FØR  PREMIEREN-

"Anne Louison, tillader De?". En let berøring på hendes arm. Anne huskede datoen, hun stivnede, smilede nervøst. 

Denne dag ville hun møde præcist, ville ikke komme løbende forvirret i sidste øjeblik, ødelægge koncentrationen for kammeraterne i ensemblet på teatret, med hændervridende Davidsen halsende i hælene efter sig ind i garderoben:

"Åhgud, Anne, skynd dig, tæppet går om to minutter, vedgud, Anne, jeg må trække i din gage".

Nej, denne gang skulle det gå ordentligt til, en lille let middag i teatres café sammen med Davidsen; problemerne med den mislykkede finansiering af teatrets drift, måtte kunne ordnes. Derpå slappe af med et bad, hvile i tyve minutter, på-klædning, sminke, gå tøvende ind på scenen, stå bag tæppet, sanse atmosfæren hos aftenens publikum, som sædvanlig lidt nervøs, men veloplagt.

Anne låste bilen, det støvregnede, det blev tidligt mørkt. 

Få skridt fra teatret blev hånden på skulderen til et fast greb.

"Anne Louison, tillader De?".-

Det havde stået på i et par år, det med centralcomputeren i Indenrigsmini- steriet, og et lille bærbar apparat til hver borger, fyldt 18 år. Mange ting var blevet nemmere, man kunne kunne få den til biler, det begrænsede kriminaliteten, man kunne kalde biblioteket, supermarkedet, politiet, skattevæsenet, folkeregistret, mini-sterier, hvad som helst, kunne telefonere og se aktuelle nyheder på et lille tv. Det var så nemt. Ved et lille overtræk på checkkontoen bippede banken: "Borger, husk Deres indbetaling til banken". Det blev sagt på mange sprog, en stor service, alt blev hurtigt og bekvemt registreret.-

"Vær venlig at gå frem i vognen", sagde den ældste; han lignede en kommunal bedemand med guldtresset kasket.

Anne gik et par skridt frem, døren bag hende lukkedes.

Hun så, nej, hvorfor var ruderne mørkeblågrønne? Uden gadernes neonlys ville alt være bælgmørkt. Hun anstrengte øjnene, og så den yngre mand, også i diskret mørkeblå uniform, hente hendes computer, give den til den ældre kollega, derpå dreje om på hælen og gå tilbage og sætte sig ind i hendes bil. 

Jamen, han kørte med hendes bil, forsvandt med den fra parkeringspladsen.

Nu satte den ældre sig ind i førerhuset, startede den tunge vogn, et samtale-anlæg summede, hun sad bag hans ryg, med en mørkegrøn glasrude mellem dem, hun så gadens færdsel, bilens instrumentbrædt, mandens tykke fingre på gearstan-gen. Han rettede på et stort spejl, så i spejlet på hende, nikkede til hende, og sagde venligt:

"Jeg skal melde til hovedkontoret".

Anne bankede nervøst på ruden: "Hvad er meningen, hvor kører De mig hen? Min direktør venter mig på teatret".

"Vogn 5 kalder, vogn 5 kalder".

"Vogn 5 modtaget, er der noget særligt?".

"Jeg har borger Anne Louison i vognen".

"Hvad vil I mig?", råbte Anne.

"Lige et øjeblik, vores klient er lidt urolig". Manden så ind i spejlet, smilede, nik-kede og sagde: "Nu kan De tale med hovedkontoret".-

En iskold, nedladende, læspende damestemme: "Hvad vil De, borger, er De Anne Louison?".

"Hvad jeg vil?", råbte Anne, "jeg skal på teatret, forstår De ikke det, vi har premiere i aften, jeg skal spise middag med direktøren præcis klokken atten, hvad er meningen, må jeg få en forklaring? Kør mig tilbage til teatret".

"Borger Anne Louison, det er datoen for Deres selvvalgte bortgang, det har De da ikke glemt, vel?".

Datoen?

"Åh, gud", mumlede Anne. Hun hørte ordene løbe fra munden, den dummeste undskyldning; læberne sitrede, tænderne klaprede:

"Datoen, hvilken dato? Nej, det er en fejl, det har jeg aldrig gjort. Jo, det har jeg, men det er længe siden, meget længe siden, jeg var desperat, det har jeg fuldstændig glemt. Nu har jeg det godt, mine pengesager er i orden, og jeg".

"Borger Anne Louison". 

Åh, gud, den forbandede kolde, nedladende kvindestemme: 

"De har bekræftet Deres ønske tre gange i de seneste tre måneder, vi har det skriftligt fra Dem".

"Det er usandt, det er løgn", råbte Anne.

"Vogn 5, er De klar til dataoverføring?".

"Vogn 5 her, dataoverføring, javel".

Chaufførbedemanden trykkede på kontakter, en maskine summede, han læste i udskriften, holdt den med den ene hånd, kørte vognen med den anden hånd, en klap i væggen åbnedes, papiret faldt ned på gulvet foran hende, manden tændte et svagt lys:

"De kan selv læse udskriften, frue", sagde han.

"Hvorfor, hvad skal jeg læse?".

-

begæring om human bortgang af dato 

1: bekræftelse. 2: bekræftelse. 3: bekræftelse på begæring af dato 

Underskrift Anne Louison, skuespillerinde, bopæl, personnummer 

LHD eneste statsautoriserede landsforening for privat og human dødshjælp 

Økonomisk hjælp til formålet kan anvises-

Anne læste med opspilede øjne.

"Det er et falsum, hører De? Det er et falsum, forstår De ikke det? Se efter i de andre papirer, det var en sensation da jeg vandt en stor gevinst i lottoet, kan De ikke huske det, over to millioner kroner. Er det ikke registreret? Tror De virkelig jeg vil dø nu, midt i min største succes som kunstner?", råbte Anne.

"Nåh, det ved jeg nu ikke, borger Anne Louison". Åh, nej, denne nedladende kvindestemme: "Det ændre jo ikke ved, at De tre gange har bekræftet Deres ønske om human dødshjælp, vel? Gør det vel?".

"Da ikke i dag? Hører De mig?".-

Anne tog sine sko af, hamrede dem mod ruden bag mandens ryg.

"Hr. Mand", råbte hun skingert, "vil De øjeblikkelig standse".

Chaufføren standsede langsomt vognen, smilede venligt til hende i spejlet: 

"Hør nu, frue, det går meget nemmere, hvis ikke De er så nervøs".

De holdt foran Botanisk Have. Anne genkendte stedet, hendes eget hjem; der-oppe i ejendommen lå Uffes såkaldte herskabslejlighed; han glemte, at han fået den næsten foræret af Fritjof. 

Det var her, centret for hendes ulykker, i dette nabolag omkring Botanisk Have, et skæbnetræf, kun få hundrede meter fra indkørslen til Kommunehospitalet i Fari-magsgade.

Sidste år havde Uffe sagt: 

"Det er da underligt med de mørkeblå bombebiler, der kører ind på hospitalet. Hvad mon de laver?". 

I flere dage talte han ikke om andet. 

"Anne, ved du det? Jeg spurgte i porten ved hospitalet. De blå vogne, sagde jeg, hvad laver de? Han gloede dumt på mig og svarede fornærmet: Nåh, ved De ikke det? Det er til selvmorderne".

Men Uffe og Birgitte fik noget andet at tænke på.

To dage senere vandt hun og Birgitte den store gevinst i lottoet, hun havde selv udfyldt kuponen, og Birgitte betalt den, de skulle dele, to millioner netto efter skat, men Birgitte krævede pengene udbetalt straks.

"Vær nu ikke pjattet, lille skat, du er sytten år og kan ikke selv bestemme". Og Uffe sagde: "Så, Birgitte, din mor har ret", og havde trukket hende ind til sig og sagt: "Anne, min lille fugleunge".

En uge senere fandt hun dem på isbjørneskindet foran pejsen, nøgne og sanseløse af druk og narkotika. Hun var flygtet ud til Fritjof, havde ikke andre steder at gå hen, havde været så oprevet, hun havde glemt, at Fritjof havde forladt hende.

Birgitte var fem år gammel, da Fritjof en dag lukkede døren, gled bort og for-svandt; på en efterladt seddel havde han skrevet: 

'Anne, du kræver og kræver og giver aldrig noget igen. Mit arbejde er vigtigere end dit fjolleri'.

Hun havde søgt ham forgæves overalt, ville sige: 

"Jamen Fritjof, jeg vil forandre mig, opgive teatret og skuespilleriet, være en ganske almindelig husmor. Jeg ved, du er en dygtig ingeniør, men hold dog op med din evindelige snak om dine opfindelser. Der er dage, hvor jeg ikke har penge til brød, fordi du har købt kemikalier og nyt støbestål til dine eksperimenter, men din løn rækker ikke til".

Fritjof var rejst, Fritjof arbejdede på et laboratorium i Belgien.-

Hun havde været tvunget til at dele seng med et utal af reklamefolk, politikere, teaterdirektører, alle der forsøgte at få, eller havde indflydelse på at give statstilskud til teaterdrift. Til sidst sank hun så dybt, at hun rejste rundt til tarvelige steder i provinsen og i udlandet med et stripteasenummer, boede seks måneder sammen med en asiatisk sjuft i London, han sløvede både hende og Birgitte med narko, skiftede i sengen med dem efter behag, til hun med en kraftanstrengelse fik revet sig løs fra helvedet med en hensynsløs mand, og rejste til København, til politiet, skattegæld og andet pjat. 

Der var en Jørgen P, men hun havde trodsigt sagt: Nej, en politimand, nej.

Birgitte fandt sig hurtigt en fyr, til Jørgen P bragte hende hjem til den rædsels-fulde, rottebefængte, iskolde, drivvåde kælderlejlighed, et hul ude på Vesterbro i en saneringsejendom. 

"Birgitte er narkoman og fuld af kønssygdomme, pas på hende", sagde han.

Så var hun tilfældigt rendt på Fritjof, han sad i Botanisk Have og nød solen, læs-te i en bog, dengang boede hun og Birgitte på et pensionat, hun havde ingen penge, hverken til pensionat eller transport, løb nervøst hele vejen, skulle til prøve på tea-tret, et dødssygt gruppeforetagende med eklatant fiasko, men statspengene rakte til en skrabet gage, og Birgitte havde ikke været hjemme om natten.

"Jamen, gud, Fritjof, er det dig?".

"Anne?".

Hvorfor blev de skilt, når de elskede hinanden? Han viste hende hjørneejen-dommen, pegede og sagde: "Jeg har en god lejlighed, kom og besøg mig, tag Bir-gitte med".

Prøven den dag havde været grusom, hun gik i stå i hver replik. 

Instruktøren, en lille dum fedbolle, sagde: "Anne, det hele hænger på dig, og nu svigter du". Hun smed rolleheftet lige i synet på ham og løb grædende hele vejen op til Fritjof.-

Ingelise lukkede op: "Fritjof? Nej, han er ikke hjemme".

Fritjof kom hjem, sent ud på natten, sammen med Uffe, fra et værtshus, ha ha, soldaterkammerater, traf hinanden, faldt i snak om gamle dage. 

Hun havde fået et chok. Uffe var den lille fedbolle, utroligt dumme og negative instruktør for gruppefiaskoen.

Den aften tog hun med Uffe hjem til Vangede, i en lille bungalow, arven efter hans forældre. Den nat stillede hun, som sædvanlig, sin krop til rådighed, kælede med ham, måtte til sidst onanere ham, det lille skvat.

Hun havde aldrig set Fritjof så beruset, nej, bestemt nej, han kunne tåle tem-melig meget, før han blev fuld. Og Birgitte ravede rundt som narkoman.

Men Ingelise ville ikke bo i Fritjofs lejlighed, skulle de giftes, sagde hun, måtte de finde en ordentlig villa i Hellerup eller Charlottenlund, hendes far ville gerne hjælpe dem, og Uffe var fræk nok til at presse Fritjof til lav betaling for Fritjofs lejlighed, og gad vide, hvad Fritjof havde tænkt? Hun mødte ham på trappen, da hun kom slæbende med sine papkasser.

"Nåh, du skal også flytte ind?", sagde han køligt.-

Der gik kun en måned, Ingelise hjalp Fritjof med hans eksperimenter, rakte ham et forkert kemikalium, og bang, hele huset røg i luften. 

Fritjof dræbt, Ingelise levede, den tåbelige gås, og Birgitte gad ikke, sagde hun, gå med til Fritjofs begravelse, og da hun selv kom hjem efter begravelsen var stuer-ne fyldt med narkovrag, hun måtte tæve dem ud, før de endelig vaklede ned ad trap-perne, over i Botanisk Have, hvor de råbte og skreg og sloges med politiet. 

Hun så det hele fra vinduet, Birgitte halvnøgen, alt Birgittes tøj revet i laser.

Hele den nat sad hun i mørket ved vinduet, til stjernerne på himlen blegnede, træerne i Botanisk Have knagede i vinden, hun ventede på Uffe. 

Endelig kom han, Uffe, i en taxa, en ung pige steg ud og kyssede ham, Uffe låste sig ind, beruset, fordrukken, træt. Han stank.

En time senere sad hun og drak morgenkaffe, så hentede hun den lille compu-ter, fik datakontakt til Landsforeningen Privat Human Dødshjælp, og indtastede sin egen bortgang fire måneder senere.

"Nu har jeg vist gjort min pligt", hviskede hun.

På få dage ændredes alt. Midt under prøverne ude i forstadsteatret, hvor hun havde fået en ubetydelig rolle, blev hovedkraften syg, brystcancer, den stakkel, dybt ulykkelig, og efter den triste meddelelse og tårevædet afsked med cancerdamen, en talentløs dulle, kom den unge chef hen til hende, kløede sig i nakken og på armen, så vurderende på hende og snøvlede forkølet, tøvende: 

"Anne, tror du, du kan spille rollen?".

Det blev succes, anmelderne roste hende, publikum mødte interesseret frem, aften efter aften i to måneder, forestillingen prolongeredes en ekstra måned, nye til-bud dukkede op, hun kunne vælge, og valgte måske det sværeste, at stå på scenen hver eneste aften i forstadsteatret, og møde på Davidsens teater til hårde prøver med en vanskelig tekst, men det gik ganske storartet. Takket være Ole Davidsen, en dygtig chef.

Uffe støttede hende, og Birgitte, jamen det var utroligt. Birgitte var det sødeste søde, det var både Uffe og Birgitte, de sad musestille når hun læste højt på rollen, børstede hendes sko, besvarede beundrerbreve, som hun i hast selv underskrev og Uffe vedlagde hendes foto, Birgitte satte hendes hår, ordnede hendes tøj og Uffe vas-kede op og støvsugede.

Så kom posten med 1. bekræftelse fra Landsforeningen Privat Human Døds-hjælp, og de grinede, og Uffe og Birgitte sagde "sikke noget pjat, vi returnerer", og da det næste brev kom, sagde Uffe og Birgitte: "Hvad er det dog for noget sindssygt pjat?".

Der kom brev fra advokaten med anmodning om forslag til anbringelse af lotto-gevinsten, og Uffe og Birgitte lo og sagde "vi ringer til ham i morgen", og dagene fløj af sted.

Så kom den 3. bekræftelse fra "fjolserne i dødshjælpsforeningen, er de idioter, riv det i stykker", havde hun sagt, pinligt berørt. 

Uffe og Birgitte smilede og kyssede hende på kinden: "Anne, du er for sent på den, vi skal nok tale med den underlige landsforening".

I går aftes kom hun hjem til et tomt hus.

Birgitte og Uffe havde glemt at slukke lyset da de gik, alt Uffes tøj lå i kommo-den, hængte i klædeskabet, der lå nye pasbilleder af ham på gulvet. Uffe var ikke en fedbolle, han havde et pænt, næsten magert ansigt. 

I Birgittes værelse lå alt Birgittes tøj i en bunke på gulvet. 

Hun havde stået forstenet; de måtte være gået, iført nyt tøj, begge to.

Birgittes personal computer lå fremme, den havde hun glemt, det havde hun fået mange bøder for, der var pligt til at bære den på sig, den lå på sengen og bip-pede og blinkede. 

"Ja?", havde hun sagt, og fattede kun langsomt svaret:

"Her er Private Airlines System, vi har en vigtig meddelelse til Dem. Deres fly fra Odense til London med direkte forbindelse til New York er aflyst, vi anbefaler Scand-line togforbindelsen København-Odense-Hamborg, afgang 00.31. Jeg gentager, her er Private Air".

Hun havde tastet tidskontrol, 23:59, løb ned til bilen.-

Hovedbanegården. "Odensetoget? Der afgår ingen tog til Odense".

"Er det ikke det fra Gøteborg?".

"Åh, De mener Scandline, spor 2, kun adgang med billet".

Hun faldt ned ad trapperne, skohælen brækkede, hun slog knæene til blods, sjalsfrakken revet itu, hun humpede ud på perronen, turde ikke spørge, 'hvor sidder Birgitte, hvor er Uffe?'.

Men så, derinde stod de, mellem et hav af kufferter, Uffe i gul kameluldsfrakke og solbriller, og Birgitte, en særdeles velplejet ung dame, kjole, frakke, hat, det hav-de kostet en formue.

Nu pakkede Birgitte en pose ud fra et tæppe, Uffe tog solbrillerne af, de åbnede posen, hvad var det for noget? Uffe var meget interesseret. 

Jamen, det var jo, hun havde fuldstændig glemt den, lærredsposen med guld, Inhalt 10 kilo.

En dag var Birgitte kommet hjem med det skidt, og sagde at det var guld, og det var det. Åh, den skrækkelige dag, de havde hverken fået vådt eller tørt, havde ingen penge til mad og husleje. Hun sneg sig langs husmurene ind til Fritjofs gamle onkel, guldsmed Abbe Lander, viste ham en nogle effekter og spurgte, om han ville købe det.

Han så forskrækket på hende: "Anne, har du talt med Fritjof?".

"Nej, han ved det ikke".

"Ved du det heller ikke?".

"Nej, onkel Abbe".

"Anne, jeg ryster over hele kroppen, du må straks gå til myndighederne. Gå nu, jeg beder dig. Jeg skælver bare jeg ser det, alle de minder, vores egen familie".

"Er det tyskernes guld fra lejre og fængsler fra fangernes lig? Fritjof fortalte, tror jeg".

"Anne, vær nu sød, gå med dig".

Hun havde kastet stumperne ned i en kloak og var løbet hjem til Birgitte, guldpo-sen var der ikke. "Mor, jeg har smidt den væk", sagde Birgitte.

Hun sad på banegårdstrappen og lo: "De har taget alle pengene, og guldet. De har taget pengene og guldet", og dem, der gik forbi hende spurgte, om hun var syg, om hun skulle med toget? Så kom hun til at græde.

Da hun kom hjem ringede hun til Davidsen. "Nu får vi en fandens ballade", sva-rede han, "jeg henter dig i morgen tidlig, vi går op til advokaten".

Davidsen var midt i et stort projekt, teatret skulle bygges om, den store sal skulle gøres større, nye prøvesale, garderober, restaurant, hun havde tilbudt at gå ind i kon-sortiet, der manglede blot hendes underskrift. 

Davidsen havde været lykkelig. "Anne, du taber intet", havde han sagt.

Advokat Philipsen blev vred: "Hvorfor alarmerede I ikke politiet? Hvorfor ringede I ikke til mig?".

Hun havde smilet træt og sagt: "Herregud, kan det gøre Birgitte lykkelig, så for min skyld gerne".

De havde besluttet at holde middagsaftalen samme aften, skulle spise sammen med de øvrige financiers. "Vi må give dem en forklaring", sagde Davidsen. 

"Ole, behøver vi det? Banken og dine venner får et chok, og så lige foran pre-mieren?".

En kranvogn kørte op ved siden af dem, bugserede hendes egen bil. Hvad bilder de sig ind? Den unge chaufførbedemand inde i kranvognens førerhus rullede side-vinduet ned og råbte: 

"Der er vrøvl med vognen, den er under omregistrering, vi skal ned til Politi-gården".

Den ældre satte bombevognen i gear, kørte efter kranvognen.

"Hvad gør de med min bil? Men hvis jeg åbner munden, skriger jeg, jeg tier stille", mumlede Anne. Hvor er vi, er det Politigården?-

Nu kom en ung betjent; han lænede sig ind mod selvmordernes vogn, satte den ene fod på trinbrættet. Det knitrede i samtaleanlægget. Hvorfor skulle hun høre alt det skrækkeligt pinagtige?

"Hør", sagde den unge betjent; han så på den ældre chaufførbedemand:  "Du har en ivrig kollega, vi kan ikke have den vogn parkeret i flere måneder, ejeren er bortrejst".

"Det er mig der er ejeren", råbte Anne.

"Næ, borger Anne Louison, vognen har De afleveret som gave", svarede betjen-ten høfligt, men koldt, hendes indblanding var upassende, uden for reglementet.

"Har De måske set et gavebrev?", græd Anne.

"Overdragelsen finder sted i dag, midnat", svarede betjenten.

Han gik tilbage til indgang C. Kort efter kom tre personer, den unge chauffør, den unge betjent, og en politimand i civil, en nydelig ældre mand.

"Vogn 5, vogn 5, hvorfor holder De stille?". Åh, denne iskolde, nedladende kvin-destemme.

"Vogn 5 her, vi er nede ved Politigården, vi skal aflevere en personbil".

"Det er ikke Deres arbejde. Er De ikke klar over hvad klokken er?".

"Jo, tak, jeg arbejder på overtid. Hvor er afløseren?".

"Vogn 5, vi har travlt, kan De ikke forstå det? Jeg har gentagne gange ind- skærpet for Dem, at vi har travlt".

Den ældre politimand greb mikrofonen fra chaufføren:

"De taler med vagthavende på Politigården. Borger Anne Louison nægter at ha-ve overdraget sin vogn til en ny ejer. Har LHD en bekræftelse?".

"Et øjeblik".

"Hjælp mig, slip mig ud", græd Anne.

Politimanden så på hende. "Jeg forstår godt De er nervøs", mumlede han.

"Luk dog for radioen, hr. politimand, jeg hører hvert eneste ord. Hjælp mig ud, jeg vil hjem", græd Anne.

"Borger Anne Louison, vi følger vores ordre", vrissede den unge chauffør.

"Kalder vogn 5, kalder vogn 5".

"Vogn 5 her".

"Bekræftelsen er underskrevet af borger Anne Louison".

"Nej, nej, nej, det er ikke mig, der har gjort det, det har jeg aldrig gjort, jeg er glad for min bil, kan De ikke forstå det?", græd Anne.

"Vogn 5, er De klar til dataoverførsel?".

"Vogn 5 her, dataoverførsel, javel".

Politimanden læste udskriften, så bekymret på hende, rystede på hovedet, gned sin næse, gik med udskriften i hånden hen til indgangen. På trappen standsede han, vendte sig om, råbte vredt: 

"Kør, for helvede, jeg vil ikke se jeres lort".

-

Vognen duvede tungt gennem gaderne. Hvorfor løber en lille hund midt på køre-banen? Se den defekte reklame, midt på Rådhuspladsen, og der går en fulderik. Nej, han er vist narkoman. 

Hvis jeg kunne få lov til at ringe til Davidsen?

"Kalder vogn 5, kalder vogn 5, kalder vogn 5, Deres afløsere venter Dem foran Kommunehospitalet".

"Vogn 5 her, tak, har forstået".

"Luk mig ud", græd Anne.

"Borger Anne Louison? Bipper Deres computer?", spurgte den unge chauffør; han lignede et koparret uhyre gennem den mørkegrønne rude. 

Anne så forbavset på den lille computer, jo, den blinkede og bippede. Hvem havde lagt den der, hun havde jo glemt den?

"Ja, den bipper". 

"Et øjeblik".

"Borger Anne Louison?". 

Åh, nej, ikke nu igen, den nedladende møgkællings læspende, hyklerisk ind-smigrende stemme: 

"De ved godt, at De selv kan vælge, ikke sandt?".

"Vælge? Hvad bilder du dig ind, din kyniske møgso" råbte Anne.

"Borger Anne Louison, vi plejer at kunne forberede vores klienter lidt bedre, end denne gang. Men De har jo selv gjort det lidt vanskeligt". 

"Hvad mener De? Luk mig ud", råbte Anne.

"Altså, borger Anne Louison, det kan ikke lade sig gøre. Her på kontoret gør vi blot vores pligt".

"Hvilken pligt? Fordømte idioter", råbte Anne, "hvor er Deres chef, hvem er det, hvad hedder han?".

"Det er mig, der er ansvarlig, borger".

"Ansvarlig? Er De ansvarlig for at dræbe mig? Hvor mange har De myrdet? Kal-der De det ansvar?".

"Borger Anne Louison, vær nu lidt rimelig. Jeg kan ikke forandre indkodede data i computeren, det kan jeg ikke, forstår De ikke det. Aftenholdet har ingen forbin-delse med dagholdet, og det er dagholdet, der træffer beslutningen".

"Hvad er det, jeg skal vælge?", skreg Anne.

"Nu spiller vi noget musik for Dem, det plejer at hjælpe". 

"Jeg vil ikke høre musik, jeg vil ud, forstår De ikke det, jeg vil hjem, forstår du ikke det? Øv, din dumme so, gnider du den af, eller spiller du pik på din alfons, mens jeg kreperer", skreg Anne.

Vognen holdt igen det samme sted, foran Botanisk Have. Anne strøg håret væk fra panden. Det var underligt, hun havde glemt at slukke lyset. 

Skulle hun sige til dem: "Lyset i den dødsdømtes lejlighed brænder til ingen nytte, tænk dog på afdødes økonomi".

Chaufførernes afløsere stod parat, den ene med madpakke og en termokande. Nu talte de sammen:

"Få det overstået hurtigt, hun er meget vanskelig, men det er bedre at I gør det, end at hovedkontoret lader hendes computer komme i funktion".

"Hvis det virker, hvis det virker".

"Det virker, det kan du bande på. Vi havde et tilfælde i sidste uge, vi hentede en mand midt i sønnens konfirmationsfest, kors, hvor han skreg. Hyletonen sprænger hjernen, blup, siger det, han huggede panden ind i ruden, rengøringsfolkene var ra-sende".

Annes strube snørede sig sammen. Hun hamrede på ruden, skreg: 

"Mordere, hvad er det I gør ved mig?".

De nye afløsere startede vognen, så ikke på hende, trak et sort gardin  bag deres ryg, hen foran den mørkegrønne rude, foran hendes ansigt. 

Anne snappede efter luft, mørke gjorde hende nervøs. Der var kun en lysspræk-ke oppe under loftet.

Pludselig tordnede rockmusik i højttaleren, chaufføren dæmpede støjen, kontor-damen undskyldte. Nej, altså, den infame møgkælling. Nu lød der dæmpet musik. Mozart, violin, cello.

Hvad var det for en lugt? Anne snusede og hostede. Hvor kom det fra?

Loftet, se der, små kamæleonøjne så på hende, en snedig mekanik. Når hun flyt-tede kroppen fulgte luftdysernes øjne med. Fritjof havde lært hende alt om varme-styrede elementer. Mon Fritjof vidste, at luftdysere blæste giftgas ned over hende? Hun havde råbt 'hold så op', da Uffe fortalte hende alt det, han havde hørt om selvmorderbilerne. -

Hun flyttede sig frem og tilbage på sædet, de små kamæleonøjne fulgte med, blæste døden ind i hendes ansigt.

"Nej", råbte Anne, "nej, nej, nej", græd hun.

Vognen standsede, døre klaprede, porte knirkede, stemmer mumlede.

Anne hostede blod, løftede hånden, bankede på ruden. 

Stemmerne kom nærmere, kultiverede, måske vagthavende læger? Anne kunne ikke løfte hånden med skoen, den var for tung, fyldt med blod.

"Nå, LHD, er det jer? Hvornår holder dette gedemarked op?".

"Det er noget forbandet svineri".

"Hun er meget urolig, hun er desværre ikke helt død".

"Nu forlanger vi en fast procedure, har De forstået?".

"Vi passer vores arbejde".

"Altså, hr. doktor, hvis De vil klage" -

"De kommer her tilbage og skriver rapport, forstået, vognen kører De ned i gara-gen, så ordner rengøringsholdet det fornødne. Men kom ikke tilbage før hun er helt død, forstået? Det er afskyeligt med al den ståhej, hvem fanden har fundet på den nazistiske destruktion, er det regeringen?".

"Ja, hihihi, i kølvandet på den nye privatisering".

"Kalder vogn 5, kalder vogn 5".

"Vogn 5 her".

"Hvorfor standser De?".

"Fordi lægerne på hospitalet kværulerer. Vi har sagt, at det ikke rager dem".

"Chauffør, er det Dem Holm, dette her kan koste Dem Deres stilling, ved De hvad klokken er? Vi har ikke en eneste ledig vogn. Hører De mig?".

"Hallo, er det hovedkontoret? Er De ansvarlig for dette usmagelige roderi? Hvorfor overholder Deres firma ikke instrukserne? Vi har gentagne gange sagt. Nej, giv så slip på den mikrofon, giv slip".

"Hold så op, doktor, De har ingen ret til at blande Dem i vores arbejde. Hold op med det, din idiot. Vi er en statsanerkendt landsforening" -

"Vogn 5, De skal forlade vognen, jeg gentager, De skal forlade vognen, alar- men aktiveres om 40 sekunder".

"Vogn 5 her. Alarmen er forstået".

"Jeg gentager, De skal straks forlade vognen, computeralarmen aktiveres om 30 sekunder, har De hørt mig, vogn 5, hører De mig? Vogn 5, hallo".

"Lad os komme væk, nu kommer hyletonen".

"Hallo, vogn 5, computeralarmen aktiveres om, nu, 20 sekunder. Hallo, vogn 5? Hallo, vogn 5, hallo".

"Hvem har ansvaret for dette svineri, tror I vi er en destruktionsanstalt for kød og benmel? Luk så den dør op".

"Hold Deres kæft".

"Vi gør vores arbejde, doktor, skrub nu af, mand, jeg mister mit job og der er mange arbejdsløse, for satan, mand, for satan i helvede, slip min arm, skrub nu af".

"Pas på, nu hyler den, kom nu, løb".

"Hvem hyler? Er det mig De taler til?".

"Alarmen, for satan, løb væk, løb nu væk, kom nu, mand, din idiot".

Hyletonen borede sig ind i Annes hjerne. Hun var for svag, kunne ikke løfte hæn-derne, kunne ikke beskytte ørene mod den infernalske piben, der steg til en tynd, fræsende hvinen, et kraters ildsmerter i hendes krop, et djævelsk påhit. Kamæleon-øjnene fulgte hendes rokken frem og tilbage, det var som om de græd, det var kondensvand og giftgas.

En gennemtrængende lugt nåede hende. 

"Pyh, min tis og afføring, pyh, det stinker".

Annes øjne lyste, hun fyldte lungerne med smerte, hun sang muntert jappende, med blodet sivende fra munden:

"Lyksalig, lyksalig, hver sjæl som har fred - ingen kender dagen, før solen går ned - Lyksalig, lyksalig, sang fuglen på kvist - da solen stod i kvæld, var den stille og trist".

Anne sansede ikke bankelydene på døren, hørte ikke stemmen der råbte:

"Anne, det er politiet, det er Jørgen P, kan De høre mig? Læg Dem ned på gul-vet og hold et lommetørklæde foran munden og næsen, vi kommer med værktøj og brækker døren op. Anne? Anne, kan De høre mig? Læg Dem ned på gulvet".

"Når man dør og skal begraves, synger man salmer", mumlede Anne, og hun sang så lystigt hun kunne:

"Kæmp for alt, hvad du har kært - dø om så det gælder - da er livet ej så svært - døden ikke heller".

Anne sang, lo og græd, løftede håret væk fra panden, forsøgte at gnide blodet væk fra næsen, munden, øjnene, ørene.-

Til sidst, da hendes krop gled ned på vognens gulv, hviskede hun:

"De siger  -  de er  -  mine  -  medmennesker  -  og jeg  -  hvad er jeg?"