-

- to kraftige stråler blod fra den overrevne puls-

åre, ramte ulvens øjne -
 

-

--
 

-

-

-

-

Klokken 8:10 den morgen i marts, kørte gårdejer Ole Madsen traktoren ind på nordmarkens grønjord, få meter fra egetræet, hegnspælen og pumpehuset. Efterårspløjningen var begyndt i oktober, blev afbrudt af nattefrost i novem-ber.

Ole Madsen satte den trefurede plov ned i jorden, lod traktoren køre frem for halv kraft, så tilfreds plovens arbejde, hørte skærenes hvislen mod jord og småsten, lod øjet finde sigtelinien til skellet ved statsskoven og telefonmasten, satte sig til rette, lod plov og traktor trække for fuld kraft.

-

Klokken 8:36 nåede Ole Madsen markskellet ved telefonpælen og statens granplantage; her lod han traktoren løfte ploven fra jorden, kørte tæt ind til telefonpælen, drejede traktor og redskab ret omkring, satte ploven forsigtigt i jorden, kørte frem for halv kraft, øjede sigtelinien ned over marken, lod trakto- ren øge farten. 

Trefurene lå som de skulle, en perlerække nypløjet jord i lige linie op til egetræet, hegnspælen og pumpehuset.

Et solglimt flimrede i ruden i pumpehusets gavl. Han så op:

den harekilling havde det ikke for godt, at blive flået levende af et par ræve eller omstrejfende hunde, tænkte han.

Ole Madsen havde set et par rovdyr, og gennem traktorlarmen hørt harekil- lingens skrig, men var optaget af sit arbejde og kunne, hvis han havde gjort forsøget, alligevel ikke redde harekillingens liv, tænkte han.

-

Så tænkte han på Sofie og tvillingerne. Han var glad for dem alle tre. Sofie var lærerinde, hun og ungerne kørte hjemmefra klokken syv hver morgen. 

Sofie underviste i kemi og sprog, kunne mageligt ordne både de vanskelige piger og de store lømler blandt eleverne, gjorde ikke forskel på dem, og sine egne unger i skolen, tvilingerne Uffe og Katrine, der nu var fjorten år.

men sært, som embedsmænd og politikere nu om dage gebærder sig, tænk- te han.

"De er tossehoveder", havde Sofie sagt. 

Det var i juni. Landmåleren havde opmålt den gode nordmarks jord til brak- lægning; landbrugsproduktionen i den europæiske union, EU, var alt for stor, hed det. Sofie havde arrigt råbt:

"Tossehoveder, der er horder af sultne mennesker i hele verden".

Sofie vidste, hvad hun talte om, men han selv tav stille; politik og den slags interesserede ham ikke; for ham gav familien, gården, dyrene og marken til- strækkelig fylde.

den gode jord til braklægning, de folk er skøre, men jeg når det nok, vi har kun marts måned, tænkte han.

-

Ole Madsen var midtvejs i marken. Pludselig standsede han. Ploven gik i stå med et ryk. Han havde nær påkørt en stork, en underlig forpjusket størrelse, en unge, knap nok flyvefærdig, der gik i plovfuren, søgende efter insekter, orme, strå.

"Hej, stork, let på vingerne, gå med dig, jeg skal pløje", råbte Ole Madsen.

Storken hørte ham ikke. Storken så ham ikke.

"Det var dog", mumlede han; hev sig ned fra traktoren. 

Med fægtende arme råbte han: "Skrub så af, du, stork", jagede storken op fra plovfuren, ind på grønjorden. Ole Madsen gik tilbage til traktoren.

-

Hvis man i disse minutter havde spurgt ham, om han kunne huske, hvad der var sket af uhyggeligt på egnen i november måned sidste år, ville han forbav- set have svaret: 'Hvad mener du? Nåh, den sag? Jo, jeg læste avisen og hørte radioen og så det i tv'.

Ole Madsen tænkte på en harekilling og en stork, havde næsten glemt dra- maet i den tidligere skovridergård dybt inde i statsskoven.

-

Stedet var solgt til en professor i filosofi, og dennes tyve år yngre hustru. 

Den unge dame, fru Hjertefryd, var sin ægtefælle tordnende utro med, hvad der bød sig til af herrer og damer. Derved blev professoren påført hyppige an- fald af raseri. På sådanne dage kvidrede skovens fugle lystigt om kap med ægtefællernes skænderi og slagsmål.

Professoren kunne have afværget de værste katastrofer ved at blive hjem- me hos sin hustru, men det gjorde han ikke. Han fartede dagligt fra skoven ind til universitetet, og just denne kalamitet var hustruens tema ved de hyppige skænderier, der uvægerligt sluttede med professorens:

"Det var dig, lille Hjertefryd, der ville bo på landet, det var ikke mig, ikke mig, og dette pikhylster, disse herretrusser, er ikke mine, og jeg er træt af, til døden træt, lille Hjertefryd, at finde blodtissølede dametrusser i mine skuffer, for satan, i mine skuffer".

-

Unge fru Hjertefryd åbnede en kennel med hunde; men deres dage sluttede med forgiftning. Få uger senere ramte samme skæbne den unge frues stort indkøbte antal kaniner. Kort tid senere anskaffede hun sig svenske vildsvin, seks orner og tolv hundyr, nogle hidsige bæster, der væltede den i praktiske anliggender ubehjælpsomme professors opstillede indhegning. 

Hvorpå bæsterne hærgede skoven i mange dage og forskrækkede passanter og søndagsjægere, til politiet trådte til, og gennemførte alle tiders klapjagt på en stor flok vildsvin.

Nogle måneder senere kom professoren uventet hjem fra en studierejse. Han kørte i taxa hjem til gården, betalte chaufføren, og stod en kende harm.

Han så en nøgen mand og en nøgen kvinde, begge med deres tøj i favnen, krybe ud af hustruens sovekammervindue. 

Derpå så han et stort loddent dyr stå tøjret til en pæl på gårdspladsen foran indgangsdøren.

-

Ved synet af sin attraktive hustru, der kærligt tog imod ham, glemte han al forbitrelse over fruens erotiske eskapader, lyttede til hendes forklaring om det lodne, tøjrede dyr:

"Det er en drægtig ulv, som er indsmuglet illegalt. Er det ikke spændende? Jeg købte den af en sømand ombord på færgen. Du husker nok at jeg sagde, at jeg ville et smut til Polen. Det har du ikke glemt, vel, min skat?".

"Næ", mumlede professoren, der efter den lange rejse heftigt begærede sin frues velskabte krop.

En måned senere fødte den polske ulvemor et kuld hvalpe, og professoren måtte lyve, når han blev spurgt af skovens folk og landbetjenten og andre nys- gerrige. Ingen nærede mistanke når han svarede: 

"Om det er ulve? Nej, det er schæferhunde".

-

En dag ramtes professoren af sindsforvirring. Det skete i det øjeblik han en tidlig morgen åbnede døren til hustruens sovekammer. Her fandt han hende slumrende i favnen på en ny elsker, og alle skovens dyr hørte med skræk pro- fessoren råbe vredt:

"Glubske ulve og horekællinger hører til i naturen, ikke i fangenskab, lille hjertefryd, ikke i fangenskab".

-

Lille Hjertefryd kørte til politiet, der påny rykkede ud med pistoler og jagtrif- ler, og i den skovomkransede idyl fandt ægteparrets treårige datter og den store hunulv, samt flere af hendes hvalpe liggende på gårdspladsen, dræbt af mange skud fra professorens gamle jagtbøsse.

Professoren havde hængt sig i en tagbjælke oppe på høloftet.

"Min mand var jaloux, han lod det gå ud over min lille pige, og jeg mangler to store hanhvalpe, nu løber de rundt i skoven uden mad og drikke", græd den unge frue.

-

Ole Madsen startede traktor og plov, satte sig til rette, måtte igen standse med et ryk. Storken gik nede i plovfuren foran traktoren, forsøgte at fange en markmus. Ole Madsen blev irriteret. 

Men nu så han, at fuglen var et sølle kræ; den humpede og kunne næsten ikke gå, med et åbent sår ved det ene lårben, måske et brud, måske ramt af en søndagsjæger, måske hængt fast i en pigtråd, måske en tamfugl undveget sin ejer, eller en ungfugl på vilde veje fjernt fra Afrikas lande.

"Jamen, herregud", mumlede han.

Ole Madsen var enig med kredsdyrlægen, der havde udtalt, at det var tåbe- ligt og noget værre svineri, at byfolk holdt får og geder på altanen, giftsnoge i kommoden, kvælerslanger i klædeskabet og krokodiller i badekarret, og det var helt tumpet at danske ødegårde blev reservater for kugleskøre personer, der som kæledyr lod bjørne, ulve, pumaer, tigre, løver, bøfler, vildsvin gå frit omkring og bringe lokalbefolkningen i stor livsfare.

-

Ole Madsen rejste sig fra traktorsædet, lidt besværligt, hans ene ben var lidt kortere end det andet, han haltede en kende. Han gik hen til storken, talte til den: 

"Så, bette ven, lad du hellere mig fange musen. Den løber jo fra dig, bette ven".

Ole Madsen rakte ud efter musen, men fik kun tag i jordklumper. 

Han blev ivrig, fulgte efter musen, der løb og lynsnart skiftede retning, hop- pede højt op i luften, så han igen og igen greb i den tomme luft, eller i jord, ukrudt og vissent græs. Men det lykkedes, efter mange meters jagt, ind over den nypløjede ager.

"Haha, bette ven", lo han fornøjet, "se her, frøken Stork, her får De en stor, fed mus til middagsmad". 

Musen sprællede i hånden da han gik tilbage til traktoren, og så da, at stor- ken var forsvundet.

"Hvad er nu det? Hvor er storken? Den var her lige før?", mumlede han.

I det samme blev han forskrækket af to viber, som flaksede med vibeskrig ned mod hans ansigt:

"Såså, hold så op med det, jeg ved godt I har en rede her, det er vibetid", råbte han.

-

Storken stod en halv snes meter inde på grønjorden.

Ole Madsen måtte gå uden om traktoren, for at komme nærmere storken. Han ville støtte sig et øjeblik til traktoren, var forpustet og lidt træt, satte sig på traktorens trinbrædt, blev chokeret siddende, mumlede med vidtopspilede øjne: 

"Det var dog alligevel, hm".

Fem meter foran ham, mellem ham og storken, lå to vagtsomme ulve, de gennem vinteren udvoksede hanhvalpe inde fra statsskoven. 

Ulvene havde resterne af den lemlæstede harekilling i flaben; de knurrede, trak overlæben op, viste snerrende deres store tænder i et grimt grin, smaske- de med kæberne.

"Det var dog alligevel satans", mumlede Ole Madsen.

Vibernes skrig lød enerverende, de arrige fugle kom faldende som styrtbom- bere, fik luften til at sitre som på dommedag. De skreg og baskede og flaksede ned over mand og traktor, stork og ulve.

-

Den ene ulv, den lille, der var større end alverdens største hund, sprang højt op i luften, snappede efter viberne, som med kløer og næb rev hårtotter ud af ulvens pels.

Den anden ulv, den store, så stor som en tyrekalv, huggede ud efter storken, der ynkeligt humpede en meter tilbage.

Ole Madsen råbte: "Skrub så af, I skøre bæster, I skal bare lade mig og min stork være i fred".

Han rejste sig fra traktoren. 

I hånden holdt han en tung skruenøgle. Han løb hen til storken, der stod sammensunket, helt fortabt, med hoved og næb hvilende skævt på det ene lår, afventende sin skæbne.

Ole Madsen greb storken, satte den fast under venstre arm. Med højre hånd truede han med skruenøglen, ud mod ulvene. Så løb han, som altid haltende på det ene for korte ben, ind over den nypløjede mark, op forbi pumpehuset, hegnspælen og egetræet.

-

Han nåede frem til gårdens indkørsel. Her angreb ulvene.

Storkens ene vinge blev revet af. Storkens lange ben blev kvast af ulvebid.

Den største af ulvene slog kæberne om Ole Madsens højre arm, og holdt fast. Med et forpint skrig af smerte og ærgrelse tabte han skruenøglen. 

Den mindste af ulvene flænsede i hans venstre lår.

Ole Madsen snublede. Storken udstødte et klagende skrig. Kampen sluttede voldsomt. Den største af ulvene satte tænderne i Ole Madsens strube. 

To kraftige stråler blod fra den overrevne pulsåre ramte ulvens øjne. Den snerrede, ruskede og flænsede i Ole Madsens hals. 

Så var det forbi. Ulvene lå roligt, forpustede, med poterne på deres bytte.

-

Om eftermiddagen kom Sofie Madsen hjem fra skolen, kørende i sin bil, med tvillingerne på fjorten år, Uffe og Katrine, siddende på bagsædet. De så, hvad de troede var store hunde, løbe ud fra gårdspladsen.

Sofie så, at det var hendes mand, der lå dræbt i indkørslen.

Uffe åbnede bildøren, hans indvolde gjorde oprør, han stak pegefingeren ned i halsen, og en styrtsø fortæret brød, leverpostej, ostemad, bolsjevand og lakridskonfekt, vældede ud fra ham. 

Så hørte han traktoren tøffe i rolig tomgang ude på marken. Han løb derned, og blev mødt af viberne, der gik i plovfuren ved den trefurede plov.

Uffe standsede maskinen, talte stakåndet til viberne, spurgte dem, om de havde set, hvad der var sket med hans far, og de nikkede til ham og trippede foran ham og viste ham, hvor de havde bygget deres rede.

Katrine løb hen til sin far, hun så den opflænsede strube, et ligblege bredte sig over hendes ansigt. Hun besvimede da tanken greb hende, at mindet om den triste hændelse altid ville forfølge hende. Katrine døde få år senere af spisevægring.

Der gik to timer. 

Uffe havde hjulpet sin mor med at bære Katrine ind i hendes kammer. Der sad de og drak en flaske vin. "Det er nødvendigt", sagde deres mor.

-

Uffe hørte hende løfte telefonen, og med tøvende omhu dreje et nummer, og lakonisk meddele om ulykken til naboveninden, og onkel Anders, og lægen og præsten, og de fornødne myndigheder.

Sofie Madsen vidste, hvad de ville sige, hørte tålmodigt deres vantro svar:

-

"Hvad er det du siger? Har du selv set det? Det var dog rædsomt".

"En stork og Ole og børnene, det forstår jeg, og siger du ulve?".

"Din mand og en stork og viber og ulve, jamen, hvad er det for noget?".

"Frue, kan De tale lidt højere, jeg kan ikke forstå Dem, jeg må venligst bede Dem gentage".

"Nej, det er ikke hos amtslægen, det er amtsavisen, du taler med pressefoto- grafen, jeg hedder Birgit, vi holder snart fyraften, pyha, jeg er så træt. Hovsa, hvad var det du sagde? Nej, det er ikke hos amtslægen, du taler med mig, Birgit, amtsavisen". 

-

-                                                    index