklet?"

Bertil Eriksen rejste sig, gik hen til Jonna.

"Vi har kun den henvisning, som du fandt på Internettet. Den har vi fra private fortegnelser over besættelsestidens drab og drabsforsøg. Selvfølgelig findes der en liste i justitsministeriet, men den er klausuleret, og ingen ved hvor langt politiet kom med de nødvendige under-søgelser, fordi Frode Jakobsen fik det bremset i 1945. Jeg synes du skal gå direkte til Bopa. Her har du navn og adresse på en af dem, som jeg tror, vil kunne hjælpe dig. Hils ham fra mig og sig, at jeg har sendt dig".

"Tak", hviskede Jonna.

Hun så ind i Bertil Eriksens smilende øjne, og kom til at rødme, det fløj igennem hende: "Hvis nu Danny var som ham, køn og klog og ville hjælpe mig".

Da Jonna var gået, ringede Bertil til en af sine kontakter i Bopa.

Peter-Bopa

Hun tog med toget til Roskilde, derfra med en bus til adressen ved Roskilde Fjord, en lille villa med vidunderlig udsigt over marker, stranden og fjorden.

Peter-Bopa, en venlig gammel mand, åbnede døren og sagde:

"Goddag, Jonna, jeg har kaffe til dig og friskbagt hvedebrød, jeg må selv agere kok efter min kones død".

"Tak fordi jeg måtte komme".

"Du er velkommen, men jeg må med det samme sige, at jeg ikke kan hjælpe dig ved-rørende David Jensen. Den sag er lagt sten død. Men nu drikker vi kaffe og snakker sammen".

Jonna spildte kaffe på gulvtæppet og troede at hendes tænder ville klapre, når hun åbnede munden, hun var så nervøs, det var godt med kaffe og brød til nerverne, hun var så sulten.

Peter sagde:

"Bopa lagde David Jensen-sagen død fordi det var en kriminalsag, som politiet ikke måtte opklare. Forhistorien er den, at rigspolitichefen i maj 1945 bad politimestrene i samtlige politikredse om at indsende en liste med statusrapport over de i kredsen indtrufne, hidtil uopklarede drab og drabsforsøg. Men på det tidspunkt var modstandsbevægelsen imod politimæssige undersøgelser af de mange likvideringer foretaget af modstandsbevægelsen, som, sagde man, var blevet lovet, at likvideringerne ikke skulle undersøges og forelægges domstolene til bedømmelse om ret eller uret. "Det var krig", sagde man. Så enden på den legen skjul blev, at de politimæssige og juridiske undersøgelser blev standset i oktober 1945".

Jonna åbnede munden, forsøgte et "jamen?", og kom til at sprutte kaffe og tygget brød ud over bordet, hun rødmede og sagde: "Undskyld, jeg blev så ivrig".

Peter hentede et håndklæde. Jonna tørrede bordet med sin serviet:

"Altså, Bopa, jeg mener, Peter, hvad skete der senere? Der har jo været tid nok, masser af tid, hvorfor blev undersøgelserne ikke genoptaget?"

"Det var ikke opportunt for nogen af parterne. Vi er ved starten på den kolde krig, øst contra vest, og det skete midt i bataljen om politikernes rolle under besættelsen, en polemik som søgtes bremset ved hurtigt at gennemføre det såkaldte retsopgør mod stikkerne, du ved. Det var en utrolig skandale med dødsstraf og så videre, baseret på love med tilbagevirkende kraft. Stikkerne var det udtryk Frode Jakobsen konsekvent anvendte mod gud og hvermand og mod os kommunister. Han hvæsede 'stiggerne' så indigneret han kunne, ham, helve-desprædikanten fra Mors oppe i Limfjorden. Det lød som om 'stiggerne' var en opfindelse alene til ham, et patent der var hans, og kun for ham".

"Jamen, hvorfor Bopa, jeg mener Peter, hvorfor er Frode Jakobsen, som var modstands-bevægelsens chef, ikke din kop te? Og jeg som gik her og troede" -

"Færdig med ham, vi glemmer ham. Sig mig, Jonna, hvad har du egentligt lært i skolen om den tid?"

"Hvad jeg lærte? Det samme som alle andre, at befolkningen hjalp sabotørerne, og at Danmark var allieret med England, Rusland og USA i kampen mod nazismen".

"Ja, den eklatante historieforvridning i kraft af løgn og bedrag. Her kun én ting. Sovjet ville absolut ikke være allieret med Danmark, som ikke havde erklæret krig mod Nazi-Tyskland, men tværtimod åbenlyst støttet dem. Mere kaffe?"

"Ja tak".

"Og hvad har din mor fortalt dig?"

"Der skete det, at mormor Petras veninde, Sofie Nussbaum, som var gift med Axel Søren-sen, efter krigen rejste til sin familie i Norge, og mormor fik ansættelse på den nyopførte konfektionsfabrik. Alt om hendes David, min morfar David, blev fortrængt. Mormor sled og slæbte for at skaffe til husleje, mad og tøj, og min egen mor, Madelaine, viste ingen interesse når jeg spurgte hende, hvad der var sket. Hun blev vred når jeg spurgte, hvorfor hedder jeg Dubois Jehnsen".

"Har du søskende?"

"Ja, vi voksede op hos en enlig mor. Jeg har aldrig set en mand eller en kæreste sammen med hende, hun havde bollet med vores far og havde fået nok, han var en gift mand, han er vistnok død nu, og en dag spurgte en veninde mig, om jeg vidste, at min morfar var blevet likvideret under krigen. Og fra den dag stod i mig, at jeg ville vide, hvad der var sket".

"Godt, Jonna, se her, nu får du adressen på den, som jeg ved, ved besked om tyveriet af et stort parti klædestof fra værnemagerne i Dresshouse og den påsatte brand samme sted for at skjule sporene. Samt drabene på David Jensen og Axel Sørensen. Med hensyn til Axel Sørensen ved vi, at han til 1942 var medlem af nazipartiet og ivrig antisemit, og i 1943 drev dobbeltspil i samarbejde med det tyske kriminalpoliti, indtil en vis person kaldet Smeden kom ham på tværs.

Men lad nu være med at sige, at du fik adressen til Herluf Hansen af mig, så klapper han i som en østers, og du bliver hældt ud. Sig til ham, at du har læst om ham i en bog. Jeg har bogen til dig, det er en gave, her skal du se, her er et billede af ham. Herluf Hansen, Smeden, det er ham, han er gammel og vigter sig i storhedsvanvid som antikommunist. Men pas på ham, han er altid bevæbnet, han har et våbenlager, han er dødsens farlig. Det var ham, der satte lus i skindpelsen hos Bopa, satte grimme pletter på vores omdømme, fik det gjort kriminelt, fordi han som vaneforbryder fik folk til at tro på alle sine løgne, trods han var ansat i politiet, og det kun var et spørgsmål om tid, før han blev afsløret. Derfor er han mistroisk mod fremmede. Han var ven og partner med en anden højkriminel reserve-politibetjent, Poul Frederiksen, som vi måtte likvidere. Senere klarede Herluf frisag, fordi han blev indvalgt i folketinget, og her gik han på omgang mellem tre-fire forskellige partier, til de blev trætte af ham og hældte ham ud, han forsøgte sig i kommunalpolitik, det gik heller ikke, han var og er en storpralende primitiv egoist".

Bopa-Peter tav, slog et hårdt slag i bordet med knyttet hånd, udbrød:

"Jonna, du skal være forsigtig, lov mig det. Og en ting til, tag Bertil Eriksen med på besøget, han vil være en fornuftig ledsager og den fornødne skytsengel. Jeg ringer til ham".

"Altså, Bopa, jeg mener Peter, tusind tusind tak, men alt det du fortæller mig gør mig så nervøs, nu skal jeg tisse, det er al den kaffe, hvor er toilettet, åhgud, nu tisser jeg i bukserne, hvor er min mulepose?"

Jonna greb sin store taske, syet som en mulepose, og løb ud til toilettet.

Da hun kom tilbage stod Peter med en tyk A4-konvolut og en plasticpose med et tørklæde, åbnede tørklædet, viste hende en 7,65 mm pistol, og sagde:

"Jonna, kender du noget til våben?"

Jonna veg forskrækket et skridt tilbage: "Nej, gudfaderbevares".

Han lagde plasticposen med pistolen og den store konvolut ned i hendes muleposetaske.

"Du må kun bruge den i selvforsvar, og kun i yderste nødværge, jeg kender ham og jeg ved, at hvis han føler sig truet, kan han finde på hvad som helst".

"Jamen altså Bopa, eh, Peter, det kan jeg ikke".

"Tal nu fornuftigt med Bertil, han hjælper dig, i konvolutten finder du alle relevante doku-menter og fotografier. Og gå så, Jonna, tak for besøget, der går en bus til Roskilde om ti minutter".

Forsikringsselskabet Flygias direktør Eriksen oprettede i 1940 'Haglskadeforsikringsselskabet Svalen', med en kontordame og tre jurister. 'Svalen' var et detektivbureau; deres agenter var et netværk af andre forsikringsselskaber, advokater, politifolk, dommere, søfolk, erhvervs-drivende, og mange andre. 'Svalen's direktør var lillebroder Eriksen, som blev fader til den senere advokat og fuldmægtig i Besættelsestidens Arkiv, Bertil Eriksen.

'Svalen' lukkede i 1965, de andre forsikringsselskaber havde lært metoden.

Året efter blev Bertil arving til en stor samling dokumenter, som han ville sende direkte til papirmøllen. Men nysgerrighed fik ham til sortere arkivalierne og lægge dem i skabe og reoler i husets kælder.

En ny gennemgang afslørede det kedsommelige, direkte til papirmøllen; alt det øvrige, det interessante, blev samlet i mapper mærket 'b.kompin', Bertils komparative interesser.

Så fulgte indskrivningen af 3 registranter på en ny, stor, effektiv computer. Registrant 1, sagens nummer og navn, med henvisninger til alle sagens dokumenter. Registrant 2, sagens personer, alfabetisk rækkefølge, efternavnet først. Registrant 3, datosortering, sagens doku-menter sorteret efter A-dato, sagens dokumenter vist i sammenhængende rækkefølge, og B-dato, den først nævnte dato i hvert enkelt dokument.

Det blev et redskab med henvisninger til hver enkelt sag, som blev samlet i et 'foreløbigt resultat' med sagens komparative politirapporter - fotografier af gerningssteder - efterlys-ninger med fotografier af mistænkte - efterlysninger og fremlysninger af stjålne effekter - dødsattester - ligsynsrapport - obduktioner - rapporter fra et laboratorium for ballistiske under-søgelser af projektiler, udtaget fra dræbte personer, flest mænd, mange kvinder - mistæn-kelige ejendommes skattevurdering, købspris, salgspris, belåning, private pantebreve - statistik vedrørende likvideringer og uopklarede drab - eksporttal for mængder og priser af landbrugsprodukter til tyskerne, inklusiv fiskeeksporten - eksporttal for mængder og priser af industriprodukter, inklusiv våben og ammunition til tyskerne - lønningslister for ansatte danskere i tyske korps - kort sagt alle kategorier samfundsrelevante og kriminalitetsafslø-rende faktuelle og komparative oplysninger fra besættelsestiden, og blinkende spørgsmåls-tegn:

- Kan bruges? Ja, tryk næste - Kan måske bruges? Ja, tryk næste / Nej, tryk næste - Kan ikke bruges, hvorfor ikke? - Fordi, tryk næste -

Bertil var tilfreds med sin hjemmelavede registrant-akrobatik.

Jonna havde sat sin lille søn i pleje hos sin nygifte søster, som var henrykt; hun var glad for sin lille nevø, der skulle være prøven for hendes mand, hvordan det var, når der kom småfolk i deres egen lille familie. Jonna havde en klump i halsen:

"Danny er flyttet hjem til sin mor, bare fordi den lille hedder David Dubois Jehnsen, Danny er en skiderik, under overfladen er han fascist og racist, jeg vil aldrig se ham mere. Men du skal være sød imod min David, jeg kan ikke, jeg er så nervøs. Hvis jeg ikke får hul på sagen stopper jeg og kommer og henter ham. Nu skal jeg hjælpe Bertil, så må vi se".

Bertil havde inviteret Jonna som medarbejder i kælderen under Bertils hus.

Jonna medbragte sin muleposetaske med Bopa-Peters dokumenter om Smedens meriter, vedlagt fotografier.

"Glimrende", sagde Bertil, "vi går i gang med det samme".

Bertil havde for vane, at læse og forstå et dokument samtidig med, at han indskrev teksten på computerens tastatur. Hastigheden var derefter, lidt langsom.

"Den metode er alt for langsom, du bliver aldrig færdig, lad mig prøve", sagde Jonna.

"Ja, værsågod, men det skal være korrekt, ellers går der kludder i registranterne".

"Du med dine registranter", mumlede Jonna.

Bertil blev dybt imponeret da han så, at Jonna ikke læste dokumentet for at forstå. Hun vidste end ikke, hvad hun skrev. Det han så, ville han aldrig kunne gøre efter. Jonnas øjne og hjerne transmitterede et antal ord, og hendes fingre indtastede automatisk og lyn hurtigt den korrekte tekst.

"Oh", tænkte Bertil, "jeg har fundet en partner til det grove arbejde, gudskelov". De spiste frokost og drak kaffe, og bagefter sagde Bertil:

"Nu kommer lakmusprøven".

"Må jeg prøve?".

"Nej, Jonna, nu er det mig, så kan du hyle op, hvis jeg træder i spinaten".

"Skriv nu, Herluf Hansen, smed".

"Jonna, ti nu stille. Nu skriver vi Hansen, Herluf. 07.10.1920".

"Gud, han er jo ældgammel".

"Det siger bingo. Se, søde pige. Jamen, se dog. Kors, hvor det bingoer".

"Bare nu ikke Bertil får hjernekuller og registranterpip?", tænkte Jonna.

"Så følger Sørensen, Axel. 21.01.1915. Se, bingo. Og her Jensen, David. 18.07.1908. Ja, det kommer, bingo. Og Jehnsen, David. 18.07.1908. Se, bingo".

"Stop nu, Bertil, har du set at David er den ældste, der er 7 år ned til Axel Sørensen og 5 år ekstra ned til Herluf. Har du set det?".

"Ja, og det synes at bekræfte, at Axel Sørensen kan være krumtappen i deres bekendtskab, for hvad skulle David stille op med den 12 yngre Herluf?"

"En fælles interesse fra gaden, skolen, ungdomsfængsel, måske i kirken?"

Bertil svarede blidt: "Jonna, søde pige, jeg kan forsikre dig for, at de varylere ikke gik i kirke".

"Prøv Torec, Dwohny. 18.07.1908".

"Hvem er det? En kvinde eller en mand?"

"Jeg vil se, om morfar David også var sigøjneren Dwohny Torec".

"Med samme fødselsår? Ja, vi prøver: Torec, Dwohny. 18.07.1908, jo, det sagde bingo".

"Jamen, Bertil?"

"Ja, hvad nu?"

"Bertil, se på det? Det er Hilfspolizei. Hipoernes lønningsliste, dem der var med i Hilfspoli-zei".

"Hilfspolizei? Ti stille, det farer jo af sted. Stop, der er den. Vidste du det? Din morfar David, alias sigøjneren Dwohny Torec, var med i Hilfspolizei?"

"Det passer ikke, Bertil, det er den rene løgn. Det kan ikke passe, Bertil".

"Det må vi se på senere".

"Nej, Bertil. Det skal være nu".

"Sludder, nu gemmer vi varylerne i master-kopier på en cd-rom. Som skal hedde, ja, hvad skal vi kalde den?"

"Varylerne, skriv det, varylerne".

"Varylerne? Ja, selvfølgelig".

"Og hvad gør vi så?"

"Så joller vi ind til fru Marthas arkiv og ser, hvad fænomenalt der så sker, for noget sker".

"Jamen, jeg må vide, om morfar også var hipomand?".

"Søde Jonna, hør nu. Vi sidder med en spand lort fra en lurvet periode med svindel og humbug og krig og tragedier, og jeg er så træt".

"Du kan sove når du er død. Vi skal ind til fru Martha. Kom så".

Fru Martha, ejerinden af Besættelsestidens Arkiv, foldede sine hænder og sagde, at hun var så bevæget, at hun ikke kunne holde tale, men:

"Min glæde er stor, for endelig kan vores gamle arkiv bruges til det, som min kære mand netop havde tænkt sig. - Der vil komme en dag, sagde han, da vi sammen med andre arkiver danner én stor fælles database, som vil fange alt det ubehagelige som endnu ligger i besættelsestidens mørke. Alt det infame og alt det heroiske skal frem, og så vil det vise sig, at vægtskålen med infamiteterne vejer tungest. Der skal oplysning over landet, sagde Hørup. Min mand var en stor beundrer af Hørup. - Jamen, Bertil, du hører jo slet ikke efter".

"Martha, vi arbejder, kom og kik, nu skal du og Jonna hjælpe til", svarede Bertil.

Pludselig udbrød Jonna: "Jeg har det, selvfølgelig".

Bertil studsede. Der var en ny tone i Jonnas stemme.

"Hvad har du?"

"Jo, hør nu. Vi køber flere cd-rommer og joller hjem igen, og lægger alle registranterne fra forsikringsselskabernes detektivbureau ned på en stribe master-kopier, og joller her tilbage og samkører hele møllen med Marthas arkiv. Den prøvekørsel vi sidder med, alle "varylerne" ind på Marthas arkiv, viser jo netop, at det kan lade sig gøre. Konfigurationerne og formaterne passer til hinanden som hånd i handske".

"Ja, hvad havde du ellers tænkt dig, papand, det var hele formålet, dit fæ", snerrede Bertil.

Fru Martha stod betuttet: "Jamen Bertil dog, vrisser du? Nu må du passe på, at du ikke ødelægger vores arkiv".

Jonna sagde: "Peter Bopa mener, og det sagde han som en tydelig advarsel, at Herluf Hansen har et våbenlager og altid er bevæbnet med en 9 millimeter pistol".

"Altså, kvinder, ti dog stille", mumlede Bertil

Dagspresse, radio- og tv-stationer meddelte, at advokat Bertil Eriksen og kontorassistent Jonna Dubois Jehnsen var kommet ind i huset under falske forudsætninger, idet de udgav sig for journalister fra et herværende dagblad.

Besøget hos 84-årige forhenværende politiassistent Herluf Hansen udviklede sig katastrofalt. 'Journalisterne' påstod at have beviser for, at Herluf Hansen, som i 1942 blev ansat i politi-korpset som reservepolitibetjent, i november-december 1944 og januar 1945 også havde tjent i det dansk-tyske Hilfspolizei, det berygtede hipokorps.

I denne egenskab skulle han i januar 1945 have myrdet maskinarbejder Axel Sørensen, som han havde lokket til at deltage i et stort tyveri af klædestof fra et værnemagerfirma, og påsat ildebrand for at skjule sporene. Axel Sørensen var en nazistisk medløber og antisemit.

Endvidere at Herluf Hansen havde deltaget i likvideringen lillejuleaften 1944 af David Dubois Jehnsen, en statsløs jøde, som udgav sig for at være sigøjner fra Polen. David Jehn-sen havde også deltaget i tyveriet og ildspåsættelsen.

Med rystende hænder, grågul i ansigtet med pletter af ligblege, læste Herluf Hansen en rap-port fra bagermester Johansen, en af netværkets agenter i detektivbureauet Haglskadeforsik-ringsselskabet Svalen. Facaden til Johansens bageri og butik lå overfor porten til Dresshouse Ejendomsselskab med konfektionsfirma i forhuset, bag det en gård og en fabriksbygning til værksteder med håndværkere, i den åbne baggård træskure med garager.

Johansen havde sin personvogn og bageriets varevogn stående opklodset i en af garagerne.

Klokken 03.10 den morgen hørte Johansen motorbrummen ude på gaden, han slukkede lyset i bageriet, gik ind i den tilstødende mørkelagte butik, åbnede døren, og så politiets grønne transportvogn 'salatfadet' køre ind gennem porten til Dresshouse.

Johansen var før krigen en rutineret amatørfotograf, nu med et effektivt Leica kamera, som hans kontakt i modstandsgruppen Holger Danske havde 'organiseret' hos en likvideret såkaldt 'stikker'. Johansen greb Leicaen og en kikkert, en værktøjskasse og en smørekande, trak i en snavset kittel, og gik tværs over gaden ind gennem porten til Dresshouse.

Hvad han så, overraskede ham ikke, 'salatfadet' var bakket hen til vareelevatoren udvendig på muren op til lageret. En civilist og tre hipofolk var i færd med at tømme klædestoflageret på 5. etage. På elevatorens gitterværk havde hipoerne ophængt 2 projektører som arbejdslys, og lyset var tændt inde på lageret.

Johansen så til overraskelse, at han genkendte civilisten, Sofie Nussbaums ægtefælle, Axel Sørensen. Sofie havde i flere år været en af Johansens kunder oppe fra systuen. Johansen havde flere gange set Axel Sørensen vente på Sofie, især når det var hendes lønningsdag.

"Jamen de er jo idioter", mumlede Johansen fra sit skjul bag skarnkasserne, mens han knipsede løs med Leicaen. Så blev det pludselig bælgmørkt, hipoerne var på vej ned med elevatoren. Johansen løb ind i baggården, og via en smutvej nåede han tilbage til bageriet.

Klokken 05.10 rullede 'salatfadet' ud gennem porten, vognen knagede og svajede under vægten, den kørte hen til det første gadehjørne og drejede til højre.

Klokken 05.20 kom en cyklist, som Johansen også kendte, syersken fru Petra Jensens ægtefælle. Johansen så 'salatfadet' komme fra hjørnet og parkere foran Dresshouse, de tre hipofolk sprang hurtigt ud af vognen og gik ind i porten til Dresshouse.

Klokken cirka 05.35 startede branden oppe i systuen, Johansen ringede til brandvæsenet, og holdt samtidig Leicaen klar, og netop da han havde lagt telefonen, så han de tre hipofolk komme gående med en mand i håndjern, den arresterede Petra Jensens ægtefælle.

Hipoerne tændte 'salatfadet's forlygter og lyset inde i vognen, hvorpå Johansen fik lynskudt mange optagelser før bilen startede og kørte. Personerne i den fremkaldte film og forstørrel-ser i store kopier, blev dermed afsløret. Bagermester Johansen fik en medalje for sin snar-rådige indsats.

"Og hvad så? Han er jo kun en skide kommunist", råbte Herluf Hansen.

Dernæst at Herluf Hansens gode ven, den højkriminelle reservepolitibetjent Poul Frederik-sen, havde deltaget i drabene, som bidrog til hans likvidering af Bopa i februar 1945.

At en kollega havde bevidnet, at Frederiksen til ham havde sagt, at Smeden havde sagt, at han havde 'pløkket' dem med 'vitaminpiller' fra sin tjenestepistol, som havde en skade ved skæftet og derfor risikabel i brug.

At kollegaen var gået til sin illegale foresatte, som beordrede ham til at få Herluf Hansen til at aflevere den beskadigede pistol og få en anden.

At drabsvåbnet derefter blev sendt til ballistisk undersøgelse til sammenligning med de fundne projektiler i David Jensen og Axel Sørensen, og det havde sagt bingo.

Ved at høre disse drabsanklager blev Herluf Hansen, ifølge de tilstedeværende vidner fra familien, så ophidset, at han greb et af sine våben, en maskinpistol, og skød mod de to indtrængende, som begge blev dræbt.

Men kort før den unge kvinde døde af blodtabet, trak hun en pistol, og ramte Herluf Hansen med to dødelige skud i hjerteregionen, og vidnerne hørte den unge kvinde sige:

"Det var nødværge, sig det til Bertil og Peter".

"Det er hvad vi foreløbig ved", udtalte statsadvokaten ved et pressemøde, "men det er sandsynligt, at der gemmer sig et større drama bag denne sag. Vi ønsker selvfølgelig oplyst, hvorfor en tidligere politiassistent med hæderstegn for 25 års tjeneste i politiet, gemmer et ulovligt våbenlager af ikke ubetydeligt omfang. Der er tale om gamle, men omhyggeligt vedligeholdte våben fra besættelsestiden.

Ja, korrekt, det kunne godt ligne en mani hos den pågældende. Nej, vi ved intet om, hvorvidt Herluf Hansen følte sig truet. Men der verserer rygter om forbrydelser, som Herluf Hansen skulle være bagmanden for. Ja, det er korrekt, han fik en betinget dom for overfald i beruset tilstand på en danserinde i en natklub. Er der flere spørgsmål?

Nej, jeg glemmer ikke Deres spørgsmål, men undersøgelsen af de mange bank- og spare-kassekonti er endnu ikke afsluttet. Ja, det er korrekt, rygterne taler blandt andet om ulovlig indsmugling af cigaretter og spiritus, samt bankrøveri og røveri fra en pengetransport. Nej, det har De misforstået, for så længe der kun er tale om rygter, kan vi ikke komme videre.

Er der flere spørgsmål?

Nej, det ved vi ikke, men vi håber, at de 3 drab er de sidste drab. Ja, det kan jeg bekræfte. Nej, til Deres spørgsmål kan jeg sige, at vi står med en kompliceret sag og anmoder derfor om offentlighedens hjælp, der kan føre til sagens opklaring".

index