Jern, blod - og dumhed

Af Thomas Bredsdorff

Stormen ved Dybbøl i 1864 var hurtigt overstået, men kostede mange solda-ters liv og påførte nationen et langvarigt mindreværdskompleks. En ny bog rummer en lysende fortælling om den danske histories kræftknude.

Det var begyndt med Treårskrigen. Slesvig-holstenerne havde gjort oprør i 1848 og fået støtte af tyskerne. Regeringen fik slået oprøret ned. Og banket tyskerne, bildte den sig ind.

Sejren blændede. Den lille hornblæser sang 'Dengang jeg drog af sted', og danskerne troede, de kunne gå på vandet.

I 1863 indlemmede de Slesvig i kongeriget. Det var ganske vist brud på en international aftale, som England, Rusland, Frankrig og Sverige stod bag. Men pyt, tænkte den danske regering, det går nok.

Preussernes taktisk begavede kansler, Bismarck, godtede sig. Danskernes overmod gav ham anledning til at erklære en krig, han hedt ønskede sig.

Den danske hær måtte i huj og hast trække sig tilbage fra Dannevirke til Dybbøl ved Sønderborg, hvor den gravede sig ned, indtil 18. april 1864. Hvad der skete den dag, handler Tom Buk-Swientys bog om.

Stormen på Dybbøl begyndte 18. april 1864 kl. 10. Seks minutter senere var den første skanse indtaget og klokken halve elleve den sidste. Der fulgte lidt modstød i løbet af eftermiddagen, men reelt var slaget overstået på en halv time. Foruden en mængde overflødigt døde og sårede medførte de 30 minutter blandt andet, at sønderjyderne fik 56 år under preussisk styre, herunder retten til at blive slagtet i tyske uniformer i Første Verdenskrig, og at Danmark i hundrede år led under 'sårfeberen fra Dybbøl', mindreværdskomplekset, der nu er slået om i det gigantiske storstatssyndrom, hvor vi skal være krigskammerater med de store i Irak.

Det er denne kræftknude i dansk historie, med metastaser helt op til nutiden, Tom Buk-Swienty har taget sig for at underkaste en minutiøs vivisektion. Han fortæller os ikke noget om krigen, som ikke i princippet er frit tilgængeligt og altså kendt Men han fortæller det så levende, som det aldrig er blevet fortalt, siden de, der kunne huske det, gik i graven, og med et større overblik, end nogen af dem kunne skaffe sig.

Lad os springe alle de kolossale dumheder, der førte til Dybbøl over, og stille skarpt på den fatale dag. Tom Buk-Swienty kan fortælle ting, som jeg aldrig har hørt om i skolen, selv om jeg er vokset op i en tid og i en landsdel, Sønderjylland, hvor 1864 nærmest var danmarkshistoriens epicentrum.

Bomber og granater var regnet ned over danskerne i skanserne på bakken under den smukke mølle i over en måned. Det kunne ikke vare længe, inden preusserne ville storme. Mandag 18. april var vejret strålende. Preusserne begyndte et intenst bombardement klokken 4 om morgenen. Det måtte være optakten til stormen, tænkte danskerne, og den måtte komme omkring solopgang, det var det logiske tidspunkt at storme på. Men der kom ingen storm. Bombarderingen fortsatte, og danskerne tænkte just ano-therday.

Preusserne havde truffet en anden beslutning og havde åbenbart et fuldstændig spionfrit hovedkvarter. De havde besluttet sig for at bombardere i seks stive timer og så storme på slaget 10 om formiddagen. Deres soldater skulle svinge geværet i den ene hånd og en halmballe i den anden, 01 at vade på, hvis der var sumpet, og til at holde op som et afledningsskjold. En halmballe!

Og så var der orkesteret. 300 blæsere havde indstuderet 'Dybbøl Skansemarch', komponeret til lejligheden af den kgl. preussiske musikchef, som skulle uropføres 18. april kl. 10, når mændene med halmballerne stormede de sidste meter op til skan-serne. Komponisten dirigerede naturligvis selv, iført en taktstok med det preussiske flag anbragt på enden. En bombe lander så tæt på, at den overøser oboerne med jord, så deres trut forstummer. Men ved en heroisk indsats lykkes det dem at rense instrumenterne og falde ind i musikken igen efter bare »et par sekunder«, ifølge komponistens erindringer. Efter uropførelsen slår de over i den preussiske national-sang, 'Heil dir im Siegerkranz', og det er det eneste sted, hvor Tom Buk-Swienty misser en god pointe. Den vender jeg tilbage til.

Nå, komik er der nok af, men den overskygges selvfølgelig af tragedien. Sjældent er så mange døde for så lidt. Og sjældent havde den meningsløse død været så let at undgå, hvis ikke dumhed, stolthed og inkompetence havde kæmpet en hård kamp om førstepladsen. Buk-Swienty gør glimrende rede for forudsætningerne, overmodet efter sejren i Treårskrigen, den talentløse danske regering, der ville råde bod på en af de få fornuftige beslutninger i hele forløbet: tilbagetoget fra Dannevirke - listen er virkelig lang. Til dumhederne hører også, at danskerne ikke indså, at de nærmest gjorde Bismarck en tjeneste ved at blotte struben. Historien skrives ikke med flertals-beslutninger, men med jern og blod, havde han sagt i det preussiske parlament. Han havde hårdt brug for en krig til at holde en antimilitaristisk opposition nede med.

Det blev så til Dybbøl, og Dybbøl skulle det være, med hud og hår. Materialet er endeløst, politikererindringer, dagblads-rapporter, regeringspapirer og (lidt for rigeligt og monotont brugte) soldaterbreve - det har ligget og råbt på en fortæller som ham, det nu har fundet. Prøv bare at se et af de fund, han har gjort:

"Folk flygtede fra byen som indbyggerne af Sodoma ogGomorra, de forbandede byer. Der var ingen tid til at tage noget med på flugten. Kvinder med angste, blege ansigter, trækkende småbørn efter sig, skyndte sig bort, gud må vide hvorhen. Gamle mænd, krumbøjede af alder, bevægede sig med besvær og frygtsomt op ad de lange, snoede gader. Nogle af de flygtende bar på bundter med tøj og lagener; andre slæbte et møbel med sig«p. Lig, halvt dækket af det blodtilsølede halm, de lå i, blev båret forbi... mænd med deres ben sprængt bort, deres kroppe revet åbne af granater, og deres ansigter slået ind i en uformelig masse af kød. Det er et syn, der ikke er behageligt at se eller tænke på, når man har set det".

Det her er ikke en reportage af den unge journalist Hemingway fra krigen mellem tyrker og grækere i 1922 i Anatolien, skønt prosaen er lige så skrækindjagende og levende som hans. Det er, hvad der stod i den engelske Daily Telegraph om det preussiske terrorbombardement af civilbefolkningen i Sønderborg i begyndelsen af april, skrevet af avisens krigskorrespondent Edward Dicey, der havde optrænet sit talent ved at rapportere fra den amerikanske borgerkrig.

Fotografiets kunst var allerede udviklet. På de ledsagende illustrationer ser man Sønderborg, som var det Dresden efter Anden Verdenskrig. Endnu en af de mange detaljer, der ikke er indlemmet i den kanoniske historie om Dybbøl. Hvor for resten også det sidste led i nederlaget som regel mangler, indtagelsen af Als med endnu flere døde end på Dybbøl, efter at den ikke påfaldende kompetente statsminister Monrad havde afvist ethvert kompromis om deling af Slesvig.

Man sluger 'Slagtebænk Dybbøl'. Endelig får denne elendige krig den plads, den fortjener, ved siden af de mange andre meningsløse slagtegilder, hvis omkostninger altid betales af de menige, som intet har at skulle sige og intet har at vinde ved hverken det ene eller det andet udfald af krigen.

'Heil dir im Siegerkranz' blev serveret som messingsuppe fra den preussiske løbegrav, efter at Düppeler Schanzen-Marsch var klinget af. Senere på dagen sang de preussiske masser sangen på gaden i Berlin, da den storslåede sejr skulle fejres behørigt. Det er Preussens nationalsang. Der er en højere historisk retfærdighed i den absurditet, at denne sang er skrevet af den fromme danske undersåt pastor Harries i Flensborg i 1790, tilegnet hans konge, som på det tidspunkt er den bindegale danske Christian VII, som mildest talt aldrig var blevet behængt med nogen sejrskrans. Som fødselsdagsgave fik han at vide af den stille præst, at »vi alle« hellere end gerne ville »kæmpe og bløde« for ham.

Så der skulle såmænd ikke møbleres meget om på teksten, før den kunne bruges som hyldest til preussernes kong Wilhelm - afsunget på melodien til den engelske kongesang 'God save the Ring". Kan man tænke sig et mere rammende emblem på krigsbegejstringens globaliserede galskab end dette dansk-preussisk-engelske stykke fusionskunst.

Nederlagets historie

Af Mogens Rüdiger

Ny bog om Danmarks nederlag til Prøjsen i 1864 giver et bud på, hvordan deltagerne på begge sider oplevede krigen.

Krigen i 1864 er gjort af et stof, der er velegnet til at skabe myter. Ikke så meget fordi man ikke ved, eller i det mindste har mulighed for at finde ud af, hvad der skete. Men fordi det danske nederlag ridsede den nationale stolthed så dybt og så skærende, at det løb eftertiden koldt ned ad ryggen.

Nederlaget slog en tyk streg under, at Danmark ikke længere var en mellemstor magt, som de europæiske stormagter fandt interessant som medspiller i den euro-pæiske koncert. Og på de interne linjer blev nederlaget nationalliberalismens svane-sang, den nationalliberalisme, der i årene omkring Grundlovens indførelse i 1849 havde høstet store politiske triumfer til gavn for demokratiet.

Tom Buk-Swientys bog fokuserer på 18. april 1864, hvor prøjserne erobrede Dybbøl-anlægget. Dermed placerer han sig i den mikro-historiske måde at beskrive fortiden på, nemlig ved at tage afsæt i en begivenhed og herudfra lade både den store histories politiske og militære beslutninger og den lille histories personlige oplevelser og følelser folde sig ud. Med sin sikre disponering og medrivende fortællestil afløst af klare, kontante analyser lykkes det Buk-Swienty at skabe og formidle den sammenhæng, der er nerven i enhver historisk fortælling.

Det, der i første række interesserer Buk-Swienty, er, hvordan soldaterne – danske såvel som tyske – oplevede krigen. Holger Drachmann havde samme interesse i 1877, da han besøgte Dybbøl og benyttede lejligheden til at spørge en veteran om, hvordan han havde det dengang. Det syntes soldaten var et besynderligt spørgsmål, han følte jo intet – hvorefter han kom med en lang fortælling om det prøjsiske bombardement op til det afsluttende slag 18. april for at slutte af med en temmelig nøgtern beretning om de efterfølgende kampe mand til mand.

Erindringer af denne type og de mange breve, soldaterne sendte hjem til deres familie, er det grundstof, Buk-Swienty bruger til at beskrive soldaternes bloddryppen-de virkelighed, der i virkeligheden er ubeskrivelig. Datidens traditionsfyldte militære taktik kombineret med nye opfindelser som bagladegeværet (der var hurtigere, men mindre præcist end danskernes forladere), var opskriften på en slagmark, der sejlede i blod, afrevne lemmer, indvolde, kød, hjernemasse med videre. Læseren bliver ikke sparet for detaljer, heller ikke når det kommer til kirurgernes arbejde bag linjerne.

Soldaterne selv kaldte Dybbøl for en slagtebænk. Mange breve afslører en dyb og naturlig frygt for at falde i næste omgang af krigen, måske især hos de soldater, der har stiftet familie. Men de danske breve afspejler tillige en dyb mistro til, at kampen kunne vindes, og det var der god grund til. Allerede dengang stod det lysende klart, at den nationalliberale regering var på en halsbrækkende færd, hvor man konfronterede Det tyske Forbund med Prøjsen i spidsen, samtidig med at man overtrådte en international konvention, som Danmarks nærmeste allierede havde underskrevet. Anstødsstenen var en grundlovsændring i november 1863, der internationalt isolerede Danmark.

Mange andre forhold medvirkede til at gøre situationen uhørt kompliceret. Den danske regerings manglende forståelse for den europæiske virkelighed var en af de vigtigste årsager til, at det gik galt. For eksempel blev forsvarsanlæggene mod syd ikke udbygget i takt med, at den udenrigspolitiske kurs lagde op til konfrontation.

I de kritiske måneder udviste regeringschefen D.G. Monrad og krigsminister C.C. Lundbye en grænseløs inkompetence; blandt andet insisterede de på, at Dybbøl ikke måtte rømmes, og at hærføreren de Meza – én af de få med en vis realitetssans – skulle kaldes til København i tiden op til det store slag.

Der er spundet mange myter over de komplicerede kendsgerninger. Buk-Swienty bestræber sig på at komme uden om dem alle for i stedet at give en virkelighedstro beskrivelse af nederlagets timer. Det lykkes overmåde godt.

Kristelig Dagblad, 6. Juni 2008

1864 i utide

Af Henrik Jensen

"Slagtebænk Dybbøl" er en i bedste forstand omhyggelig og læseværdig bog om et dansk nederlag, som skulle sætte sig dybe spor i eftertiden.

Det første, man tænker, når man får denne bog om slaget ved Dybbøl i hænderne, er – hvorfor? Hvorfor en bog om krigen i 1864 nu, hvor der ikke er et ærligt jubilæum i sigte? Så vænnet er man efterhånden til, at historiske emner dukker op i medierne i takt med, at der er runde eller halvrunde fødselsdage på programmet - og ellers ikke.

Så meget mere velkommen skal denne bog om et skæbnesvangert forløb i den danske historie være, et forløb, der for en tid skilte os af med Sønderjylland og for evigt med det meste af Slesvig-Holsten. Fokus er her på krigens afgørende slag ved Dybbøl Mølle, og nok er der udgivet bunker af bøger om krigen i 1864, men ikke om selve dette slag.

Pudsigt nok går slaget først i gang på side 264. Indtil da bygges der op og bygges op. Det vidner om grundighed, vi skal præsenteres for alle præmisserne, alle omstændighederne, der ledte til krigen, og for en del af de personer, der deltog i slaget, hvad enten som beslutningstagere eller kanonføde. Forfatteren, som er journalist og lektor ved Syddansk Universitet og tidligere har skrevet blandt andet om den berømte dansk-amerikaner Jacob A. Riis, har været på besøg i mange danske og internationale arkiver for at finde stof til denne mosaik. Han har gjort et grundigt stykke arbejde.

Plottet er, at et lille land, som engang havde besiddet en vis magt i det nordlige Europa og var langsom med at forstå de nye tider og sin plads i den politiske hakkeorden, for alvor fik ørerne i maskinen hos en opkommende magt i Europa, Prøjsen, som inden for et årti skulle blive til en europæisk stormagt, nu under navnet Tyskland. Krigen mod Danmark var den første af tre krige mod naboer, de andre var mod Østrig i 1866 og Frankrig i 1870. Gennem dem skaffede tyskerne sig kortvarigt Lebensraum til et kejserdømme.

Det er svært at udrede alle årsagerne til, at det kom til krig mellem Danmark og Prøjsen og Østrig i 1864. Problemet med Slesvig-Holsten havde længe været ude-stående mellem danskere og tyskere og havde allerede ført til en krig, Treårskrigen 1848-1851, som nærmest var endt uafgjort.

Buk-Swienty refererer, hvad den engelske premierminister, lord Palmerston, så vittigt sagde til dronning Victoria: "Der er kun tre mennesker, der forstår det slesvig-holstenske problem. Den første er hertugen af Augustenborg, men han er død, den anden er en tysk professor, men han er blevet sindssyg af det, og den tredje er mig – og jeg har glemt alt om det." Så britisk.

Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at det ikke hjalp, at den danske side slet ikke kunne hamle op med den prøjsiske i henseende til politisk tæft. Krigen i 1864 var et resultat af jernkansleren, Otto von Bismarcks, succes med at få det til at se ud, som om den danske regering uden risiko kunne vedtage den såkaldte Novem-berforfatning af 1863, der indlemmede Slesvig-Holsten endegyldigt i kongeriget. I sidste øjeblik svingede han så rundt på en tallerken. Bogen viser udmærket alle disse forviklinger.

Selve krigen blev et langt stykke ad vejen ventetid. Der tøvedes og ventedes. Parterne fulgte hinandens bevægelser; først så det ud, som om det afgørende slag skulle stå ved det gamle Dannevirke, men så trak den danske overkommando pludselig hæren tilbage nordpå. Så byggedes der op ved Dybbøl Mølle, og så blev der ventet der. Der er ingen tvivl om, at de mange frustrationer, der er forbundet med at vente i krig, er en væsentlig faktor for svækket kampmoral. Men der er forskel på, om man venter på at blive slagtet, som danskerne, eller på at vinde, som tyskerne.

Selve beskrivelsen af slaget fungerer fint i bogen, når vi endelig når til det. Det går op for en, hvad man måske godt vidste, at selv de største slag opløser sig i en endeløs mængde af enkeltperspektiver på såvel fodtusse- som generalsniveau.

I sidste ende kom så nederlaget, det uundgåelige. Vægten i beskrivelsen er her på de døde og sårede, men med mange uddrag af de efterfølgende kirurgiske journaler. Man kunne også have fokuseret på den fabelagtige demonstration af mod i krig, som deltagelse i slaget var udtryk for, men det er nok ikke rigtig oppe i tiden.

"Slagtebænk Dybbøl" er en i bedste forstand omhyggelig og læseværdig bog om et dansk nederlag, som skulle sætte sig dybe spor i eftertiden. For det er ikke svært at trække en linje fra Dybbøl april 1864 til håndteringen af besættelsen i 1940 og til Kanslergade-forliget i 1933. Ligesom det på tysk side heller ikke er svært at trække en fra sejren og til Hitlers magtovertagelse i 1933.

Jyllands-Posten, 5. Juni 2008

Slagtebænk Dybbøl

Af Gerhardt Eriksen

I "Slagtebænk Dybbøl" kommer læseren meget tæt på 1864-soldaternes virkelighed.

Den 18. april har i mange år været kendt af de fleste som Dybbøl-dagen med de små rød-hvide mærker til fordel for grænselandsarbejdet. Siden 2006 har dagen tilmed være kanoniseret, skriver forfatteren Tom Buk-Swienty, men ikke mange ved i dag, hvad der skete på den dato i 1864.

Efter læsning af denne bog vil ingen være i tvivl. Buk-Swienty, kendt for glimrende bøger især om amerikanske emner, har som sønderjyde ofte leget på Dybbøl Banker, og nu udfolder han sig efter en imponerende arkivindsats i en eminent skildring af, hvad der skete på denne afgørende dag i dansk historie. Hvad betød det alt sammen for den enkelte soldat på dansk side og hos de angribende prøjsere og østrigere? Hvorfor blev der krig?

Forfatteren gør præcist rede for det: Regeringen i København undervurderede Prøjsens Otto von Bismarcks handlekraft og gav uden ordentlig omtanke anledning til en krig, som Danmark slet ikke var forberedt på. Tilmed i modstrid med klare aftaler mellem Danmark og de europæiske stormagter.

De ret spegede forhold fortæller Buk-Swienty levende om, og det samme gælder dramaets hovedpersoner - den usikre danske statsminister D.G. Monrad og den øverst-kommanderende, J.C. de Meza, der fra den danske statsmagts side fik en decideret uretfærdig behandling, da han havde besluttet at redde den danske hær fra tilintet-gørelse ved at trække den tilbage fra Dannevirke.

General G.D. Gerlach, der faktisk overholdt sin forholdsordre om at holde Dybbøl Skanser mod et overmægtigt angreb, fik en lignende skæbne: Afsked i unåde. På fjendens side står især Bismarck udmærket tegnet i bogen. Også et par af sine kilder - krigskorrespondenterne P.V. Grove fra Dagbladet i København og Edward Dicey fra det britiske Daily Telegraph - fortæller Buk-Swienty fint om og bruger flittigt af deres artikler. Af kilderne til kamphandlingerne øser han navnlig fra soldaternes breve i en minutiøs mosaik, der skildrer slaget den 18. april.

Før denne særdeles barske beretning burde forfatteren eller forlaget nok have brugt en advarsel i stil med TV Avisens: »I det følgende vil blive vist klip, der er meget voldsomme.« For i omtalen af begivenhederne i "Slagtehus Dybbøl", soldaternes eget udtryk, sparer Buk-Swienty intet forsøg på at få anskueliggjort, hvilket helvede dette slag var for de implicerede.

Således den danske 8. brigades modangreb, da de angribende prøjsiske soldater var fremme ved Dybbøl Mølle. Denne blodige affære blev bagefter for den danske nation symbol på forbitret og agtværdig modstand fra en lille fortabt nation og besunget længe efter krigen. I denne bog får man et stærkt, helt anderledes indtryk af den barske virkelighed for soldater og officerer.

Buk-Swienty gør det flere gange klart, at udfaldet af krigen på forhånd slet ikke var så oplagt, som mange har troet. Den prøjsiske side var faktisk bagefter lettet over at erobre både Dannevirke og Dybbøl. Dette er levende fortalt historie. Men trods den velskrevne stil er den ikke for børn.